Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Leder
Af Britt Petersen, formand
2020 forhandlinger - din og min fremtid, men politikernes?
I disse dage pågår forhandlinger i finansministeriet om regeringens såkaldte 2020 plan - forhandlingerne er formodentlig enten mundet ud i en aftale eller brudt sammen, når denne leder læses, og hvorfor så overhovedet lave leder om emnet på dette tidlige tidspunkt?
Vi har tidligere i LFS Nyt haft ledere om bevarelse af efterløn, så det er ikke overraskende at vi er imod forringelse og afskaffelse af efterløn. Det er heller ikke nyt at vi i LFS er imod enhver form for pamperi og særbehandling til valgte - indtil nu har denne del koncentreret sig om valgte i organisationer, men i disse dage er der god grund til også at udbrede synspunktet til politikere.
Hvordan kan det være at der for det første eksisterer en række særordninger for politikere og for det andet at dem, der alene skal forholde sig til dem og evt. kan ændre dem, er de politikere der er omfattet af dem?
Vi er nok nogle, der i ny og næ har diskuteret ministrenes løn efter de er ophørt med at være ministre og undret os over, at deres "opsigelsesperiode" var meget længere end f.eks. den opsigelsesperiode, som er stadfæstet ved lov i funktionærloven. Eller at både ministre og folketingspolitikere har kunnet gå på "pension" som 60 årige, eller diskuteret deres boliger, skattefri tillæg, gratis transport osv. - men hvor tit har vi dybest set diskuteret det ud fra en demokratiopfattelse?
Min demokratiopfattelse har lidt et alvorligt knæk her i de senere dage og ikke mindst, da folketinget valgte at nedstemme et forslag fra Enhedslisten om at ophæve særordningen vedrørende tilbagetrækning!
Hvad f.. bilder de sig ind - samtidig med at VKO og R forhandler om det der kan føre til ganske voldsomme forringelser for både dig og mig, så skal de tilsyneladende ikke omfattes af de selv samme forringelser. Det er ganske enkelt uforståeligt, skulle det være hårdere og mere opslidende at være politiker på fuld tid end at være ansat i en daginstitution, i dagplejen eller på det sociale område?
Jeg håber at 2020 forhandlingerne bryder sammen, jeg ønsker ikke forringelser af efterløn eller pension, jeg ønsker forbedringer af arbejdslivet, så vi alle har lyst og mulighed for selv at vælge hvornår vi slutter, og så ønsker jeg ganske enkelt alle særordninger for politikere ophævet, og jeg ønsker ændringer, så politikerne ikke er dem der kan beslutte vilkårene for politikerne.
Mavesur? Måske, men nu fik jeg altså nok!