Når leg bliver til larm

Af Elisabeth Lockert Lange

KKFO’en Potteskåret ligger i Valby i en flot gammel ovnhal med store åbne områder bibeholdt. Det har betydet at medarbejdere og børn har måttet tåle meget støj gennem årene. Indtil for ganske nylig, da de kom med i et støjnedsættende projekt. Gennemtænkte ændringer med lydabsorberende vægge og lydsluser har gjort en stor forskel.

KKFO’en Potteskåret stod færdigombygget og til indflytning i 2004. Fritidsordningen ligger sammen med Valby Skole i den til formålet ombyggede Ovnhallen i Valby, Bing og Grøndahls gamle fabriksbygning.

Bygningens indretning var fra starten tænk som noget særligt og anderledes, til at passe med den gamle ovnhal. Store flotte åbne områder og kun meget få lukkede rum. Halve mure og runde huller i væggene skaber kontakt mellem de forskellige aktivitetsområder og børn. Lokaler kan og bliver udnyttet i fællesskab af skole og KKFO, og sammenholdet og fællesskabet mellem de to faggrupper er kun blevet bedre og bedre med årene. Børn og forældre er glade for rummene, som giver utallige muligheder for aktiviteter og kontakt på kryds og tværs, og medarbejdernes tilfredshed og trivsel ligger helt i top i undersøgelser om det psykiske arbejdsmiljø. Alt det er som det skal være.

Men, for der er et men, akustikken fik man ikke styr på dengang ved ombygningen, og den kommende støj fra næsten 300 børn i fritidshjemsalderen tænkte man mindre på. For lederen, dengang som nu, René Lundberg, var det svært at forudse, hvordan lydene ville stryge rundt i det store lokale, hvirvle op under loftet, blande sig, forstærkes og sendes rundt i hele det store område. Og blive til larm og til gene for de andre.

”Der blev tænkt i det åbne rum og at det var lækkert, og det er det, men man havde ikke en akustiker koblet på, og vi vidste ikke hvad det ville betyde, når der var fyldt op med 275 børn som der er nu. Der blev ganske vist brugt nogle lydabsorberende materialer, men de ser mere rigtige ud end de reelt er”, siger han med et grin.

Så da Potteskåret fik tilbuddet fra TeamArbejdsliv om at være med i Københavns Kommunes støjprojekt Plads Til alle sagde de ja med det samme (læs fakta om projektet i forrige artikel). Chancen for at få forbedret akustik og støjforhold i KKFO’en, uden at opgive den særlige arkitektur med store åbne områder, den ville de ikke lade gå fra sig.

Nu er de nye ombygninger overstået, og en indvielse af de nye rammer er blevet holdt. Kun konkrete avancerede målinger står tilbage.

Belastede af støj

At medarbejderne lever i daglig og generende støj er bekræftet af adskillige undersøgelser af de ansattes fysiske arbejdsmiljø, bl.a. i deres egen arbejdsmiljøvurdering, som fortæller om deraf følgende træthed og hovedpine. Sidst blev det bekræftet i forbindelse med støjprojektet, hvor en spørgeskemaundersøgelse om oplevelse af støj og trivsel var første trin.

”Børnenes leg og glade og begejstrede stemmer blev til støj”, siger René Lundberg og viser mig en oversigt over, hvordan medarbejderne har svaret på spørgsmål om forstyrrende støj fra forskellige kilder. Oversigten viser at lyden fra glade og begejstrede børn er næsten konstant og meget forstyrrende. Det samme gælder ”almindelig uro” og ”anden støjkilde”. Støjniveauet er med andre ord både meget højt og meget forstyrrende.

”Vi ville gerne væk fra at lyd fra børn der leger opleves som larm. Vi ville også gerne have at vi ikke var tvunget til at fravælge en pædagogisk aktivitet eller at gå et andet sted hen med den på grund af støj. Det har vi gjort meget, og det har betydning for de pædagogiske muligheder og aktiviteter. Børneaktiviteterne fik ikke lov at leve fuldt ud, for de blev begrænset af andre. Det er frustrerende, når en glad børneaktivitet ikke kan være der, fordi den er generende for andre. Det er frustrerende, når det er rammerne der definerer, hvad der kan lade sig gøre. Vi levede med det, fordi der var så mange andre fordele ved det store åbne rum og de mange muligheder for aktiviteter. Og børnene er vilde med vores hus, og også forældrene, så det fungerer med de aktiviteter vi har.”

Kunsten i projektet i Potteskåret var derfor at bevare det store åbne rum og de pædagogiske muligheder der ligger i det, og alligevel dæmpe støjen.

Det startede med spørgsmål, akustiske målinger og derefter undersøgelser fra TeamArbejdsliv, som gik grundigt til værks. Hvad sker der lydmæssigt, når børnene kommer fra skole? Når der krydses ud? Når den og den aktivitet finder sted? Hvordan er belastningerne rundt omkring i værkstederne? Hvordan fungerer et smykkeværksted lige ved siden af en miniklub, hvor der spilles guitar? Alt blev kortlagt. Og observationerne blev efterfulgt af tre procesdage, hvor hele personalet var samlet med støjeksperten Per Møberg Nielsen fra Akustik og Inger-Marie Wiegman fra TeamArbejdsliv.

”Problemer, ønsker og behov blev gennemgået og drøftet, og vi lavede en brainstorm på at optimere alle vores idéer. Vi gjorde det ud fra hvad der ville være det allerfedeste, og alle kom på banen med deres idéer, uden at vi skelnede mellem det utopiske og det realistiske”, fortæller René Lundberg.

Hovedområder

Tre hovedproblemer blev identificeret. Infoteket (eller receptionen) er der hvor børn tjekker ud, hvor forældre går hen og stiller spørgsmål, hvor telefonen står, kort sagt samlingspunktet for en masse information og snak. Det ligger lige midt i det hele, ved Træet som det store rum i midten af Potteskåret hedder (på grund af et rigtigt træ som vokser der, men om det er livets eller kundskabens er der ikke helt enighed om). I Infoteket var støjen så heftig at man ikke kunne tale i telefon. Den der talte i telefon med en forældre måtte trække ud på trappen eller toilettet for overhovedet at kunne høre, hvad der blev sagt. Det var en daglig belastning.

Hovedproblem nummer to var aktiviteter i åbne rum lagt ved siden af hinanden, først og fremmest en miniklub og et smykkeværksted. Som René Lundberg siger: ”Det er svært for 15 børn at lave smykker, når 4-5 andre lærer at spille på guitar.”

Og som det sidste men bestemt ikke mindste, lyden som bevægede sig frit gennem og hen over alle rummene. Det vil sige støjen som fór rundt i hele det åbne område.

”Man bliver skør i hovedet, når der er så meget generende baggrundsstøj. Lyden vandrede, sneg sig op under loftet og ind fra forskellige steder, og den blev ikke stoppet. Den lagde sig som en dyne, som belastede personalet.”

Disse tre områder blev fokus for arbejdet.

Flere af rummene, som før var åbne over en halvvæg, har fået lydabsorberende væg helt op til loftet. De er samtidig blevet lukket af, så de ikke mere er gennemgangsrum, men da de er åbne i den ene ende og uden døre, så er oplevelsen af det åbne rum bibeholdt. Der er skabt hvad de kalder kuber, rum i rummet. Det gælder bl.a. for Smykkeskrinet og Miniklubben. Og flere steder hvor der før var åbent, bl.a. de runde huller, er der sat glas i, åbent for kig men lukket for støj.

Infoteket er hegnet ind med et lydabsorberende ”gardin” ned fra loftet, og hele vejen hen langs den ene side af rummet, til en vis højde, så ingen slår sig på det. Derpå er sat glas et stykke længere ned, som yderligere tager lyden og grænser det ind, men så man stadig kan kigge ind. Om det er nok til virkelig at gøre en forskel kan diskuteres (ifølge en ansat), men hjulpet har det helt klart (ifølge andre ansatte).

”Men Infoteket er nok et af de steder, hvor vi stadig skal tænke i noget alternativt”, vurderer René Lundberg.

Lydsluser

Et par døre er det blevet til. Bl.a. til det lokale, Dingenoten, hvor børnene med særlige behov har deres base. Netop disse børn var tidligere plaget af støj, som de er mere følsomme over for end andre børn.

”At Dingenoten er lukket er godt for de små specialbørn, som kan sidde her og lave lego – både sammen og samtidig hver for sig. Og det er uden sammenligning, hvordan det var før, og hvordan det er nu med støjen. Lyden gik hele vejen ned i rummet”, vurderer Pia Bergstein, som vi møder i Dingenoten under rundvisningen.

Også natur- og teknikrummet, som er skolens lokale, men også bruges af Potteskåret, er hegnet ind. Og det er en stor fordel. Tidligere kunne de ikke være i caféen, som ligger ved siden af, når der var undervisning derinde, så det er rigtig godt for begge verdener, fortæller René Lundberg.

”Alle forandringerne laves til gavn for KKFO’en, det ligger i selve projektet, og ikke for undervisningen. Men vi oplever at lærerne har været meget positive og opbakkende hele vejen igennem. Det er fedt at vi er nået dertil, hvor vi viser mere end almindelig interesse for hinandens arbejdsvilkår. Der er en god ånd her som KKFO, og vi er glade for de lokaler vi kan dele. Dermed ikke sagt at vi ikke også støtter kampen for fritidshjemmene, for vi tænker mere på at det er fritidspædagogikken som sådan, der er truet.”

Han peger også på at enkelte lukkede rum er en fordel, når de er meget få personaler til antallet af børn, for så kan de lukke af og rykke sammen.

Og så til det nok allermest givende for støjbelastningen, nemlig lydtunellerne eller lydsluserne, som de også kaldes. Dem er der to af, det vil sige åbninger fra en del af rummet til en anden del, men hvor selve åbningen er foret med lyddæmpende materiale hele vejen rundt. I sluserne kan man tale sammen uden at lyden vandrer. Og når man bevæger sig gennem en sluse fra en zone til en anden mærker man tydeligt at lyden fra den forrige zone ikke følger med. Det skaber tre lydzoner, hvor der før var én.

”Disse lydsluser var højt prioriterede, især da Per Møberg Nielsen, som vi stoler på som en meget dygtig fagmand, sagde at det var dem vi ville få allermest glæde af”, siger René Lundberg.

Det holder. Og da der først var blevet valgt løsninger og materialer ud fra hvad der var de bedste til dette byggeri, så skete der det morsomme at firmaet, Ecofon, blev så grebet af projektet at de valgte at sponsorere en del materialer. Det gjorde at Potteskåret fik alle deres ønsker opfyldt.

Effekt

Præcis hvilke akustiske forskelle ombygningen har givet ved de ikke endnu. Der skal laves avancerede målinger i juni måned. Samtidig skal de vurdere om det påvirker pædagogikken og fællesskabet og i givet fald hvordan.

”Det bliver interessant at se om nogen fx slipper ansvaret for fællesrummet, nu hvor man kan lukke døren, om nogen vælger at isolere sig, eller om folk stadig er ansvarlige ud af rummet. Vi har jo altid taget konflikterne ud af rummet, når vi hørte noget fra ved siden af”, siger René Lundberg.

Trods manglende målinger er hans fornemmelse klar nok. Den passer med de udtalelser, som medarbejderne er kommet med.

”De mærker forskellen, og forældrene mærker forskellen. Aktiviteterne foregår nu på aktiviteternes egne præmisser. Lydtunellerne giver effekt og skaber tre zoners lyd i stedet for at det bevæger sig i ét stort rum. Derfor bliver alle energierne ikke mere blandet sammen som tidligere”, siger han og tilføjer:

”Men selvfølgelig er det stadig i sin vorden. Vi må se til efteråret, når vi er mere indendørs igen, hvad den reelle belastning er på vores hus. Men det er lavet flot, det er ikke til at se at det er bygget til.”

Og René Lundbergs største angst, som var om det åbne ville bliver lukket til, den holdt heldigvis ikke. Alt er gjort så den åbne stil beholdes. Og så har det været en god og positiv proces, understreger han.

”Vi har lært en masse om akustik, støj og dens indvirkninger, børnene har været fantastiske undervejs i byggerodet, personalerne har følt stort ejerskab hele vejen igennem projektet, fordi vi er blevet inddraget i stort set alle dele af processen og er blevet lyttet til selv ud i de mindste detaljer.”