Den socialpædagogiske indsats måles og vejes

Af Assia Awad

På døgninstitutionen ”Den Flyvende Hollænder,” der behandler kriminelle børn og unge, registreres effekten af behandlingen morgen og aften, og pædagogerne kan derfor lynhurtigt se, om de arbejder korrekt med det enkelte barn.

Vi tager nogle af de allersværeste børn og unge i Danmark, også dem som ingen andre kan rumme,” erklærer Henrik Holst, forstander for dag- og døgninstitutionen ”Den Flyvende Hollænder.

De såkaldte urummelige børn og unge, han taler om, er i alderen 12-17 år, og flere har udøvet alvorlig personfarlig kriminalitet. Ofte har de også psykiatriske problemstillinger og et misbrug. På ”Den Flyvende Hollænder” tilbydes de behandling for deres kriminalitet og et hjem midt i det pulserende storbyliv. Døgninstitutionen ligger blot to minutters gang fra Nørrebros Runddel på en sidevej til Jagtvej. Der er plads til syv børn, fordelt på to afdelinger. Om dagen går nogle af de unge i specialskole, mens andre bliver trænet til at komme i skole i institutionens dagfunktion. Enkelte unge følger skolegangen på deres lokale skole.

”Vi kan ikke bringe dem op til niende klasse i vores dagfunktion, men vi kører nogle projektfeatures, og så underviser vi dem i matematik, historie, dansk og samfundsfag. Vi arbejder på at få Børne- og Ungdomsforvaltningen ind og undervise den lovpligtige undervisningstid. Vores mål er nemlig at gøre vore børn i stand til socialt at kunne begå sig med andre børn i en almindelig skole,” forklarer Henrik Holst.

Børnene er for en stor dels vedkommende af anden etnisk baggrund end dansk, og de kommer fra hele Københavns Kommune. Spektret af kriminalitet er bredt. Det typiske er dog tyveri, vold og gaderøverier, hvor ofrene eksempelvis holdes op med en kniv og får stjålet mobil, tøj og dankort. Der er også eksempler på knivstikkerier, biltyverier og et enkelt bankkup på de unges cv’er. Henrik Holst ser det dog som en klar fordel, at institutionen befinder sig i børnenes nærmiljø på trods af alle fristelserne, som lurer lige uden for gadedøren.

”Vi tror ikke på, at man altid skal deportere børn til Jylland, fordi det er som at plante dem på Mars. De ser på pløjemarkerne og tænker, hvad fanden er der sket? Hvorefter de flygter tilbage til København. Så ringer institutionerne til os og spørger, om vi ikke kan hjælpe med at finde deres børn, og det kan vi selvfølgelig godt, men det var ikke meningen. Meningen er, at man skal kende miljøet, hvor de kommer fra, så man kan finde dem igen. Når vores børn stikker af, så finder vi dem lynhurtigt igen, Man er også nødt til at lære børnene, hvad de skal gøre, når de for eksempel møder deres pusher på gaden. Vi kan gå ned og hjælpe dem ved tage en snak med pusherne om en dummebøde. Vi løser problemerne her, hvor de opstår,” siger Henrik Holst..

Pilotprojekt

”Den Flyvende Hollænder” er en del af Center for Udsatte og Kriminalitetstruede Unge under Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Institutionen, der blev etableret i efteråret 2008, adskiller sig fra lignende tilbud, i og med effektmåling og forandringsteori er en vigtig del af ”Den Flyvende Hollænders” pædagogiske fundament. Af samme grund er institutionen udpeget af Københavns Kommune til at være pilotprojekt. Planen var og er, at andre københavnske institutioner skal lade sig inspirere af ”Den Flyvende Hollænders” arbejdsmetoder.

I institutionen benytter socialpædagogerne sig af en ny model, der gør brug af håndgribelige og entydige effektmålingsprincipper, der er udviklet helt fra bunden på workshops og temadage af ”Den Flyvende Hollænders” personale i samarbejde med Københavns Kommune, David Hunter og Rambøll Management Consulting. Det betyder, at stort set alt registreres i institutionen. Morgen og aften logger primærpædagogerne ind på computeren, og i det effektmålingssystem, som pædagogerne selv har været med til at udvikle, registreres børnenes sprog og adfærd i forbindelse med tandbørstning, bad, madlavning etc. Der måles på en femtrinsskala, der går fra ”Meget Tilfredsstillende” til Uacceptabelt.” De hårde data står dog ikke alene, men er koblet sammen med de bløde data i journalerne. Det vil sige, at personalet kan gå ind og trykke på en måling for at se, hvad der er sket den dag og dermed få en forklaring på, hvorfor barnets adfærd for eksempel har været meget uacceptabel i forbindelse med madlavningen.

Hver fredag får institutionen endvidere data fra Den Sociale Døgnvagt. Her fremgår det, om de unge har været indblandet i kriminalitet. Hvis det er tilfældet, bliver det også registreret. Herudover bliver de unge med jævne mellemrum interviewet om blandt andet selvværd, og hvorvidt de er blevet bedre til at udsætte deres behov og kontrollere impulser. Også disse oplysninger registreres i systemet. Alt bliver opsamlet i et statistikmodul, hvor en række grafer viser om udviklingen går den rette vej. Graferne varierer meget fra person til person. De børn og unge, der har ADHD, får tit nogle impulsgennembrud, og graferne ryger så ned under det acceptable, men pædagogerne kan også se, at hvis de arbejder med en bestemt struktur og gør det rigtigt, så bliver impulsgennembruddene mindre. Det samme gør sig i øvrigt gældende, hvis børnene begynder at få medicin for deres ADHD. Pædagogerne kan til gengæld også se, hvis de gør det dårligt, for så bliver udslagene hyppigere.

”Vi bruger også journalerne som et værktøj til at vise de unge, hvor de selv er henne, fordi alle vores børn vil gerne klare sig så godt som muligt. Så hvor de kan gøre en forskel, gør de det også” forklarer Henrik Holst.

Dokumentation på plads

Hver tredje uge gennemgås statistik og journaler på behandlingsmøderne, og for socialpædagog Jesper Larsen giver det en ro, at man har mulighed for at gå tilbage og se præcist, hvornår udslagene sker.

”Det kan godt blive lidt løst, hvis jeg synes, jeg har set et eller andet, men ikke lige kan sætte finger på, hvad det er. Men med vores effektmålinger, har vi dokumentationen på plads. Så er det nemt at sige, nu er det dét punkt, vi sætter ind overfor i samlet flok,” fortæller han.

Han påpeger dog, at systemet selvfølgelig også har sine faldgruber. Fordi det er så nyt, er der nogle ting, der ikke lige passer ind i den måde, som hverdagen ser ud på. Det bliver så rettet hen af vejen. Han vil gerne fortsætte med at forbedre arbejdet med effektmålinger i fremtiden.

”Det tager ikke særligt meget længere tid end det normale dagbogsskriveri, vi alligevel laver. Det tager måske en 5-10 minutter længere hver morgen og aften at udfylde skemaerne. Dokumentation er ekstremt vigtigt i det her fag. Det kan hurtigt løbe ud i sandet, hvis man bare skriver noget i en dagbog. Jeg har også arbejdet meget med handleplaner, og det er også noget, man skal arbejde med løbende, men det er ikke altid, man får taget dem op af skuffen til møderne og gennemgået nogle punkter. At man lige kan koble computeren til en projektor, så alle kan følge med, giver et hurtigere flow i arbejdet,” forklarer Jesper Larsen.

Koordinator og stedfortræder Nadia Tammie Hansen bruger målingerne hyppigt i arbejdet med børnene, når hun laver deres statusskrivelser. Så bliver børnene hevet ind og vist deres grafer. Målingerne bliver også brugt i samarbejdet med sagsbehandlerne. Det har dog overrasket hende, at når man måler én ting, så bliver man nødt til at udelade noget andet.

”Nogle gange kan man godt komme i tvivl om, der ikke var noget andet, der var lige så vigtigt at måle på, men jeg ser det også som en proces, hvor vi måske kun er på trin to ud af ti. Vi videreudvikler og evaluerer løbende i ledelsesgruppen,” forklarer hun.

Dumt at trække dem ud for tidligt

Målingerne ophører dog ikke, selvom de unge har forladt institutionen. Planen er at måle i op til to år efter behandlingens ophør, men da institutionen kun har eksisteret i 2 1/2 år, har man endnu ikke nok statistisk materiale til, at man kan vurdere den langvarige effekt af opholdet på ”Den Flyvende Hollænder.”

Det hænder også, at pædagogerne er nødt til at slippe børn, selvom man vurderer, at barnet har brug for mere behandling.

”Det er klart, at vi gerne vil se så store fremskridt, at vi tror på, at de kan klare sig. Men det er ikke kun op til os. Det er dem, der betaler pladserne, myndigheden – og sagsbehandlerne der afgør, om de vil betale i længere tid. Så nogle gange er det ude af vores hænder, selv om vi kan se, at der er behov for noget længere tid. Det kan være ærgerligt, men det er en virkelighed, vi må forholde os til. Jeg mener, at det er en dårlig forretning at trække dem ud for tidligt. Både for den unges skyld, men også set fra et samfundsøkonomisk perspektiv. Vi kan se, at de unge, der trækkes ud for tidligt, ganske vist får det bedre efter at have været her, men ikke nødvendigvis godt nok. Enkelte falder tilbage i kriminalitet, når der er gået et stykke tid. Det er rigtigt ærgerligt at se på. Tit bliver vi så bedt om at tage dem igen eller gøre noget andet for dem, men det er ofte skidt, når man har sagt farvel en gang. Det sker også at vi ikke har plads,” forklarer Henrik Holst.