I klemme

Af Elisabeth Lockert Lange

Flere og flere borgere med uhelbredelige skader kommer i klemme i systemet. De får afslag på førtidspension trods klare udsagn fra de eksperter, der gennem årene behandler dem, om at deres tilstand er kronisk. Det er bl.a. noget de oplever på Rigshospitalets Tværfaglige Smertecenter, og det er en udvikling som har taget fart de sidste seks-syv år. Vi har talt med socialrådgiverne Mette Maria Jørgensen og Gitte Kovsgaard Lykkeaa på Rigshospitalets Tværfaglige Smertecenter.

Forestil dig en borger, som efter en arbejdsulykke går i behandling i adskillige år for sine skader og smerter, og som får masser af medicin, ikke mindst smertestillende. Som forsøger med den ene arbejdsprøvning efter den anden at genoptage sin tilknytning til arbejdsmarkedet, men hvis tilstand erklæres kronisk og uden mulighed for bedring af de læger, som kender og behandler hende gennem disse år. Som til sidst mister sine sygedagpenge og ender på kontanthjælp. Og som derefter søger om førtidspension – og får afslag. Med den begrundelse at alle arbejdsmuligheder ikke er udtømt, så hvis hun bare lige…

Lyder det bekendt? LFS Nyt har mere end én gang berettet om medlemmer af LFS, som oplever netop dette, og der er flere.

Vores sidste eksempel her i bladet var en overvægtig kvindelig pædagog i 30’erne med en massiv rygskade. Hendes tilstand er kronisk efter gentagne operationer, vurderer de læger på Rigshospitalets Tværfaglige Smertecenter, som har fulgt og behandlet hende gennem en årrække. Alligevel får hun afslag på sin ansøgning om førtidspension: i stedet skal hun tabe sig. Ikke at det vil ændre på hendes rygskade eller arbejdsevne, men alligevel er det begrundelsen for afslaget. Rigshospitalets udtalelser om hendes tilstand bliver underkendt af kommunens lægekonsulent, som aldrig har mødt hende.

Her skal det ikke handle om denne kvinde specifikt, men om problematikken. For hvad er det der sker?

Vi har spurgt socialrådgiverne Mette Maria Jørgensen og Gitte Kovsgaard Lykkeaa på Rigshospitalets Tværfaglige Smertecenter. De arbejder med kronisk sygdom og smertehåndtering, og for dem er den udvikling velkendt.

”Vi oplever rigtig tit, ja det er snarere hovedreglen, at vores faglige vurdering underkendes. Der er sket et skred over tid, over de sidste 6-7 år, at borgere får afslag på førtidspension, selvom en specialist herfra siger at deres tilstand er kronisk, at den ikke kan behandles væk”, siger Mette Maria Jørgensen.

Det tager så lang tid

Ofte ender borgeren selv med at søge om pension ”på det foreliggende grundlag”, som det hedder, selvom det næsten sikkert betyder et afslag.

”Men det er en så langvarig stillingtagen at borgerne bliver så udmattede og udmagrede, at de gør det alligevel. Først kan der gå 3-4 år uden at der rigtig sker noget væsentligt, hvor alle håber at det går over. Og derefter den ene arbejdsprøvning og jobforanstaltning efter den anden”, siger Gitte Kovsgaard Lykkeaa.

Mette Maria Jørgensen nikker:

”Det tager så lang tid. Sagerne bliver ikke afsluttet, folk bliver sendt i en arbejdsprøvning, som så bliver forældet, så bliver de sendt i en ny, som bliver forældet. Så skal der lægeoplysninger, hvor der også går lang tid. Som bliver forældede. Og borgerne har så stor brug for at vide, hvad de kan regne med, så de søger. Når de får et afslag så får de i det mindste en mulighed for at klage.”

Afslaget gives ofte med henvisning til udtalelser fra en lægekonsulent i kommunen. Lægekonsulenten møder ikke den pågældende, men kommenterer udelukkende de lægelige udtalelser der ligger i sagen, men hans ord kommer alligevel til at veje tungere end de behandlende lægers.

Hvorfor betyder deres udsagn mere end jeres?

”Vi undrer os også over at lægekonsulentens ord vægter tungere hos kommunens sagsbehandlere end vores eksperters her. Det er sagsbehandlerne i kommunen, som har det endelige ord, lægekonsulentens ord er kun vejledende, men det skrider, så det er lægekonsulentens ord der bliver afgørende, selvom det kun er skøn og der hverken ligger undersøgelse eller behandling bag. Og hvorfor? Lægekonsulenten er en del af det politiske system, en del af den udvikling vi oplever i forvejen. At der strammes op med pensioner, og man skal tabe sig og holde op med at ryge, før man har gjort sin del”, siger Mette Maria Jørgensen og Gitte Kovsgaard Lykkeaa.

De undrer sig over at der konkluderes på deres patienter uden at de overhovedet spørges.

”Der er aldrig nogen der spørger os, om det ville betyde noget, hvis en person tabte sig. Vi ser konklusioner på det, som jo reelt er gisninger. Vi spørges ikke og vi lyttes ikke til. Det er meget frustrerende og en udfordring at komme i dialog, for det er patienten der står tilbage med problemet.”

Helbred og beskæftigelse

Når en borger ankommer til Rigshospitalets Tværfaglige Smertecenter har den pågældende allerede et langt forløb bag sig. Der er en venteliste til behandling på to til tre år, og måske har borgeren mistet sygedagpenge og får kun kontanthjælp, eller de er på ægtefælleforsørgelse.

”Tiden er allerede gået, og så får de afslag. Jobcentret kan godt være enige i det helbredsmæssige aspekt, men de mener at erhvervsevnen ikke er afprøvet nok endnu, at mulighederne for arbejde ikke er udtømt. Det er et dilemma, som skyldes en meget stram lovgivning, som de skal gebærde sig i og arbejde med”, vurderer Gitte Kovsgaard Lykkeaa. Hun fortsætter:

”Der kører to spor, helbredet er det ene og det beskæftigelsesmæssige er det andet. Vi forsøger at skabe bro, men de har svært ved at mødes. De to systemer hænger ikke sammen. Og med den nuværende lovgivning så fylder det helbredsmæssige usandsynligt lidt, folk sendes til jobcentret uanset hvor syge de er. Der er virkelig sket et skred de sidste seks år med holdningerne om det rummelige arbejdsmarked, hvor der skal være plads til alle.”

Mette Maria Jørgensen peger på de store konsekvenser, som den næsten ensidige vægtning af det beskæftigelsesmæssige har for både den enkelte og familien.

”Konsekvenser som både er økonomiske, sociale og identitetsmæssige, og det rammer både børn og ægtefælle. Det skaber stor usikkerhed. Det blokerer også vores arbejde, for vi har sværere ved at arbejde videre med folk, når de er så usikre. Vi arbejder med kronisk sygdom, kronisk smerte, og det er rigtig svært når folk ikke er afklaret. Det mudrer vores arbejde, så vi ikke kan hjælpe så godt som vi ville kunne.”

De to socialrådgivere mener ikke at der er tale om en bevidst forhaling i jobcentret. Det handler om et meget tungt dokumentationskrav koblet med manglende ressourcer. De oplever i øvrigt også at sagsbehandlere kan søge om fortidspension for en borger men bliver afvist af Visitationsteamet, som ikke anerkender grundlaget. Enigheden om, hvad bedømmelsen skal være, er med andre ord ikke helt klar.

Måske handler det i høj grad om forkerte forestillinger og forventninger. For der ligger en mærkelig modsætning i at Smertecentret kan gøre et langt bedre arbejde med folk, når de er afklaret på deres økonomi og fremtid, og at kommunen samtidig venter på oplysninger netop fra Smertecentret, før de vil afklare dem.

”Men smertecentret helbreder ikke folk, vi kan ikke ændre afgørende ved patientens arbejdsevne. Vi hjælper medicinsk og med psykologhjælp og smertehåndtering, så borgerens tilværelse bliver tålelig. Alligevel venter kommunen på, hvad vi finder ud af. Det ville være en fordel, hvis jobcentret skruer ambitionerne og forventningerne ned”, siger Mette Maria Jørgensen. Hun bebrejder ikke jobcentret at de tænker som de gør, for holdningen i den nye lovgivning om fleksjob og pension er at ingen under 40 år skal have pension.

”Men deres tilstand har jo ikke noget med alder at gøre, men med helbred.”

Retssikkerhed

Et stigende antal mennesker kommer i klemme. Og i længere og længere tid. De to socialrådgivere oplever mennesker, som tvinges rundt i manegen i mange år, syv, otte år er intet særsyn.

”Folk forstår det ikke. Det system de troede ville hjælpe dem, det er der ikke mere, i hvert fald ikke så længe som de forventede. Og derfor oplever de ikke, at systemet vil dem noget godt”, siger Gitte Kovsgaard Lykkeaa.

Nogle ender med at vælge at gå til retshjælpen, til Folketingets ombudsmand eller får hjælp fra deres fagforening. Der er stort og øget pres på steder med juridisk rådgivning, steder hvor man tidligere bare kunne dukke op, skal man nu ringe til i forvejen.

”Vi oplever en stigende desperation, hvor patienter overvejer at gå til medierne eller Folketingets ombudsmand.”

Umiddelbart er der ikke noget der tyder på, at det bliver væsentlig bedre i nær fremtid. Og dog, siger de, for der etableres et rehabiliteringsteam i kommunerne til nytår med det udtalte formål at se bredere på den enkelte patient, end man har gjort i mange år.

”Måske betyder det et mindre opdelt syn, i højere grad et helhedssyn igen. Oplægget er at man skal have en fast sagsbehandler, noget der blev droppet af den forrige regering af frygt for en for stor tilknytning. Opgaven skulle deles ud – og det lykkedes. Men nu får vi måske kontinuiteten tilbage. For den enkelte er der mange steder at skulle hen og mange at have kontakt til, der er sporene med helbred og beskæftigelse, men der er også ydelse og hele handledelen. Man kan have rigtig mange sagsbehandlere, og når der ingen koordination er, så trækker det hele i langdrag”, siger Gitte Kovsgaard Lykkeaa.

I Smertecentret har patienterne én socialrådgiver, og de ser frem til at kommunen får samme system. Det vil lette deres arbejde.

”Det handler jo også om at der skal være en som tager ejerskab. Hvis ingen gør det, så kan det virkelig trække i langdrag, for hvem skal så samle op? Netop den problemstilling ser vi, når vi er ude som bisiddere sammen med patienter.”

Så tendensen er klar og tiltagende gennem adskillige år, og de to socialrådgivere ser den ikke kun på deres nuværende arbejdsplads. De har begge arbejdet andre steder, hvor fuldstændig det samme billede tegnede sig. Et billede som handler om den politiske bevægelse og holdning, som har præget samfundet de sidste mange år. Derfor handler det heller ikke for de to socialrådgivere om at slå nogen oven i hovedet, alle er blevet underlagt rammer at arbejde indenfor.