Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Leder
Af Jan Hoby, næstformand
Hæld ikke barnet ud med badevandet
LFS opfordrer her fem minutter i 12 de forhandlende partier til at tænke sig meget godt om.
En folkeskolereform, som den der pt. er på det politiske tegnebræt, vil få katastrofale konsekvenser for børnenes egen tid, deres fritidshjem/ sfo’er, klubber og fritidsinteresser. Vi opfordrer forligspartierne til at besinde sig, inden de lægger navn til et kollektivt overgreb, hvor man gør indhug i børns leg, deres ret til fritid og familiernes ret til selv at tilrettelægge deres hverdag.
Ikke nok med at selve reformen bygger på ideologisk kviksand, så er den også underfinansieret på alle leder og kanter. Modsat skolereformerne i Canada og Tyskland, som blev til før finanskrisen, så er regeringens skolereform underfinansieret på økonomi, bygninger, kvadratmeter, lærerstillinger og visioner.
Uden evidens og forskning, men på mavefornemmelser, frygten for kineserne og spredte rygter er partierne i færd med at stykke et kludetæppe sammen, som tvinger de mindste børn til en skoledag på 30 timer og de ældste på 35 timer ugentligt. Det er en HELDAGSSKOLE – også selvom forligspartierne kalder det noget andet – og I stjæler børns fritid.
Hold fast i, at børn har ret til fritid og egen tid, og at familierne har ret til at planlægge deres egen hverdag. Den danske fritidspædagogiske tradition, som siden 1960’erne har understøttet børns livsduelighed, vil forsvinde, hvis skolereformen bliver, som politikernes mavefornemmelser siger.
Skal vi begå os i en fremtidig global konkurrence og samtidigrespektere børns behov, så skal vi sikre en plads til kreativiteten, innovationen og de sociale kompetencer, som er i højsæde i vores sfo’er, fritidshjem og klubber. Hvor veluddannet pædagogisk personale understøtter børnenes udvikling, men samtidig giver dem frirum til leg, fællesskaber og venskaber. Gode dansk-, matematik- og engelskkundskaber gør det ikke alene.
Børn og barndommen skal ikke reduceres til soldater ikonkurrencestatens tjeneste eller til en angrebshær mod den”gule fare” fra det store land.