Vi venter stadig...

Af Elisabeth Lockert Lange

Seks daginstitutionsledere venter stadig på en lønforhøjelse helt tilbage fra 2009. På trods af at en faglig voldgift har givet LFS helt utvetydigt ret i at de skal have deres lønstigning, så væver kommunen videre.

”En spøjs oplevelse for at sige det mildt.”
Sådan siger formand for LFS, Britt Petersen, om en sagom seks daginstitutionsledere, de fem tjenestemænd, den ene overenskomstansat, som Københavns Kommune ikke mener skal have den lønstigning der ligger i den overenskomst, som KL har indgået med FOA. Disse seks ledere har derfor ikke fået udbetalt den aftalte lønstigning helt tilbage til 2009.

Baggrunden er overenskomstforhandlingerne i 2008, somskulle udmøntes i foråret 2009. Som del af aftalen mellemFOA og KL skal de kommunale daginstitutionsledere haveét løntrin med fuldt gennemslag. Efter dette skal de over påden nuværende lederoverenskomst, som blev udstukket veddisse forhandlinger.

”Alle fik da også dette ene løntrin, det vil sige undtagenseks ledere, som var på løntrin 50. For dem valgte Københavns Kommune at fortolke aftalen sådan at lige præcis disse seks ledere ikke skulle have den lønforhøjelse. Det er kommunens helt egen selvstændige fortolkning, at lederne ikke skulle have så meget i stigning, når de var på løntrin 50”,siger Britt Petersen.

Faglig sekretær Anne Brenøe, som har deltaget i forhandlingerne med kommunen, tilføjer:

”I stedet fik de seks ledere tilbudt et tillæg svarende tilværdien af forskellen mellem løntrin 43 og 44. Et beløb somer langt mindre end det, de havde krav på via aftalen.”

Men sådan er aftalen bare ikke. LFS og forvaltningenholder møder igen og igen for at løse konflikten, og til sidstender man med at måtte tage en faglig voldgift på det.

”At dem på løntrin 50 ikke skal have den stigning, somer aftalt ved forhandlingerne, det er jo bare noget kommunenmener. Det er helt hat og briller”, siger Britt Petersen.

Klar afgørelse i faglig voldgift

En faglig voldgift betyder at man vælger en udefrakommendedommer til at afgøre, hvem der har ret i en sag. Dommerenbliver udpeget i fællesskab af parterne – og derudover er derto sidedommere fra hver side. Der føres vidner, og sagenforegår ganske som enhver anden sag. Dog med den forskelat resultatet, dommen, ikke kan ankes. Parterne skal rette sig efter dommen.

Og det er her Britt Petersen især oplever det spøjse. Fori selve voldgiftssagen ændrede Københavns Kommune forklaring. Ikke sådan at de nu mente de seks ledere skulle have den aftalte lønstigning, de mente de fortsat at de ikke skulle, men de ændrede begrundelsen for at de ikke skulle have det løntrin, som alle de andre ledere fik.

”Nu er begrundelsen at de seks fejlagtigt var på løntrin50. De skulle aldrig have været på løntrin 50. Så bliver detfor alvor en absurd forklaring på, hvorfor de ikke skal stige
i løn.”

Det eneste kommunen kunne fremvise til støtte for deressag var for en af lederne en lønaftale, som LFS aldrig har set.”Denne ene er en leder, som de selv har indplaceret påløntrin 50 uden om os. Hvis vi havde fået den ind til gennemsyn, så havde vi set at lederen var forkert indplaceret. Og de siger det først nu. De har jo haft rig mulighed for at rette det, hvis de mente at en af de seks ledere var forkert indplaceret. Aftalen er underskrevet af forvaltningens folk, og det er deres eget ansvar at sikre at det var de rigtige mennesker, de sætter til at gennemgå lønaftaler og skrive dem under. De kan ikke bagefter komme og tale om, det var nogen som ikke rigtig havde styr på det…”

I de fem andre tilfælde er der ingen lønfejl.

4. april i år kom afgørelsen. En rigtig, rigtig klar afgørelse,hvor voldgiftsretten afviser Københavns Kommunesret til at ændre disse seks lederes løn.

”Kommunen skulle have implementeret, hvad vi har aftalt,uanset hvad de synes og mener. Der ligger en aftale, og detbetyder rigtig mange penge for disse mennesker, bl.a. er denene gået på pension, og for størrelsen af den er dette vigtigt.”

Ny forhaling

Nu havde Københavns Kommune voldgiftens ord for atlønstigningen tilbage fra april 2009 skulle udmøntes. Manskulle så tro at denne lange forhaling var slut, og at sagen var løst. Men ak nej. Kommunen forsøger fortsat at spænde ben.

I og med at uenigheden går tilbage til 2009, var den velkendt, da klyngestrukturen lå i støbeskeen. Det tog man forskud på ved at skrive i aftalen, at når denne sag var afgjort og afsluttet, så skulle disse ledere indplaceres i de nye forhold, som voldgiften ville sætte rammerne for.

”Begge parter har lavet disse aftaler, har fået voldgiftensdom og har bare at følge resultatet. Men Københavns Kommune har alligevel ikke indplaceret de seks, som vi havdeaftalt. De er tydeligvis generet af at de har tabt voldgiften, så nu er en ny særegen fortælling for disse seks ledere opstået. Kommunen ønsker nu at modregne generelle lønstigninger og beløb fra reguleringsordningen i disse seks lederes løn”, siger Britt Petersen.

Anne Brenøe ryster på hovedet:

”Vi har en aftale om at modregne konkrete lønforbedringerfor ledere, men vi modregner aldrig i en generel lønstigningeller i reguleringsordningen.”

LFS har nu bedt FOA om at trække ind i sagen.

”Helt ærligt. Vi har en klar aftale fra 2008 og en voldgift,som er fuldstændig utvetydig i sin dom. Det ved de i Københavns Kommune. Nu må nogen vågne op til dåd. Skal vi
virkelig tage en ny voldgiftssag for at få dem lønindplaceretsom de skulle have været?”, spørger Britt Petersen.

Det er bestemt ikke småpenge for hverken kommunen ellerde involverede. Det er lang tid, og derfor er det også (blevet)mange penge det handler om. Med den lønregulering,
som disse ledere heller ikke har fået, så kan det løbe op i50.000 kr. om året fra 1. april 09.

Det er så her sagen står. Københavns Kommune er stadigikke begyndt at implementere lønindplaceringen, og de seksledere venter stadig på at få deres penge.

”Alt sammen fordi Børne- og Ungdomsforvaltningen harfolk, som bliver ved med at forsøge at undgå at overholdeindgåede aftaler.”