Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Foto: Jon Arskog
Fremtidens fritid:
Alt for mange ubekendte
Tekst: Britt Petersen, formand for LFS
Alle kender fra deres dagligdag, at skulle arbejde med ubekendte – altså at skulle forberede sig på et givent emne og ikke helt kende alle elementer. Det fører normalt til, at man udarbejder en plan A, en plan B og muligvis en plan C. Ordentlig forberedelse giver jo som bekendt det bedste resultat.
For tiden kredser mine tanker sig omkring et emne med mange ubekendte, alt for mange ubekendte – og jo mere jeg tænker, des mere komplekst synes jeg emnet er. Det handler om den igangværende omorganisering af hele fritidsområdet oven på implementering af skolereform.
Vi har hele tiden vidst at der skulle ske ændringer, så det er ikke det, der er det vanskelige. Vi har også hele tiden vidst at med reduceret åbningstid, skal vi finde løsninger på personalets fortsatte ansættelsesvilkår. Så det er heller ikke det, der er det mest vanskelige. Vi har også hele tiden vidst, at med reduceret budget og omstruktureringer ville der også skulle være færre ledere på området, så det er heller ikke det, der er det vanskelige.
Men hvad er så det vanskelige?
Det vanskelige består lige nu i, at der er rigtig mange ubekendte, der gør at alt skal afklares i etaper og at der nu opereres med organisationsformer, hvor jeg simpelt hen ikke kan se løsninger for personalets fremtidige ansættelsesvilkår.
Der må være nogen i forvaltningen der har en klar forestilling om, hvad de egentlig forestiller sig skal være slutmålet, men det træder desværre ikke frem i en form, hvor det kan diskuteres eller kvalificeres.
Alt det der sendes i høring er åbent for fortolkning, og det gør selve hørings- og inddragelsesprocessen yderst vanskelig for ledere og personale. Jo mere man læser på stoffet, des mere kan fortolkes i både den ene retning og den anden retning.
Jeg har været med til mange omstruktureringer i min tid i LFS – også nogle af de mere vanskelige, men denne kommer til at overgå dem alle. Hvor jeg plejer at have et nogenlunde godt blik på, hvad slutmålet må være, så er det denne gang meget vanskeligt at se den fremadrettede holdbare løsning for både børn og personale, med de mange forskellige interesser, der tilsyneladende er indblandet.
Når politikerne tager endelig stilling til fysisk placering og organisering den 20. maj, så håber jeg at noget af det, der lige nu står alt for åbent, enten bliver snævret ind, eller at det politiske udvalg beder den faglige organisation og forvaltningen komme med forslag til, hvordan stillingsstruktur og ledelsesstruktur kan se ud, så vi er sikre på, at det for hele det pædagogiske personale fortsat vil være attraktivt at arbejde på det fritidspædagogiske område.
"Det vanskelige består lige nu i, at der er rigtig mange ubekendte, der gør at alt skal afklares i etaper og at der nu opereres med organisationsformer, hvor jeg simpelt hen ikke kan se løsninger for personalets fremtidige ansættelsesvilkår."
Britt Petersen, formand for LFS