Chancelighed handler mere end den sociale arv. LFS Nyt sætter i de kommende numre fokus på begrebet chancelighed. Vi har bedt en række repræsentanter for forskellige organisationer og fagområder at skrive om chancelighed ud fra deres perspektiv.

Oplevelsen af at være gennemsigtig og stemplet er ødelæggende

Tekst: Bente Nielsen, formand for TABUKA - Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte. Socialfaglig konsulent hos De 4 Årstider, Nørrebro

Lad mig indlede med en historie. Den er om Hans, som var anbragt meget af sin barndom. Hans gik på teknisk skole og en uge før eksamen mødte han en klassekammerat på gangen, som hilste ham med et: ”Hej stranger!”

Det ramte ham som et chok.

”Stranger?” Kunne klassekammeraten se, at han var ’anderledes’? Han vendte om på stedet, forlod skolen og kom aldrig tilbage. Han følte sig afsløret og gennemskuet, ikke-inkluderet og ’anderledes’, og det magtede han ikke længere. Hans reagerede på den ekstreme eksponering af den anderledeshed, som anbragte føler.

Jeg har i næsten 20 år beskæftiget mig med børn og voksne, som er eller har været anbragt. Som psykoterapeut i netværks- og rådgivningscentret Baglandet i Århus og nu i mit job i De Fire Årstider her i Københavns kommune. Desuden var jeg selv anbragt som barn og er nu formand for TABUKA – Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte. Det har givet mig en bred viden om, hvordan anbragte børn oplever verden.

Alle anbragte får lavet en § 50 undersøgelse af sig selv og sin familie. Med svigt og vanskeligheder og dybt intime ting beskrevet indgående. Der udarbejdes handleplaner for ens udvikling, skolegang, fritid, venskaber og kontakt til familien. Efter møder skrives der journalnotater, og døgninstitutionerne skriver dagbøger om ens liv. Alle disse notater opleves som stigmatiserende, og man føler sig som en åben bog. Og man ved ikke en gang, hvem der har adgang til bogen. Man oplever derfor konstant at være observeret og vurderet af omgivelserne og altid på en negativ måde. En ung mand siger meget præcist:

”Samværet med andre mennesker forstyrres. Jeg bliver automatisk stresset. Det er ekstremt begrænsende for mit nærvær sammen med andre. Jeg mister fokus på nuet og oplevelsen af den virkelige verden. Jeg bruger meget energi på at sige til mig selv, at det kun er noget, jeg forestiller mig, men jeg kan ikke stoppe det.”

Oplevelsen af at være gennemsigtig og anderledes er en del af det ’stigma’, man bærer som anbragt. Det er utroligt ødelæggende – og dét er en vigtig barriere for chancelighed.

Anbragte børn skal bære meget, der skaber enorm chanceulighed: Fattigdom; kulturel armod; billederne af de voksne som arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere eller førtidspensionister; byrden ved at have levet i en dysfunktionel familie; byrden ved at have levet på døgninstitution eller i en fremmed familie osv. Det er alt sammen kendt, og man ved, at der skal gøres noget ved det, hvis man skal forestille sig at der er chancelighed.

Men de fleste kender nok ikke den barriere, der ligger i at være gennemsigtig og konstant badet i et skarpt lys, der fremhæver ens uheldige sider. Og det kan måske være den største af dem alle. Skal vi forestille os lighed i chancer, så skal den barriere pilles ned. Ved samtaler og terapi til dem, der støder ind i den. Men allerhelst ved, at vi forebygger, at den bliver skabt. Ved at være meget åbne over for børnene om, hvad der sker, ved at informere dem omhyggeligt om, hvem der får hvad at vide. Og ved at redegøre for tavshedspligten, som de skal kunne stole på, uanset hvad.

Chancelighed for anbragte forudsætter, at vi forstår stigmatiseringen og følelsen af at være gennemsigtig og afsløret. Og at vi omhyggeligt og kreativt arbejder på at mindske disse meget destruktive følelser.