Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Tinytots: Sejr over social dumping
Der gik mindre end to uger, fra FOA og LFS varslede konflikt mod Tinytots i København, til overenskomsten blev underskrevet.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
Det var ikke uventet, da FOA og LFS den 30. september 2015 varslede konflikt mod den private børnepasningskæde Tinytots.
FOA og LFS har forsøgt at få ejerne til forhandlingsbordet gennem mere end halvandet år, og der er blevet aktioneret foran kædens forskellige adresser i København siden forsommeren 2015.
Konflikten ville være trådt i kraft den 1. november, hvis ikke Tinytots ejer Sharmila Mukherjee havde valgt at tegne overenskomst. Men Tinytots meldte sig i 11. time ind i Selvejende Private Institutioners Administrationsselskab, SPIA, der den 8. oktober indgik overenskomst med FOA.
Det betyder, at de ansatte fremover er sikret lønvilkår og arbejdsvilkår svarende til det almindelige niveau på området for privat børnepasning.
Kampen fortsætter
De fleste forældre til børnene, der passes i Tinytots, er udlændinge, der er udstationeret i internationale selskaber som WHO, metrobyggeriet og Mærsk. De har valgt Tinytots, fordi talesproget er engelsk.
Formand for almenområdet i LFS, Thomas Enghausen, er glad for, at konflikten blev afværget, så forældre og børn ikke kom i klemme.
”Vores aktioner har ikke handlet om at genere forældrene. Der er tydeligvis brug for, at Københavns Kommune forholder sig til behovet for international børnepasning,” siger Thomas Enghausen.
Aktionerne foran Tinytots adresser har også haft som formål at komme i kontakt med de ansatte.
”De ansatte i Tinytots er engelsktalende og kommer fra en række forskellige lande både i og uden for Europa. De er i dag blevet organiseret og kommer til at opnå betydelige lønstigninger, indbetaling til pension og langt bedre arbejdsvilkår, og det er meget tilfredsstillende,” siger Thomas Enghausen, der ser forløbet som en klar sejr i kampen mod social dumping:
”Det er grotesk, at man for kommunale driftstilskud kan drive virksomheder med lønninger på helt ned til 80 kroner i timen, ingen pension og ingen løn under barsel, og at man kan gøre det ved at udnytte udenlandske arbejdstagere, som ikke kender deres rettigheder,” siger Thomas Enghausen, som pointerer, at området stadig har topprioritet for LFS.
”Der er stadig en række private børnepasningstilbud i Københavns Kommune, som ikke har overenskomst, og de kan forvente den samme vedholdenhed, som vi har udvist over for Tinytots,” lover Thomas Enghausen.