Relationer mod radikalisering

Det var frygt for muslimsk radikalisering, der var udgangspunkt for KFF-konference den 9. oktober. Men i løbet af dagen blev frygten talt ned i til fordel for en mere velkendt strategi i de sociale indsatser.

Af Benny Lihme

Radikalisering omfatter også højre- og venstrerabiate, nynazister og autonome, men det var på konferencen muslimsk radikalisering, det handlede om. Konferencen præsenterede under journalist og sociolog Aydin Soei´s analytiske paraply en række eksempler på konkrete tilgange i antiradikaliseringsarbejdet.

Det er et arbejde, som der er politisk fokus på og penge til, fordi politikerne, ifølge Soei, frygter, at udsatte unge udvikler sig til modborgere og terrorister i stedet for medborgere og demokrater.

Et mindretal blandt de unge modborgere går videre ad radikaliseringsvejen. Skal denne udvikling stoppes, skal det ske tidligt. Parolen fra bandekrigenes storhedstid, "Bryd fødekæden til banderne", kan således nu skiftes ud med parolen "Bryd fødekæden til islamiske terrorgrupper". Samfundet skal kort fortalt sikre sig de unge som medborgere gennem anerkendelse og ligeværdighed, inden den modkulturelle tilværelse og identiteten i stærke ideologiske fællesskaber når at blive for tiltrækkende.

Værktøjskassen

I Københavns Kommune har man siden januar 2014 modtaget 109 bekymringshenvendelser om unge, der kan være tiltrukket af ekstreme religiøse fællesskaber. Heraf er 35 så alvorlige, at man har iværksat specielle tiltag (typisk et mentorforløb).

Satnam Singh fra Københavns Kommunes radikaliseringsenhed VINK, undgik at beskrive de unge radikaliserede som en eksotisk art. Singh talte den religiøse fanatisme ned og fremlagde tørt en velkendt profil på risikogruppen: Disse unge kommer fra udsatte boligområder, og der er mange med en tidligere kriminel baggrund, de har ringe uddannelse og beskæftigelse, en tredjedel er diagnosticeret ADHD, og generelt besidder de ingen særlig viden om islam.

Mohamad Hassan, mentor for potentielt radikaliserede unge københavnere, havde allerede forud for konferencen meldt ud, at vi ikke står overfor en religionsproblematik, men et velkendt problem med unge, som har vendt samfundet ryggen og fundet sammen med andre, der også føler sig ekskluderet.

Konklusionen, som også var Aydin Soeis, lyder således, at den dybe tallerken ikke skal opfindes på ny, da der er større ligheder end forskelle mellem den almindelige kriminelle bande og den fanatiske religiøse gruppe. Den pædagogiske værktøjskasse med de kendte relationsredskaber findes allerede, men skal bruges individuelt målrettet som ved mentorordningerne.

Hverdagen som "forebyggelse"

Carina Sauer Andersen, leder af Værestedet Joker i Urbanplanen, havde haft en pudsig briefing med sit personale inden hendes oplæg om "den forebyggende indsats" på konferencen. Pudsig, fordi de i det daglige ikke omtaler deres arbejde som "forebyggelse".

Værestedets pædagogiske indsats går alment på at give nogle optimale rammer for det gode ungdomsliv.

Og da de fleste unge er muslimer, indebærer det et respektfuldt forhold til de unges religion, med blandt andet et ordentligt bederum. En inkludering af islam som ikke står i modsætning til værestedets traditionelle danske jul.

Den joker, som Sauer Andersen spillede ud, gik med andre ord på, at den bedste forebyggelse kan være den gode hverdagspædagogik, der ikke er tænkt som forebyggelse. Forebyggelse er jo forbundet med problemtænkning og bliver til et middel, som skal eliminere noget truende.

Som slutnote skal det nævnes, at situationens alvor, hvad angår religiøs radikalisering, ikke bør glemmes.

Jeg er vist ikke den eneste, som er chokeret over de tal på dræbte danskere i Syrien, som Satnam Singh kom med. 22-23 dræbte, heraf en fjerdedel, konvertitter, er et højt tal, som i sig selv afkræver en bredspektret indsats fra samfundets side.