Debat. Kommunikation er ikke sprog

Et svar til Jan Hoby fra en eks-fattig sprogforsker.

I september bragte LFS Nyt en leder skrevet af LFS’ næstformand Jan Hoby. Denne leder var en gentrykning af hans blog på modkraft.dk. I indlægget langer hr. Hoby ud efter flere sprogforskere, der nævnes ved navn inklusiv forskeren bag en Ph.d.-afhandling, som bl.a. undersøgte sprogpædagogisk praksis i Danmark. Den sidstnævnte forsker hedder Justin Markussen-Brown – og han er mig.

I sin leder fordømmer hr. Hoby min Ph.d.-afhandling. Den hårde kritik går ud på, at et af afhandlingens resultater (at kvaliteten af sprogunderstøttelse i danske børnehaver er lav) er forkert, fordi (a) næstformanden har observeret, at de fleste pædagoger, forældre og bedsteforældre ”forstår at tale med og til børn på børnenes præmisser”, og 2) vi sprogforskere føres af et strukturalistisk sprogsyn som bl.a. indebærer den tilsyneladende ideologiske idé, at sprog – lige som blodtryk, alder, hastighed, angstsymptomer, vægt, osv. – kan måles af mennesker.

Men næstformandens leder er problematisk på flere punkter.

For det første er det vildledende, at han ikke nævner et af studiets vigtigste resultater, nemlig at danske pædagoger er førende inden for understøttelse af børns sociale, emotionelle og adfærdsmæssige udvikling.

Dette flotte resultat understøtter jo ikke det fjendtlige billede, som hr. Hoby forsøgte at skabe omkring sprogforskning, og blev åbenbart udeladt.

For det andet er der problemer med næstformandens hovedargument. Han understreger i sin leder, at alle pædagoger kan kommunikere og derfor er vores forskningsresultat forkert, for hvem kan ikke kommunikere?

Men argumentet giver ingen mening fra et lingvistisk synspunkt, fordi næstformanden har blandet kommunikation og sprog sammen. De er ikke synonymer.

De fleste dyrearter kan kommunikere: Bier, elefanter og selvfølgelig også mennesker. Men mennesker har også sprog, som er et komplekst system bestående af sofistikerede delområder, såsom fonologi, syntaks og ordforråd. Forskellen mellem sprog og kommunikation kan for eksempel nemt observeres hos mennesker med autisme, der behersker sprog på et højt niveau, men mangler basale kommunikative færdigheder.

Fra et pædagogisk perspektiv er der ligeledes forskel på at kommunikere med børn og at understøtte deres sprogudvikling. Her er det afgørende kvaliteten og kvantiteten af det sproglige input, som barnet hører. For eksempel kunne jeg sige til et 3-årigt barn: ”Smukt billede! Nu skal vi ud og lege.” Det er et eksempel på sprogbrug, som er på barnets præmisser, men eksemplet er ikke særlig understøttende. Til gengæld kunne jeg også have sagt, ”Smukt billede! Jeg kan se, at du brugte blå og rød og orange og sort. Dit billede er mangefarvet! Kan du fortælle mig mere om, hvad dit billede forestiller?”

I det andet eksempel bruger jeg tre sprogunderstøttende strategier, som stimulerer barnets sprog: Jeg sætter ord på, hvad barnet har gjort (han har brugt mange farver), jeg udvider barnets ordforråd med ordene ”mangefarvet” og ”forestiller”, og jeg inviterer til en abstrakt samtale med et åbent spørgsmål, som stimulerer barnet både sprogligt og intellektuelt. I undersøgelsen som hr. Hoby kritiserer, fandt vi, at nærmest alle pædagoger var kompetente i at understøtte børnenes sociale og emotionelle udvikling – men anvendelse af sprogunderstøttende strategier, som dem, der illustreres ovenfor, var sjældne.

Hvordan kan det være? Svaret er muligvis uddannelse. Mange børnehavepædagoger blev uddannet, før sprogets betydning for læseudvikling var en del af den pædagogiske uddannelse.

Det ville derfor være uretfærdigt at bebrejde pædagoger, fordi de ikke praktiserer strategier, som de ikke har haft mulighed for at lære i deres uddannelsesforløb. Til gengæld kan man godt spørge, hvorfor pædagoger ikke har bedre adgang til efteruddannelse på lige fod med andre faggrupper som lærere og sygeplejersker, så de kan holde deres viden og kompetencer vedlige i forhold til den nyeste forskning.

Er man derfor som pædagog vel tjent med, at næstformanden for LFS argumenterer for, at pædagoger ikke skal have adgang til sproglig efteruddannelse? Hr. Hoby siger, at løsningen er bedre normeringer og lige fordeling af penge, og jeg er enig i, at der skal være flere pædagoger i vores pressede daginstitutioner. Men her skal det understreges, at pædagogernes kompetencer i undersøgelsen blev observeret, mens de interagerede med små grupper af børn (cirka fem i gennemsnit), og alligevel var understøttelsesniveauet lavt.

Sprog giver muligheder

Hr. Hobys leder skaber også forvirring omkring en problemstilling, som egentlig er meget nem at forstå og ikke mindst veldokumenteret: At mange børn, der vokser op i fattigdom, får mindre sprogstimulering derhjemme, både i forhold til kvalitet og kvantitet – men at pædagoger kan være med til at kompensere for denne mangel. En alderssvarende sprogudvikling er vigtig, fordi den er en forudsætning for at kunne lære at læse. Dette er blevet vist igennem utallige studier og publikationer verden rundt.

Men ifølge næstformanden for LFS løber vi sprogforskere ”efter en ideologisk dagsorden, forklædt som forskning”, fordi han mener, at vi kun er interesserede i at etablere en konkurrencestat. Det er en seriøs anklage. Men fremlægger hr. Hoby evidens for, at jeg har en skjult, ideologisk dagsorden? Nej.

Til gengæld eksisterer der evidens, som understøtter kvaliteten af min Ph.d.-afhandling:

For det første blev afhandlingen godkendt af et bedømmelsesudvalg bestående af tre af verdens førende sprogforskere (Erika Hoff fra Florida Atlantic University, Morten Christiansen fra Cornell University, og Martha Zaslow fra forskningsinstituttet Child Trends). De brugte to måneder på at analysere afhandlingen og vurderede den til at være af høj videnskabelig kvalitet og endda et vigtigt bidrag til forskningsområdet.

For det andet har jeg en del erfaring, som jeg trækker på. Ikke på grund af alt det feltarbejde jeg har lavet som forsker, men fordi jeg selv er vokset op fattig (med en enlig mor, og som indvandrerfamilie endda).

Min mor indvandrede til Canada fra Danmark, da hun giftede sig med min canadiske far, og de fik fire børn, hvoraf jeg er den sidste. Men ti dage efter min fødsel døde min far på tragisk vis og efterlod min mor alene i et fremmed land med fire børn under otte år. Igennem min barndom havde vi sjældent penge, men vores heroiske mor havde selv stærke sprogfærdigheder, og hun skabte et hjemmemiljø kendetegnet ved diskussioner, historier og daglige højtlæsninger.

Kort sagt gav hun os de tidlige erfaringer, der gjorde, at vi kunne trives igennem grundskolen og senere kunne gøre brug af uddannelsessystemet, til trods for at vi var fattige. Resultatet? Min søster Annetta udannede sig til geolog, min bror Torben til musiker, min søster Shannon til kunstner, og jeg til lingvist.

Men ikke alle børn er så heldige, som jeg selv og mine søskende var. Hvis forældre mangler overskuddet til at understøtte deres børns sprogudvikling, så er det vigtigt, at pædagogerne kan træde til. Her er faglig viden om sprogudvikling og understøttelse af denne et vigtigt værktøj i den pædagogiske værktøjskasse.

Med venlig hilsen
Justin Markussen-Brown

---

Svar:

Kære Justin

Tak for dit svar på min leder i LFS-NYT ”Kan pædagoger ikke kommunikere med børn?”. Jeg er glad for, at vi begge er optaget af at give børn fra arbejderklassen de bedste forudsætninger her i livet.

Jeg anfægter ikke kvaliteten af din Ph.d. Jeg anfægter, hvad din Ph.d. bruges til af tidens politiske og ideologiske pædagogik og tidens pædagogisk politik. At du ikke har blik for det, er dybt problematisk. Det er ellers ABC i al forskning, at der ikke findes ”neutral” forskning. Mediedækningen af din afhandling taler sit eget tydelige sprog.

Din afhandling vil blive brugt til at forstærke fortællingen om, at der er noget rivende galt med børns sprog og sproglige udvikling. Tidens ideologiske forskningsdiskurs tror fejlagtigt på, at man kan sige noget generelt meningsfuldt om børn mellem nul og seks år ved at tælle antallet af de ord, de kender. Ikke noget med at undersøge, kigge på, lege med eller høre om små børns sprog, fordi det er sjovt, spændende, vigtigt og så videre.

Din afhandling vil blive brugt til at indføre flere sprogtest, sprogscreeninger og manualer for sproglig interaktion mellem børn og voksne. Dine forslag til sprogunderstøttende strategier vil i tidens politiske pædagogik blive oversat til sprogkanon og top-down bestemt strukturalistisk ”sprogpædagogisk” efteruddannelse. Og dermed deprofessionalisering af pædagoger.

Jeg er enig i, at ens forældres uddannelsesmæssige, kulturelle og sociale kapital har indflydelse på mangt og meget, herunder børns sprog. Uligheden er et resultat af klassesamfundet og kan desværre ikke struktureres væk i daginstitutioner. Hverken med sprog, leg eller normeringer. Livskvalitet, livsduelighed og livslæring for alle børn kan dog blive meget bedre, hvis der var gode normeringer og dermed plads til at udfolde pædagogernes alsidige kundskaber.

Jeg er lodret uenig i din løsning. Din ensidige og endimensionelle fokusering på sprog og det nyopfundne begreb ”sprogpædagogik” er udtryk for tidens ”blamegame”, hvor de skyldige er forældre og pædagoger, fordi de på grund af utilstrækkelig viden, uddannelse, inkompetence og utilstrækkelige metoder og teknikker ikke ”forløser” det potentiale, børnene besidder. Så er dét ifølge tidens politisk pædagogik årsagen til, at det nyttige og målrettede børneliv ikke realiseres optimalt i form af Dygtighedsmaksimering, Uddannelsesparathed og Arbejdsmarkedskompetencer.

Afslutningsvis, hvis jeg var dig ville jeg nok fremover skele til M.A.K. Hallidays begreb meningshandlinger. En meningshandling er en kommunikativ handling, hvor intentionen er symbolsk, idet barnet skal have en intention med dets sproglige udtryk. Dette illustrerer, hvor varieret et sprog, børn har og har brug for. Børn har nemlig et narrativt og sprogligt begær. Opgaven er at skabe et væksthus for børns narrative udvikling og motivere børnene til at kæfte op om hverdagsfortællinger, fantasifortællinger, fantastiske fortællinger.

Men der er ikke meget hjælp at hente fra SDU (Syddansk Universitet) Center for Børnesprog, til den opgave.

Bedste hilsner
Jan Hoby