Man passer ikke på noget, der ligner Pusher Street

Five Stars, fem klubber på ydre Nørrebro, var i pædagogisk og fysisk forfald. En del af genopbygningen foregik via Mærsk Fonden.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

”Seriøst – de spyttede på gulvet og ristede tobak til joints ude på toiletterne i ungdomsklubben. Politiet gik runder med hashhunde, og ingen turde melde deres børn ind.”

Da Sasa Popovic i marts 2013 overtog ledelsen af Five Stars, fem klubber på ydre Nørrebro, var forholdene nærmest faldet fra hinanden efter lang tids samarbejdsproblemer mellem tidligere leder og medarbejdere.

”Min første reaktion over for medarbejderne var, at den klub er syg og ligger i respirator. Det var især grelt i First Floor, som var blevet overtaget af en hård kerne + 18årige, som røg hash på terrassen og havde stofdepoter i revnerne i sofaerne.

Medarbejderne var kørt trætte af konfrontationer og stod mest i baren, og lokalerne lignede noget, man tror, er løgn. Til gengæld ville mange forældre ikke have, at deres børn kom i klubben. Rygtet var for dårligt,” siger Sasa Popovic.

Behov for straks-konsekvenser

Medarbejderne var lige så kede af det åbenlyse pædagogiske forfald og var med på en hårdhændet relancering af First Floor. Beslutningen blev at melde alle medlemmer af klubben ud per 1.juli 2013.

De unge over 18 fik besked om, at de ikke måtte komme mere og fik at vide, at klubben blev lukket, hvis de ikke respekterede det. Klubben skulle være en ren ungdomsklub for de 14-18 årige.

”Vi vedtog, at de unge kun kunne blive meldt ind igen, hvis de tog en forælder med. Vi forlangte et forældresamarbejde. Vi mistede kun én ung på det. Til gengæld fik det kickstartet en dialog med forældrene, ” siger Sasa Popovic, som også indførte et pædagogisk klippekortsystem.

”Vi lukkede ned for bolsjepædagogikken og indførte konsekvenser. Spytter du på gulvet, eller ryger du cigaretter indendørs, går du hjem. For hvert klip, alvorligere konsekvenser. Først forældresamtale, så karantæne og så videre. De børn, der bor her, har brug for at mærke konsekvenser af dårlig opførsel,” siger Sasa Popovic.

Medarbejdergruppen besluttede sig for at satse 100 procent på relationsarbejdet og klippekortet.

”Kun én medarbejder bag baren. Resten gik med i træningsrummet og ved bordtennisbordet. Eller sad bare og snakkede med de unge i sofaerne. Vi byggede også relationer til forældrene og fik etableret et forældresamarbejde,” siger Sasa Popovic.

Fysisk forfald

Forfaldet var ikke bare pædagogisk. Lokalerne i Heimdalsgade var mere end bare nedslidte; det var rent forfald.

”Det fysiske – hold da kæft, hvor er det vigtigt. Det er umuligt at få de unge til at opføre sig respektfuldt over for nogle rammer, der ser ud, som om de har været i krig – og møbler der ligner noget fra en losseplads. Men der var kæmpe underskud i kassen, og der var absolut ikke penge til at investere i rammerne,” fortæller Sasa Popovic.

Han satte sig derfor ned og søgte fonde og fik 100.000 kroner fra Mærsk Fonden til First Floor.

”Det var en tiltrængt kapitalindsprøjtning . Alt, og jeg mener alt, gammelt røg ud, og vi fik istandsat og nyindrettet. Man kan ikke få børn og unge til at passe på noget, der ligner Pusher Street, og rammerne påvirker deres opførsel vildt meget. Mærskdonationen var uhyre vigtig. De gode resultater har udløst en ny donation fra Mærsk, så nu laver jeg den samme øvelse i Lundtoftegade,” siger Sasa Popovic.

Pigerne rykkede ind

First Floor har i dag løbende ca. 150 medlemmer, og som noget nyt er ca. en fjerdedel af medlemmerne piger.

”Jeg ville gerne have en klub, der afspejler samfundet. Så vi indledte et samarbejde med en arabisk friskole, som manglede idrætsfaciliteter. Vi gav dem lov til at bruge vores område, og det gjorde, at en del piger blev vant til at komme her – og fik deres forældre med herhen, så de kunne blive meldt ind,” siger Sasa Popovic.

Ca. en tredjedel af medlemmerne er fundet via opsøgende arbejde:

”Vi går på gaden og spørger: Hvad laver du her sent om aftenen? Du er kun 14 år! Vi samarbejder naturligvis også med SSP-gruppen og får meldinger, hvis der er nogle helt unge, der er begyndt at hænge med ældre ude på gaderne og så prøver vi at hente dem ind, ”siger Sasa Popovic, som understreger, at de unge ikke bare bliver smidt ud af klubben, når de fylder 18.

”De får en fest og en lagkage og de nødvendige samtaler om bolig, job, uddannelse, og om de ved, hvordan man bruger NemID. De kommer da ofte også tilbage for at få rådgivning, hvis de støder ind i ting, der er svære at tackle. Og det må de selvfølgelig gerne. Vi vil bare ikke tilbage til tilstandene, hvor voksne hang ud med børn på en mindre konstruktiv måde.”

---

Sasa Popovic om det forebyggende arbejde i udsatte boligområder:

Ekstra tilsyn og ekstra supervision fra kommunen – er en god idé i udsatte boligområder. Det er hårde og specielle arbejdspladser, hvor ens grænser nemt kan flytte sig, og hvor man kan brænde ud, og det pædagogiske arbejde kan komme ud på en glidebane, hvis man ikke får støtte.

Undgå at lægge klubberne i hjertet af de udsatte områder - flyt dem hellere ud i periferien. Man bliver alt for nemt del af et parallelsamfund, hvor der er mekanismer, man ikke har indflydelse på. Børnene og de unge skal nok komme. Det handler om opsøgende arbejde og om at tilbyde tilstrækkeligt gode aktiviteter og relationer.

Pas på pædagogisk indavl – det bliver ofte lidt forherliget, hvis man har mange medarbejdere med rødder i lokalsamfundet. Men det er også risikabelt. Hvor nemt er det lige at skrive en underretning på din bedste vens lillebror?
Og hvornår bliver det for nemt at løse det internt, så det ”bliver i familien”? Det er ekstremt vigtigt med mangfoldighed i medarbejderstaben, og det er sundt at mixe med medarbejdere ”udefra”.

Professionel uenighed – er en gave, især når man arbejder i udfordrede miljøer, hvor tingene nogle gang koger op. Jeg går ind for medindflydelse og for, at vi sammen kan skabe noget, vi er stolte af. Det kræver, at man tør være uenige og råbe op – og at man kan være lige gode venner bagefter.