Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Vægkalender 2016
LFS vægkalenderen for 2016 er nu trykt og ligger klar til, at tillidsrepræsentanterne kan afhente de ønskede eksemplarer i LFS i forbindelse med TR-møder. Kalenderen har temaet ”RELATIONER – er kernen i vores arbejde”, og den er illustreret af Thomas Balle, hvis tegninger også kan opleves i LFS Nyt.
Du kan desuden downloade kalenderen som pdf-fil fra LFS hjemmeside og derefter printe kalenderen i det format, du ønsker.
Kan MST betale sig
Unge med alvorlige adfærdsproblemer kan få hjælp gennem behandlingstilbuddet Multisystemisk Terapi (MST). Men tilbuddet er forholdsvis dyrt, og KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, vil derfor undersøge, om MST hjælper de unge, så de fx i mindre grad bliver anbragt og begår mindre kriminalitet.
Adfærdsproblemer er i stigende grad årsag til sociale og faglige problemer hos unge. For nogle unge har problemerne vokset sig så store, at de fører til kriminalitet og misbrug.
Multisystemisk Terapi (MST) er et behandlingstilbud, der er målrettet disse unge. Det har været anvendt i Danmark siden 2003, først på forsøgsbasis og senere som tilbud forankret ved specifikke MST-centre. Men der er endnu ikke lavet danske effektmålinger af tilbuddet.
Derfor skal KORA undersøge, om der kan måles effekter af MST. KORA vil sammenligne to grupper af unge: En gruppe, som har modtaget MST i perioden 2007-2012 og en matchet kontrolgruppe, der har været anbragt eller modtaget forebyggende foranstaltninger, og som ikke har modtaget MST.
Konference om børns fritid efter reformen
Hvilken betydning har folkeskolereformen fået for børnenes fritid? Det er hovedtemaet for konference den 10. november fra kl. 14.00 til kl. 17.00 på Christiansborg, som arrangeres af organisationerne ’Folkeskoleforældre’ og Forældrenes Landsforening, FOLA.
Konferencen er åben for alle interesserede, både professionelle og forældre, og byder på indlæg af forældrerepræsentanter og af forskere, der fortæller om fritidens betydning for barnets liv.
Men der er også lagt op til politikerdebat, hvor repræsentanter fra de politiske partier og KL kan udfordres af deltagerne og af hinanden.
Læs mere om program og tilmelding på www.fola.dk
Remisen fejrer 45 års leg
Den 20. november er årsdag for FNs børnekonvention og er i år også den dag, hvor den bemandede legeplads Blegdamsremisen på Østerbro har valgt at fejre 45 års fødselsdag, som er åben for alle.
Det bliver et festfyrværkeri af fejring med workshop med gøgl, leg, sjov, forestilling fra Øglegøglerne, kageværkested for børn, hoppeborg, badgeværksted og dj gennem hele dagen.
Formanden for Børnerådet holder tale klokken 15, og Blegdamsremisen er i dagens anledning udvidet med telt, så der er plads til de mange gæster, der ventes at komme forbi i løbet af dagen.
Der lukkes op klokken 10, og aktiviteterne lukker ned klokken 17 - men legepladsen er i dagens anledning åben til kl. 18.
Lederen skal melde vold på jobbet
Er du udsat for vold på jobbet, skal din leder melde det til politiet indenfor 72 timer. Ellers er der overvejende risiko for, at du ikke kan få tilkendt erstatning. Og det er ikke noget nyt, siger Olaf Christensen, som er faglig sekretær i LFS:
”Der har været en række artikler og radio- og TV-indslag, som har omhandlet politianmeldelser, og hvor man har kunnet få indtrykket af, at det er nyt, at voldsepisoder på jobbet skal anmeldes til politiet for at få ret til erstatning. Der er imidlertid ikke tale om ændring af loven, men om en skærpelse af Erstatningsansvarsnævnets praksis. Derfor har LFS altid rådet til, at man politianmelder,” siger Olaf Christensen.
Det kan af etiske grunde være svært at anmelde en handicappet, udsat eller psykisk syg borger for vold, hvis man som pædagogisk medarbejder ved, at personen ikke har haft til hensigt at skade en.
”Derfor har man i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune besluttet, at voldssager skal anmeldes, og at det er lederens ansvar, at anmeldelsen foretages. Det skal ikke være offeret, der skal vurdere, hvorvidt en bruger eller pårørende skal anmeldes,” siger Olaf Christensen.
Han pointerer, at man skal skelne mellem normale anmeldelser af arbejdsskader og anmeldelse til politiet. Mindre voldsomme episoder, som ikke medfører psykiske gener, sygefravær eller kun få dages sygefravær, anmeldes som arbejdsskader. Her behøves ingen politianmeldelse. Det er kun de voldsommere voldsepisoder, der medfører psykiske gener og længerevarende sygefravær, der også skal anmeldes til politiet.
”Det kan selvfølgelig være svært at definere, hvor grænsen går, men det må bero på en konkret vurdering. Jeg anbefaler, at man bruger personalemøder samt TRIO til at få drøftet, hvornår man synes, at episoder er så alvorlige, at de skal politianmeldes. Det kan så i det konkrete tilfælde være TRIO, der taler sammen, inden lederen anmelder til politiet. Det er bare altid vigtigt at huske, at det skal ske inden for 72 timer,” siger Olaf Christensen.
Du kan læse mere om anmeldelse af voldsepisoder samt finde links til vejledninger fra Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune på LFS hjemmeside. Skriv politianmeldelse i søgefeltet.
Det nære og det kære
Dagplejeområdet i LFS har fået produceret tre små film, der har til formål at synliggøre dagplejen. Filmene kan findes på LFS´s hjemmeside, og der bliver dertil trykt postkort med QR-koder, som kan vise vej til filmene.
”Dagplejen kan noget særligt med nærhed og relationer, og det har vi ønsket at formidle bredere ud,” siger Majbritt Kronbøl, formand for dagplejeområdet i LFS.
De små film, som hver især varer ca. fire minutter, indeholder udover interviews med dagplejere og forældre også sekvenser fra hverdagen i dagplejen samt interviews med førende børneforskere.
Hvad gør iPads ved hjernen
BogForum i Bella Center afholder den 6. november Faglig Fredag, som særligt retter sig mod fagpersoner som pædagoger, skolelærere og skole- og folkebibliotekarer.
Der vil være fokus på digitale læremidler, og der vil være oplæg af eksperter, som forsker i samspillet mellem medier, teknologi og leg. De vil forholde sig til spørgsmål som ’Hvad gør brug af iPads ved hjernen, og hvordan putter man læring ind i dem?’ og ’Hvilke sociale medier bruger de unge – og hvordan?’