Leder:

Bliver vi lykkeligere af kun at tale om det dårlige

Af Helle Haslund, FU

’Når gode mennesker handler ondt’ er titlen på en bog, skrevet af psykologen Dorthe Birkmose, som har indgående kendskab til specialområdet. Bogen handler om, hvordan man som menneske og medarbejder kan blive forrået, hvis man år efter år arbejder for hårdt uden at kunne levere den kvalitet, man gerne vil, og hvor man får så lidt igen, at man begynder ” at spise af sig selv”, indtil der ikke er mere tilbage. Så kan man miste empati og etik – både over for de mennesker, man arbejder med og over for de kolleger, man deler skæbne med.

Forråelsen er en risiko inden for vores område, selv om vi ikke bryder os om at tænke på det og tale om det. Men de fleste af os er bevidste om de risici, der er forbundet med de nedskæringer, som alle inden for det offentlige har oplevet over en længere årrække. Vi hører i LFS jævnligt fra medlemmerne, at vi for ofte, fx i medlemsbladet, leverer de gode eksempler på interessante pædagogiske projekter, mens vi skriver og taler for lidt om de stadigt dårligere vilkår, som vores medlemmer har for at levere et tilfredsstillende stykke arbejde ude på institutionerne. Og det gælder ikke mindst specialområdet, som i særlig grad kan mærke afmonteringen af velfærdsdanmark.

Men jeg kan love jer en ting. Vi ved det skam godt. Vi synes heller ikke, at de kommunale budgetter er noget drømmescenarie, og kunne vi omfordele, gjorde vi det. Det, vi kan, er at gøre vores indflydelse gældende, så de penge, der er på vores områder, i det mindste bruges så fornuftigt som muligt. Det er blandt andet derfor, vi kæmper for at få fjernet unødig dokumentation, og for at arbejdsgange skal forenkles. For det er den rigtige prioritering af sparsomme økonomiske ressourcer.

Vi mener imidlertid også, at vores rolle som fagforening er at tale vores fag op. Både ved at tale og skrive om de interessante projekter og de gode arbejdspladserfaringer, der trods alt også findes. Vi må som pædagogiske medarbejdere forsøge at finde fælles fodslag i, hvordan vi kan folde vores faglighed ud trods begrænsede ressourcer og holde hinanden fast på, at vi vil have gode arbejdsfællesskaber på arbejdspladsen - trods kummerlige rammevilkår. For spørgsmålet er, om vi bliver lykkeligere af altid at snakke om, at det hele er noget møg.