Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Så sluk dog den mobil, mor og far!
Fars og mors mobilsnak i afleverings- og hentesituationen er så udbredt et problem, at dagtilbuddene har været nødt til at tage stilling. Skræmmende tendens, mener forsker, som er bekymret for en generation af børn med forældre, der er digitalt fraværende.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
”Det er faktisk ret chokerende. Men det er positivt, at dagtilbuddene træder i karakter.”
Det er reaktionen fra psykolog og forsker Morten Munthe Fenger til tallene fra LFS Nyts lille undersøgelse om regler for forældres brug af mobiltelefoner i dagtilbuddene. Undersøgelsen er ganske uvidenskabelig, men til gengæld er tallene overbevisende. 40 dagtilbud besvarede vores spørgsmål, og ud af disse havde 34 været så konfronteret med mobilsnakkende forældre i institutionen, at de havde været nødt til at tage stilling til problemet. Kun seks dagtilbud ikke havde oplevet mobiler som noget problem.
Morten Munthe Fenger forsker i, hvad de digitale medier gør ved os – og hvad de kan bruges til. Og han bryder sig ikke om, hvad han ser:
”Jeg bliver bekymret. Der begynder at komme observationsstudier, der undersøger, hvad der sker mellem børn og forældre, når forældrene er begravet i deres mobiltelefoner. Der er fx et studie fra 2014, hvor forskere observerede 55 forældre med deres børn på fastfoodrestauranter. De kunne se, at 40 forældre havde deres mobiltelefon fremme på restauranten, og i 16 tilfælde ud af de 55 observationer var forældrene hele vejen igennem måltidet mere optaget af deres mobiltelefon end af deres barn. Flere af børnene udviste grænsesøgende adfærd for at fange forældres opmærksomhed, mens andre børn blot opgav at skabe kontakt til deres forældre. Forældrenes reaktion på børnene var enten, at de ignorerede dem eller skældte dem ud,” fortæller Morten Munthe Fenger.
Digitalt tilknytningsforstyrrede
Morten Munthe Fenger sammenligner det, han kalder det digitale fravær, med øvrigt fravær.
”De fleste forældre ved godt, at de skal være sammen med deres børn. Men spørgsmålet er, om de gør sig klart, at de faktisk er fraværende, når de koncentrerer sig om telefonen, eller når de hele tiden afbryder kontakten med barnet for at tjekke Facebook. Det kan jeg godt være i tvivl om,” siger Morten Munthe Fenger, der, hvis han skal sætte tingene på spidsen, frygter en fremtid med børn, der er mere eller mindre tilknytningsforstyrrede, fordi deres forældre har været til stede fysisk – men mentalt og digitalt fraværende.
”Man kan i hvert fald få den tanke, når så mange forældre åbenbart ikke engang magter at være til stede i de to meget betydningsfulde tidspunkter: Når de små børn afleveres til fremmedes omsorg hele dagen, og når man møder barnet igen efter en lang dag”, siger Morten Munthe Fenger.
Vi kan ikke styre det
Han mener, at det er ganske udmærket med regler for mobilbrug – både for børn og voksne. Vi har nemlig grundlæggende svært ved at styre vores forbrug af de digitale medier, og det er en biologisk grund til.
”Det viste sig tidligt i evolutionshistorien, at der var større chance for at overleve, hvis man var del af en gruppe, end hvis man levede alene. Det har præget udviklingen af den menneskelige hjerne. Vores hjerner er genetisk kodet til at udløse belønning, når vi er aktive i fællesskaber, og når vi bliver set, accepteret og anerkendt af vores gruppe. Vi er også kodet til, at udelukkelse af det sociale fællesskab opleves som livstruende, ” fortæller Morten Munthe Fenger, som siger, at det meget vel kan være det, der præger vores forhold til de sociale medier:
”Det ligger dybt indkodet i os, at vi skal tage mod tilbuddet, når vi får tilbudt fri adgang til at holde os orienteret og får oplevelsen af at tilhøre en eller flere grupper via internettet. Men tilbuddene er så uendelige, at et stigende antal af unge mennesker udvikler decideret internetafhængighed, og at mange andre har svært ved at styre forbruget, ” siger Morten Munthe Fenger, som sammenligner det med vores forhold til mad.
”Hvad sker der, når mennesket, som gennem millioner af år er kodet til at blive belønnet for at indtage så meget energi som muligt, fordi det sikrer overlevelse på den energifattige savanne, får til budt fri adgang til fedt og sukker – fordi det er så nemt og billigt, at man ikke kan sige nej? Ja, det kan vi godt lære noget af: Amerikanerne er ifølge deres egne prognoser ved at spise sig ihjel. Jeg mener faktisk, at man kan sammenligne det med vores stigende behov for at være online på internettet og på de digitale, sociale medier. Det er hjernens belønningssystem, der går amok, og vi risikerer at miste nærvær, mental sundhed og kropslig sundhed undervejs,” siger Morten Munthe Fenger.
Sluk den
Hans råd til alle, der har med børn at gøre, er ganske simpelthen: Sluk for den telefon, og læg den væk.
”Der er egentlig ikke så mange nuancer. Man skal ikke sidde og snakke i eller kigge i en telefon, når man er sammen med børn. For så er man ikke til stede, og børnene får bliver ikke set og mødt,” siger Morten Munthe Fenger, som i øvrigt mener, at man på den måde viser et godt eksempel.
”Det er os, der skal støtte børnene i ikke at være på. Vi har kun haft det digitale samvær i ganske få år, men vi ser allerede, at de sociale medier får børn og unge til at opleve stress, usikkerhed og følelsen af ikke at være god nok. Vi står også med en generation, der som den første i historien, allerede som små børn bruger masser af tid med digitale medier. Men vi ved intet om, hvad det gør ved dem, for der er endnu ikke meget forskning. Jeg synes, at voksne skal være meget mere kritiske i stedet for at hoppe på den med, at alt digitalt per definition er godt. For vi aner det faktisk ikke.”
LFS Nyts undersøgelse:
Hvordan gjorde vi?
LFS Nyt skrev til alle klyngeledere i Københavns Kommune og spurgte, om klyngen har lavet regler for forældrenes brug af mobiltelefon i institutionen. Vi bad klyngelederne sende mailen videre til de pædagogiske ledere, hvis der ikke var lavet fælles regler i klyngen.
40 dagtilbud svarede på spørgsmålene – enten via klyngelederen eller via de enkelte pædagogiske ledere. Det svarer til ca. hvert ottende kommunale dagtilbud.
Ingen regler
6 dagtilbud svarede, at der ikke blev oplevet et problem; mobilsnakkede forældre havde ikke givet anledning til drøftelse eller regler.
Mobil er forbudt
14 dagtilbud svarede, at mobiltalende forældre, som ikke fokuserede på deres barn, var forekommet, og at der derfor er indført faste regler om, at institutionen er mobilfrit område.
Der henstilles til forældrene om ikke at bruge mobil
20 dagtilbud svarede, at mobilsnakkende forældre enten havde været eller kan være et problem, og at man derfor henstiller til forældrene om ikke at bruge mobil i hente- og afleveringssituationer. Det sker via opslag, information på forældremøder og direkte henvendelse til forældrene om at lægge mobilen, hvis man oplever det.