Professionel børnepasser – privat mor eller far

Man ser verden gennem nye briller, når man bliver mor eller far. Og arbejder man med børn til daglig, kan de forældre-erfaringer, give mange tanker om ens fag og arbejde. Vi har spurgt fire nybagte forældre, hvordan det har udviklet dem fagligt, at de selv har fået børn.

Tekst: Signe Westergaard-Jensen

Nu ved jeg, hvor vigtigt det er, at ens barn bliver set

Thea Laursen, 34 år, pædagog i den integrerede institution Andedammen. Er i småbørnsgruppen med 17 knap treårige børn til tre voksne. Mor til Andreas på et år.

”Jeg har lært, hvor utrolig vigtigt det er for forældre at vide, at dem, der passer ens barn, ser det og holder af det,” fortæller Thea.

Da hendes søn begyndte i vuggestue, fik hun at vide af pædagogerne, at der var ting, han skulle lære, og at han kunne være hidsig.

”Det ramte mig. Jeg tænkte: ’Kan de ikke lide ham?’ Derfor gør jeg nu selv meget ud af at sige det til forældrene på en sød måde, hvis et barn eksempelvis ikke kan sidde stille. Og samtidig fortæller jeg også forældrene, at de har et skønt barn.”

Det har også sat tankerne i gang at se sin egen søn tulle alene rundt på en vuggestuelegeplads: ”Han er bare et af 12 børn, så han kan ikke have en voksen hos sig hele tiden, men han er så lille. Det er hårdt at vide, at han kan komme ud for at gå alene rundt og være ked af det, uden at nogen opdager det. Også hvis det kun handler om fem-ti minutter.”

Thea oplever, at det giver hende ro, når pædagogerne viser, at de har set Andreas.

”Derfor sørger jeg i mit eget arbejde for at gøre meget mere ud af at fortælle forældrene, at jeg ser deres barn. Når de henter, fortæller jeg en anekdote om, hvad barnet har lavet. Det betyder meget, at der bliver sat ord på, at Andreas har siddet og leget i en vandpyt. Modsat at få at vide, at vi har leget i regnen. Jeg er begyndt at notere ned, hvad det enkelte barn laver i løbet af dagen, for jeg kan ikke altid huske det om eftermiddagen.”

Det kan give støj for eleverne, at vi er en regnbuefamilie

Jan Aagaard Laursen, 40 år, indskolingslærer på Arildsgård, et dagbehandlingstilbud for børn med sociale og følelsesmæssige vanskeligheder. Er lærer i en klasse med fire drenge. Far til Johannes på fem måneder.

”Det hele er stadig så nyt. Jeg regner med, at jeg kan bruge mine erfaringer som far mere, når Johannes bliver fem-seks år. Når han nærmer sig den aldersgruppe, jeg arbejder med,” funderer Jan.

”Jeg regner jo med, at Johannes kommer til at udvikle sig helt normalt. Jeg tror, det vil gøre det nemmere for mig at holde fokus på, hvad mine elevers næste naturlige udviklingstrin vil være. Rent fagligt ved jeg det naturligvis, men det bliver nok noget andet at have erfaring hjemmefra at læne mig op ad i mit arbejde,” siger Jan.

Han har fået sønnen med sin mand Jacob og en veninde. Hans elever ved ikke, at han er homoseksuel og lever i en regnbuefamilie.

”Under graviditeten overvejede jeg meget at fortælle dem det i forbindelse med, at jeg skulle på barsel. Jeg tænkte, at jeg kunne være en god rollemodel. Men jeg endte med at lade være. Nogle af vores elever stejler over hvad som helst, og mit privatliv skal ikke være skyld i unødvendig støj i deres hverdag. På mit arbejde har vi generelt en politik om ikke at lade vores privatliv fylde i relation til børnene. Det er også en måde at beskytte os selv på i forhold til den type børn, vi arbejder med.”

Jans familieforhold er dog ikke mere hemmelige, end at både Jans mand og Johannes mor har været med til åbent hus på Arildsgård med barnevogn. Det er bare ikke noget, han gør et nummer ud af over for eleverne.

Jeg er på bølgelængde med mor og far

Jeanette Bille Lindegren, 30 år, arbejder som dagplejer fra sit eget hjem. Passer fire børn, hvoraf det ene er hendes yngste søn Jonathan, der er et år gammel. Jeanette er også mor til William på syv år og Josefine på fire år.

”Jeg er på bølgelængde med forældrene. Det er en stor fordel ved selv at have små børn. Før jeg blev mor, prøvede jeg naturligvis at sætte mig i forældrenes sted, men nu forstår jeg for eksempel virkelig, hvor svært og frustrerende det er for en familie at havde et barn, som er svært at få til at spise. For jeg har selv prøvet det,” fortæller Jeanette. Hun oplever, at hun er blevet dygtigere til sit arbejde, for hvert barn hun selv har fået.

”Der er stor forskel på mig nu, og på dengang jeg stod som førstegangsmor og skulle have hverdagen som dagplejer til at fungere. Jeg er meget perfektionistisk og planlæggende. Men det at blive mor til tre har lært mig at tage tingene mere, som de kommer. I dag kan jeg nemt sadle om i dagplejehverdagen, hvis jeg står med fire trætte børn og egentlig havde planlagt en udflugt.”

Jeanette har passet alle sine egne tre børn i dagplejen.

”Det er en stor gave, at jeg har mulighed for at passe mit eget barn. Jeg forventer, at det kommer til at gå helt problemfrit med Jonathan.”

Det gjorde det også med den mellemste, Josefine.

”Altså bortset fra når hun prøvede grænser af. Ens eget barn afprøver grænser på en måde, som dagplejebørn sjældent gør. Men folk, man møder på legepladsen, kan jo ikke se, at det er mit eget barn. De ser bare en dagplejer.”

Jeg er blevet meget tydeligere over for forældrene

Maja Førsterling Cederkrantz, 29 år, pædagogmedhjælper i børnehaven F/S Rosa. Arbejder på familiestue med 14 børnehavebørn og fem vuggestuebørn til tre voksne. Mor til Lea på et år og William på fire år.

”Der er meget, jeg gør meget anderledes, efter jeg er blevet mor. Jeg er for eksempel blevet meget tydeligere i mit sprog og min rolle, når jeg kører børn ind. Da mine egne børn startede i vuggestue, betød det meget for mig, at personalet viste, at de havde styr på det, der skulle ske. Det har jeg taget med mig,” siger Maja.

Hun har især fået større forståelse for mødrenes reaktioner.

”Jeg forstår bedre de grædende mødre, jeg står med på den anden side af lågen. Da jeg selv afleverede William første gang, tudede jeg, inden døren lukkede bag mig. Før kunne jeg godt lidt tænke: ’Så er det heller ikke værre’. Men det ER jo forfærdeligt at aflevere sit lille barn.”

Normering er en anden ting, Maja tænker mere over.

”Før jeg blev mor, var antallet af børn per voksen ikke noget, jeg tænkte over. Nu fylder det mere. Jeg tænker over, at mine egne børn går i noget tilsvarende. Og jeg kan mærke, at det påvirker dem, når der er underbemanding i deres institutioner.”

Maja er også blevet mere opmærksom på konsekvenserne af skiftende personale.

”Min søn reagerer kraftigt på udskiftning af voksne. Det gør, at jeg ser de reaktioner hurtigere hos andre børn. Så gør jeg alt, hvad jeg kan, for at give nærvær… Det gør jeg faktisk altid.”