Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Boganmeldelse
Charlotte Larsen, Steen Hildebrandt, Trine Beckett
Lær af de gyldne øjeblikke. En håndbog i ledelse med mening
136 sider. Kr. 349,95. Onlinepris kr. 314,95
Akademisk Forlag
En helt anden slags håndbog i offentlig ledelse
Gaaab … endnu en bog om ledelse, tænker man umiddelbart. Men denne anmelder glemte alle sine forbehold om ledelseslitteratur, så snart bogen var åbnet.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
"Lær af de gyldne øjeblikke. En håndbog i ledelse med mening" er en bog om offentlig ledelse. Den er rettet mod alle de offentlige ledere af vuggestuer, børnehaver, jobcentre, ungdomsklubber og hospitalsafdelinger, som sammen med medarbejderne hver eneste dag skal løse lovbestemte opgaver, der involverer mennesker.
Bogen er skrevet i et samarbejde mellem konsulent Charlotte Larsen, professor i organisations- og ledelsesteori Steen Hildebrandt og kommunikatør Trine Beckett, og den er langt hen ad vejen et delresultat af et udviklingsprojekt under Videnscenter for Velfærdsledelse, som løb fra 2011 til 2013. Projektets mål var at udvikle ledelsesværktøjer til dagtilbudsområdet. Det blev til MeningsMetoden, som er bogens omdrejningspunkt.
MeningsMetoden handler om at finde tilbage til en måde, hvor fagligheden og engagementet igen kan blive de styrende parametre, når man er leder af en offentlig arbejdsplads, der arbejder med mennesker. MeningsMetoden er en organisationsmodel, der tager udgangspunkt i spørgsmålet: ”Hvad er den højere mening med arbejdet her – og hvordan løser vi det helt konkret på det bedste vis?”
Bogen har titlen De gyldne øjeblikke, fordi det i høj grad er dem, som MeningsMetoden bygger på. De gyldne øjeblikke er medarbejdernes egne fortællinger om konkrete situationer, hvor medarbejderne tydeligt har skabt mening for barnet, den gamle eller den syge, og situationer, som har gjort medarbejderne stolte og rørte, fordi de har gjorde en forskel. Eller som bogens forfattere skriver i forordet: ”Hvad er et gyldent øjeblik i dit arbejdsliv? Denne bog handler om at finde ind til de øjeblikke, hvor du og dine medarbejdere gør en særlig forskel. Den handler om sammen at blive klogere på, hvornår det sker og hvorfor det sker, og den handler om i fællesskab at bygge videre på det, der virker. Det, der giver mening.”
Bogen indeholder både teoretisk stof, konkrete værktøjer til, hvor dan man kan arbejde med MeningsMetoden, og gode interviews med både teoretikere og praktikere, der har prøvet metoden.
Konklusion: ******
Bogen får seks stjerner, fordi den på den ene side er teoretisk velfunderet, og fordi den på den anden side er yderst brugbar ude i den konkrete virkelighed. Den er dertil velskrevet – og så er den lækker i både format og grafisk udtryk.