Leder:

Skal børn, handicappede og udsatte bruges til social dumping?

Af Jan Hoby, Næstformand i LFS

Man skal være ret langt ude på den politiske højrefløj for at gå ind for social dumping. Det vakte da også bred forargelse, da Lars Løkke Rasmussen fornylig benyttede sig af Ryan Air, og der er ikke nogen, der anfægter aftalen ’Fair forhold’, som kræver overenskomstmæssige løn- eller arbejdsforhold på steder, hvor der udføres bygge- og anlægsarbejde for Københavns Kommune. Desværre er der i årevis foregået social dumping midt i hjertet af velfærdsydelserne, nemlig i både BUF og SOF.

LFS har gennem de seneste år fokuseret på de private børnepasningstilbud, hvor både løn og arbejdsforhold flere steder er helt ude i hampen. Vi fik sammen med FOA presset Tinytots-kæden til at indgå overenskomst. Men det er som at forsøge at lappe et læk i en supertanker med modellervoks: Entreprenante personer har fundet ud af, at man kan score kassen på at oprette private børnepasningstilbud, indkassere det kommunale tilskud per barn (finansieret af gode skatteyderkroner) og så holde omkostningerne nede ved at ansætte medarbejdere på dumping-vilkår.

Det er social dumping, og det er en trussel mod det aftalebaserede arbejdsmarked, som udgør kernen i et trygt arbejdsmarked og dermed et trygt samfund. Men det er også en højst risikabel business for de børn, der ufrivilligt bliver en pengemaskine. For når målet er profit, er der overhængende risiko for, at det er kvaliteten, der ofres.

LFS har presset på det politiske system i årevis, og vi var glade, da tre partier i Borgerrepræsentationen, S. SF og Ø, for et år siden stillede forslag om at få undersøgt mulighederne for at brede sociale klausuler og arbejdsklausulen ud over alle kommunens forvaltninger. Så vi synes, det er en god nyhed, at Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune, kort før dette blad gik i trykken, fremlagde en indstilling, som – gengivet i meget korte træk – siger, at der ikke er noget juridisk, der forhindrer, at man kan indføre sociale klausuler i forhold til private institutioner. Det betyder, at vi, hvis den politiske vilje er til stede, kan få overenskomstdækket hele børnepasningsområdet, og dermed undgå at private kan udsuge kommunekassen via social dumping.

Vi mangler så bare, at Økonomiforvaltningen sætter fokus på muligheden for at lave sociale klausuler i hele SOF. Der er på det socialpædagogiske en uigennemsigtig underskov af private tilbud, som i stigende omfang overtager kommunale opgaver i forhold til børn, unge, udsatte og handicappede. Det er et givtigt marked for mennesker med tvivlsomme pædagogiske hensigter, og det er de allermest sårbare borgere, der lægger sjæl og krop til. Derfor kan det kun gå for langsomt med også at udbrede sociale klausuler og arbejdsklausulen til hele SOFs leverandørområde.

Står det til LFS, skal det være slut med at private aktører har deres sugerør langt nede i fælleskabets kasse. Vi vil arbejde for, at hele den offentlige sektor bliver fri for profithungerende gribbe, uanset under hvilket bekvemmelighedsflag de sejler.