Med pædagogmedhjælper Thorbjørn Lund Diepgen på job i Himmelbuen:

Dansk børnehave med 30 nationaliteter

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

8.55

Jeg møder ind. Der er lidt spændende at se, hvor mange børn der rent faktisk kommer i dag, for det er vinterferie. Til daglig deler vi børnene op i tre grupper; lille, mellem og storebørnsgruppen. Jeg har sammen med min kollega 20 børn i mellemgruppen. Men her i ferien bryder vi op i de normale strukturer og samler de børn, der er her, i én gruppe.

9.15

Planen er, at vi skal på tur. Vi vil gå hen til Borups Fritidshjem, som indtil september 2015 også havde en børnehavegruppe, som blev lagt sammen med os i Himmelbuen. Børnene rykkede ind hos os. Derfor har vi besøgt Borup engang imellem. Det er sjovt at se gensynets glæde hos de børn, som har gået der - og så er der også en god legeplads.

9.30

Vi fortæller til forældrene, at vi starter aktiviteterne kl.9.30, og at det derfor er vigtigt, de er her inden. Vi har typisk alligevel et stort indryk mellem 9.30 og 9.45. Men vi begynder at gøre os klar til at komme afsted – og så kan de, der kommer i sidste øjeblik, slippe for at få overtøjet af og så på igen. Her om vinteren er det en større operation at få hele flokken gjort klar til afgang. Men vi har sindssygt god normering i dag på grund af ferien: Fire voksne med 19 børn – og så kan min kollega Christine endda blive hjemme og skrive nogle overleveringspapirer.

9.50

Midtvejs mellem Møntmestervej og Borups ringer telefonen: Det er en mor, der gerne vil aflevere hendes to piger lidt over 10. Jeg forklarer, at vi er taget afsted, men at hun er velkommen til at aflevere børnene til os på Borups Fritidshjem.

10.04

Vi er fremme, og vi går ind og kigger på det lokale, hvor en lille flok af vores børn gik i børnehave indtil for fem måneder siden. De synes, det er underligt at være tilbage og bliver lidt stille. Heldigvis fulgte to medarbejdere, Lasse og Mia med over i Himmelbuen, og det gjorde flytningen mindre svær. På legepladsen er det tydeligt, at Ruben, som kommer fra Nepal, har tilbragt meget tid i den store gynge: Han tager straks styringen og har den rigtige teknik til at få fart på, selv om gyngen er fyldt op med børn.

10.30

Jeg spiller fodbold med de store drenge og klatrer også gerne med dem. På den måde kan man sige, at jeg lever op til alle stereotyperne om mandlige medhjælpere. Det er selvfølgelig, fordi jeg synes, det er sjovt, men der er også en pædagogik i det. Vi har en del børn, der er udfordret sprogligt, men som man til gengæld kan få god kontakt med, når man er fysiske sammen. Så kan man koble sproget på i legen. Den gruppe, vi er afsted med i dag, er på 19 børn, som til sammen repræsenterer 11 nationaliteter.

Jeg har tidligere arbejdet i en børnehave i Albertslund, hvor børnegruppen var meget dansk og homogen. Det var selvfølgelig fint, men jeg er ret vild med at arbejde med den børnegruppe, vi har i Himmelbuen. Børnene kommer med vidt forskellige udgangspunkter – alene deres kropssprog er forskelligt. Èn af vores opgaver i en multikulturel Institution som Himmelbuen er blandt andet at hjælpe børnene med at lande i en kultur, de ikke kender, og støtte dem i, hvordan de kan lære at knække alle koderne både sprogligt og socialt, så de kan komme godt videre i livet og med mod på det, de møder efter tiden i børnehaven

11.00

Vi går hjem fra Borup, og de to yngste går og gaber og trækker lidt på benene: De er allerede godt trætte. De må heldigvis gerne sove til middag begge to, og det bliver der vist brug for i dag. Vi har som regel et godt forældresamarbejde, men det foregår på en anden måde, end jeg oplevede i Albertslund, hvor forældrene var meget bevidste om, hvad de gerne ville have, vi skulle tilbyde netop deres barn. I Himmelbuen er der en del forældre, der ser os som en ”del af systemet”, og der skal vi arbejde med tillid. Danske daginstitutionsnormer kan også være en overraskelse for en del forældre; vi har eksempelvis haft en afrikansk mor, der i lang tid syntes, vi var noget sløve; Hun kunne ikke forstå, at hende fireårige ikke fik lektier for. Der, hvor de kom fra, ville han for længst have gået i skole. Vi har også børn fra andre europæiske lande på stuen, og selv om deres kulturer er knap så fremmede, har de også skullet vænne sig til, at det hele foregår så uformelt i Danmark.

11.30

Der er grønsagssuppe og brød på menuen. Vi har eget køkken og køkkendame, og det er en virkelig god ting, at alle børn spiser det samme, og at vi kan snakke om maden.

12.00

De små bliver puttet på madrasser i ”Tarzanrummet”, og alle de andre går ud på legepladsen. Vi har helt fast en voksen til at stå i køkkenet; han eller hun tager så imod dem, der skal ind og tisse. Så slipper vi andre for at løbe ud og ind hele tiden, og vi risikerer ikke, at man pludselig er ene voksen på legepladsen, for det ville ikke være godt i dagligdagen. Der er så mange børn på lidt plads, at børnenes lege hele tiden krydser hinanden. Det gør, at der nemt kan opstå konflikter, hvis vi ikke er der til at hjælpe. I dag har vi en helt anden situation. Der er god plads, og det fortæller lidt om, hvor meget mere harmonisk det ville være for børnene, hvis der var færre børn på mere plads, eller hvis vi var flere voksne, så vi kunne fordele dem lidt bedre. Der sker også noget spændende sådan en dag som i dag; hvor mange børn er væk på ferie. Der opstår nye legerelationer, og børnene får øjnene op for, at man også kan lege med nogen, der er lidt ældre eller lidt yngre.

12.30

Jeg går til pause. Vi har haft en stor vandskade i personalerummet, og det var held i uheld, for det betød, at vi fik renoveret rummet, som er blevet rigtig lækkert. Faktisk tager jeg tit en lur i sækkestolen i pausen. Efter sådan en powernap er jeg frisk resten af dagen.

13.00

Tilbage fra pause og en lille rådslagning: Vi arrangerer resten af ugen. Vi vil gerne på Nationalmuseet med en gruppe børn på fredag, men vi skal have det til at passe med en overleveringssamtale. På legepladsen har børnene fundet ud af, at sandet i legetøjsspandene og plasticforme er frosset til is, og at det har dannet sand-is- skulpturer i flotte faconer. Det udvikler sig til et projekt for en gruppe af børnene, som laver en hel udstilling. Vi får også en snak om frostvejr og vand. Jeg elsker, når den slags opstår spontant, og børnene selv bliver fanget af et fænomen, som jeg kan hjælpe dem med at undersøge.

13.40

Det er iskoldt, og vi beslutter os for at gå ind fra legepladsen. Jeg rydder op sammen med børnene, og de går ind, efterhånden som de hver især har kørt en cykel eller lagt noget legetøj på plads. Der er gråd og tænders gnidsel blandt nogle af de store drenge, som hver især mener, at de har vundet deres fodboldkamp. Vi må have en snak om det med at vinde og tabe og være med – og om at det ikke er fedt at drille.

14.03

En dreng får øje på en kæmpestor sløv spyflue inde på stuen, og han henter mig. Vi fanger den ind, og det samler samtlige børn, hvor nogle er nysgerrige, mens andre hviner højlydt. Alle får fluen at se, før jeg lukker den ud i kulden – den har nok ikke meget levetid tilbage. Det er netop så sjovt at arbejde med børnehavebørn, fordi de er så spontant interesserede i verden. Jeg har overvejet at tage pædagoguddannelsen, men det kommer nok ikke til at ske. Jeg kan ikke se mig selv blive gammel i det fag, for vilkårene for børnene bliver dårligere og dårligere hele tiden. Jeg har svært ved at lægge det fra mig, når vi ikke har mulighed for at gøre det godt nok, og det bliver næppe bedre i fremtiden. Jeg kan allerede nu mærke sliddet i de perioder, hvor vi er meget pressede. Vi kommer til at køre med overbelægning om kort tid for at ”spare sammen” til perioden, hvor en stor gruppe af vores børn fortsætter i skole, og jeg ved på forhånd, det bliver hårdt. Samtidig er vi privilegerede i Himmelbuen; vi har børn nok, det ser nærmest ud, som om der er ved at opstå venteliste til vuggestuen. Det er trods alt bedre end børnemangel, for det er så hårdt, hvis man skal indhente et efterslæb.

14.30

Rugbrød med smør, ost og peberfrugt. Indtaget ved mit bord er ret varieret. Et barn spiser med glæde det hele, et andet spiser kun kernerne fra rugbrødet, mens en tredje foretrækker smør med en smule brød. Jeg sidder sammen med et par af de store drenge, som skal i skole til sommer. Fordi vi har så få børn, kan jeg tage mig tid til at snakke rigtigt med drengene, og da lille Dalin vågner op efter en lag middagslur, kan jeg blive siddende, mens hun spiser, selv om de andre har forladt bordet. Det er en uvant luksus at have så meget en-til-en kontakt med et enkelt barn, for det er der alt for lidt tid til i dagligdagen, og det er lidt af en katastrofe for netop de børn, vi har, som har så meget brug for det - for fx at få lært dansk.

15.12

Vi er færre medarbejdere om eftermiddagen, så her plejer vi at sætte aktiviteter i gang på de tre stuer, og så lade børnene selv vælge sig ind. På den ene stue er der mange krea-ting, den anden stue er indrettet, så den egner sig godt til rollelege, og så er der Tarzanrummet, hvor man kan udfolde sig fysisk. Vi voksne når at få talt en smule om det store projekt, vi snart skal i gang med, og som jeg glæder mig vildt meget til: Vi skal arbejde med lande, og vi har købt et kæmpemæssigt verdenskort, som skal op på væggen i børnehøjde. Vi skal lave flag og synge sange og høre historier fra alle de lande, som børnene kommer fra. Snakken bliver afbrudt, da Christine må tage sig af en af vores yngste, som pludselig kommer ud fra Tarzanrummet med blussende kinder og blanke øjne. Det viser sig, at hun har 39 grader, og der bliver ringet efter far.

15.30

Jeg pakker sammen og hopper på cyklen hjem til Frederiksberg.,

FAKTA:

Navn: Thorbjørn Lund Diepgen

Job: Medhjælper i Himmelbuen siden 2011.

Alder: 28

Baggrund: Har gået post, har læst spansk på universitet og læser nu historie på KU Åbent – og går stadig post hver anden lørdag.

Privat: Bor i lejlighed på Frederiksberg

Det bedste ved jobbet: Børnene, selvfølgelig!

Det værste: At der aldrig er tid nok til at give børnene alt det, de har brug for - og mere til!