Leder:

På job med livet som indsats

Af Helle Haslund, FU

Den 25. marts blev en medarbejder på bostedet Lindegården i Roskilde dræbt af en psykisk syg beboer. Det er femte drab på bosteder i Danmark siden 2012, og alle drab blev begået af borgere med psykisk sygdom.

Politikerne lovede allerede efter det tragiske dødfald i 2012, at der skulle udarbejdes en national handlingsplan. Men den er aldrig kommet. Det er først nu – fire år og fire døde medarbejdere efter – at FOA overhovedet kan få et møde med socialministeren om emnet. Samme socialminister udtalte kort efter drabet på Lindegården, at personalet på de psykiatriske bosteder skal ”klædes bedre på”.

Sagen er bare, at medarbejderne i det konkrete tilfælde allerede var klædt på. Pædagoger, der arbejder på de psykiatriske bosteder, er erfarne i at opdage, hvornår en borger er ustabil, hvornår der er optræk til konflikt - og de har værktøjerne til aflede og berolige.

Problemet er bare, at de kun sjældent har tid til at bruge deres viden og deres erfaringer, fordi normeringerne er fortvivlende dårlige set i forhold til målgruppen på de mest belastede steder. Dertil kommer, at personalet oveni arbejdet med borgerne også skal klare (for) store mængder dokumentionsarbejde, som det også fremstår af det Sociale Tilsyns rapport fra Center Amager/Sundbygård.

Vore kolleger på bostederne kæmper ikke bare mod dårlige normeringer. De bliver skraldespand for en forfejlet sygehusplanlægning, hvor antallet af sengepladser inden for psykiatrien er skåret helt ind til benet. Det betyder, at psykisk syge ofte udskrives, længe før de er færdigbehandlede, og at det er ekstremt svært at få borgere indlagt, selv når medarbejdere på bostederne kan se, at de er ved at miste sig selv til en svær psykose.

Som fagforening kæmper LFS fortsat for bedre normeringer og for, at dokumentationsbyrden reduceres. Vi presser også på for at få kommuner og regioner til at skabe løsninger, så manglende ressourcer i behandlingspsykiatrien ikke bliver gjort til bostedernes (livsfarlige) problem. Men vi mener, at beslutningstagerne bør genoverveje området generelt. Især er der så få pædagoger ansat på området, at der reelt mangler muligheder for aktiviteter og kontakt, når der skal arbejdes på recovery.

Årtiers nedskæringer i både kommunalt og regionalt regi har nu kostet fem mennesker livet og har gjort fire psykisk syge til drabsmænd. Arbejdstilsynet vurderer, at Lindegården (som ikke adskiller sig fra en række øvrige bosteder) er så farlig en arbejdsplads, at man som medarbejder altid og uden undtagelse skal kunne se en kollega.
Skal den ene medarbejder på toilettet, skal den anden låse sig inde på et kontor. Og fremtiden ser heller ikke for lysere ud med hensyn til regeringens omprioriteringsbidrag, der vil belaste det sociale område yderligere. Kan vi som samfund være det bekendt – over for borgerne og over for medarbejderne?