Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Nye bøger
Tillid i socialt og pædagogisk arbejde med børn og unge
Af Hanne Warming og Michael Christensen
Mange professionelle ser manglende tillid som afgørende for de udfordringer, de oplever i relationsarbejdet med børn og unge. Men relationen opfattes ofte envejs, udtrykt ved de unges tillid til de professionelle. Manglende tillid bliver derved let et spørgsmål om den unges personlighed.
Denne bog supplerer det psykologiske perspektiv på begrebet tillid med et sociologisk perspektiv, der understreger den gensidige karakter af tilliden mellem den professionelle og barnet. Gennem konkrete cases giver forfatterne eksempler på, hvordan tillid kan opbygges, og hvad tilliden betyder for børnene og de unge. Bogen er særligt henvendt til professionelle, der arbejder med børn og unge i udsatte positioner, det vil sige socialrådgivere, pædagoger og psykologer.
Akademisk Forlag
166 sider. Kr. 249,00
Jeg savner min pølsevogn, mit værtshus og min mor
Om pædagogisk praksis 1971-2012
Af Christiane Pedersen. Forord af Per Schultz Jørgensen
Christiane Pedersen er uddannet pædagog og har været leder af den integrerede institution Læssøegården på Nørrebro i 42 år. Hun fortæller om fire årtiers pædagogisk praksis, og hvordan den har forandret sig i takt med samfundet, bydelen og de enkelte familier.
Christiane Pedersen har draget omsorg for fattige gadebørn, indvandrerunger, socialt udsatte piger og drenge og til sidst 2000’ernes ønske- og curlingbørn, der med deres forældre flyttede ind i de byfornyede boligblokke. Bogen handler om børn, familier, pædagogik, slumstormere, fattigdom, byfornyelse, fremmedarbejdere, social arv, støttepædagoger, mad, nedskæringer, rygning, politik, selvforvaltning, struktur, inklusion, økologi, gentrificering og mest af alt: Pædagogik og børn.
Frydenlund
246 sider. Kr. 299,00
Barnet i centrum
Pædagogik og relationer i vuggestue og dagpleje
Af Stig Broström, Ole Henrik Hansen, Anders Skriver Jensen og Lone Svinth
Projektet ”Barnet i centrum” er blandt de største danske vuggestue- og dagplejeforskningsprojekter, hvor knap 300 pædagoger, dagplejere, ledere og pædagogiske konsulenter fra 18 danske kommuner deltog. Formålet var at pege på, hvordan pædagoger og dagplejere fremover kan yde den bedst mulige omsorg.
Denne bog formidler resultaterne og peger gennem beskrivelser, cases og teorier på, hvordan det pædagogiske arbejde med de 0-3-årige kan varetages bedst muligt.
Akademisk Forlag
214 sider. Kr. 299,-