Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Fritidspædagogik: Små stjerner på parade
Stjerneparaden opstod, før nogen kendte Blachmann, og før striben af talentshows ramte de landsdækkende tv-kanaler. Men konkurrencen mellem syngende og dansende børn i klubberne på Amager holder ved som en stærk pædagogisk tradition, hvor man lærer at samarbejde, overvinde sig selv – og at give og modtage konstruktiv kritik. Den 12. marts rullede paraden over scenen i Amager Bio for 19. gang.
Tekst : Anna Louise Stevnhøj
Der var masser af sport i fritidsklubberne på Amager, og der var rigtig mange piger, som det ikke appellerede til. Pædagogernes løsning blev Stjerneparaden, der begyndte som en alternativ aktivitet for de børn, der ikke interesserede sig for sport. Konkurrencen fandt sted første gang i 1997, hvor vindergruppen væltede Amager Bio med en karaokeversion af en populær popsang.
Finalen i Amager Bio er imidlertid kun klimaks på en meget lang og intens proces.
Stjerneparaden er nemlig en gruppeaktivitet, hvor børnene i alle de klubber på Amager, der deltager, finder sammen i grupper allerede i december. De øver så gennem to måneder selvvalgte sange i samarbejde med pædagogerne og arbejder med scenografi og kostumer – og de øver sig i at samarbejde om den sang, de synger til karaoke musik.
Du står bare totalt kikset
”Det er en intens og lærende proces,” som pædagog Marie Sommer fra Spor-Et og Spor-To udtrykker det:
”Vi vil gerne give børnene en succesoplevelse ved det at kunne stille sig op på scenen. Når de deltager i projektet, får de udvidet deres grænser. De lærer også at tackle nogle følelser, uanset om de går videre fra den interne Stjerneparade til Amager Bio eller ej,” siger Marie Sommer, som understreger, at projektet i høj grad handler om at lære, at man kan lykkes bedre ved at arbejde godt sammen.
”De lærer rigtig meget om at opføre sig ordentligt over for hinanden, og om at kunne sige til og fra,” siger Marie Sommer.
Det er forpligtende at melde sig til Stjerneparade. der bliver skrevet kontrakt med det enkelte barn og hans eller hendes forældre, og der er mødepligt til øvedagene.
”Vi vil gerne signalere, at det er seriøst. Men rent pædagogisk er det også super vigtigt, at man lærer at forpligte sig over for andre; og at man kan overholde de aftaler, man laver – også når det bliver besværligt fx i form af konflikter, eller når der dukker noget andet og mere spændende op,” siger Marie Sommer.
Det er en vigtig del af forløbet, at grupperne inden for de enkelte klubber giver hinanden konstruktiv kritik, og det er en øvebane i sig selv.
”Vi arbejder meget med sprog, og med hvordan man kommunikerer. Det er fx ikke smart at sige: ”Du står bare totalt kikset.” Nej, forfra: Hvad er det, du vil sige, og hvordan kan du sige det på en god og positiv måde, så det kan blive brugt konstruktivt af modtageren,” fortæller Marie Sommer.
Sex, drugs and rock´n roll
Pædagog Cecilie Halberg fra Brydes Allé oplever også tit, at der opstår spændende diskussioner om de sange, som børnene vælger:
”De vælger typisk sange, som er populære på det tidspunkt, og de er tit på engelsk. Så oversætter vi dem sammen, for især de yngste forstår jo ikke, hvad teksten handler om. Det sker også, at vi er nødt til at lave om på teksten, hvis vi ikke kan stå inde for den. Vi vil jo ikke have børn til at stå og synge om vold eller stoffer,” siger Cecilie Halberg, der selv både er pædagog og sangerinde i et band:
”Det er da en kæmpe fordel, at jeg ved, hvordan det er at stå på en scene. Det gør det dobbelt sjovt for mig at være med,” fortæller Cecilie Halberg.
Mange vindere
Der er typisk adskillige hold i hver klub. Derfor bliver der afholdt interne stjerneparader i klubberne i slutningen af januar. Det bliver her afgjort, hvem der går videre til den store finale i Amager Bio, hvor hver klub kan deltage med max to hold.
Børnene er typisk meget hurtige til at bide skuffelsen i sig, hvis det ikke er dem, der bliver valgt, fortæller pædagogerne.
”Det er imponerende at opleve, at der lynhurtigt opstår en fællesskabsfølelse omkring de hold, der skal afsted. De bakker hinanden vildt meget op,” siger pædagog Karin Overby fra Kongovej.
Konceptet bygger fra pædagogisk side dog også på, at finalisterne og de endelige vindere hele tiden oplever det som en kollektiv indsats. Der bliver uddelt en hel række priser i Amager Bio. Vokalpriser, kostumepriser, scenografipriser og publikumsfavorit-priser, og de udløser udover fine diplomer til væggen, også pengebeløb til selvvalgte fællesaktiviteter hjemme i klubben.
”På Kongo afholder vi også en efterfejring, hvor vi er spiser pizza, hygger og genopfører alle numrene,” siger Karin Overby.
Bag kulissen
Der ligger mange timers hårdt slid for de voksne bag alle de syngende og dansende børn.
Der er arbejdet i den enkelte klub med holdsammensætning og koordinering af øvetider samt med scenografi og kostumer og afholdelse af den interne Stjerneparade.
Men der finder også et massivt koordinationsarbejde sted på tværs af de 10-12 klubber, der typisk deltager. Der er i årenes løb opbygget et fem siders langt planlægningsskema over alle de opgaver, der skal løses på forskelige tidspunkter i løbet af perioden.
”Vi mødes jævnligt i perioden fra december frem til marts, hvor det hele er afviklet. Vi sørger for, at der ikke er to hold, der kommer til finale med den samme sang, og vi skal skaffe dommere, fordele billetter, som er meget eftertragtede, og så står vi for hele den praktiske planlægning og afvikling af showet, hvor Amager Bio er fyldt til bristepunktet,” siger Marie Sommer.
Platform for samarbejde
Selve den store Stjerneparadedag er lang og intens – både for børn og voksne. Men Rasmus Knudsen fra Amager Strand Sejklub oplever, at dagen flyver afsted:
”Man er helt høj af adrenalin. Der er 1000 ting, der skal klares samtidig med stemmeprøver, sminkning, nervøse børn … det er en virkelig god dag, men man er godt brugt bagefter,” siger Rasmus Knudsen, der synes, at dagen – og hele Stjerneparadeforløbet – er en god platform for samarbejdet mellem klubberne på Amager.
Det er Cecilie Halberg enig i:
”Man får orienteret sig ud over egen klynge, får gode ideer og danner relationer.”
Skolereformen har stjålet timer fra både voksne og børn i klubberne, og det har kunnet mærkes i forarbejdet til Stjerneparaden 2016.
I Spor-Et og Spor-To har det været nødvendigt at droppe nogle af de store faste traditioner i klubberne, fordi der simpelthen ikke er normering til at gennemføre.
”Men vi har valgt at prioriterere Stjerneparade. Vi ved, der er børn, der primært er blevet i klubben for at kunne deltage, og vi har ”gamle” børn, der kommer for at hjælpe til med at sætte hår og så videre. Det er en vigtig tradition. Vi tror stærkt på, at fritidspædagogikken kun kan overleve, hvis den kan byde på forpligtende og samlende forløb, hvor børnene får noget helt andet, end de kan få andre steder, ” siger Marie Sommer.
De er med i Stjerneparaden
Sundby-Algård
Spor-Et og Spor-To
Brydes Allé
Alhambre Park
Amager Strand Sejlklub
Kongovej
Gaia
Skolen ved Sundet
Kernehuset
Satelitten
Norgesgade