Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Gru og fascination i mødet med danske skovbørnehaver
Jane Williams-Siegfredsen underviser kursister fra hele verden i danske skovbørnehaver og børns kompetence. Hun møder ofte spøgsmålet: ”Hvorfor er det godt for børn at være ude?” Et spørgsmål vi ikke længere stiller i Danmark, men som for Jane Williams-Siegfredsens kursister åbner en helt ny verden af muligheder for udfoldelser med børn.
Tekst: Hedda Maj Jensen
Jane Williams-Siegfredsen besøgte Danmark for første gang i 1993. Hun underviste i småbarnspædagogik på universitetet i England og havde hørt om de danske skovbørnehaver. Det første, hun tænkte, da hun så, hvordan børnene fik lov til at være ude i naturen, var: ”Hold da op, det er farligt!”
Hun endte med at tage tilbage til England med viden og ideer, som var med til at starte den første engelske skovbørnehave. Hun startede for 15 år siden konsulentfirmaet ”Inside Out Nature”, hvor hun underviser medarbejdere, som arbejder med børn, i den skandinaviske tradition med at være ude i naturen.
”De kommer først og fremmest på vores kurser, fordi de har hørt om de danske skovbørnehaver og har et ønske om at bruge naturen mere,” fortæller Jane Williams-Siegfredsen.
Åh nej, åh nej
Kursisterne, som Jane Williams-Siegfredsen underviser, har forskellige og ofte meget voldsomme reaktioner:
”Nogle er rystede, andre er fascinerede. Der var én fra Kina, der simpelthen blev så bange, at hun skreg ”Åh nej, åh nej”… og én der græd, fordi hun blev så glad på børnenes vegne og tænkte, at det skulle alle børn opleve. Mange af kursisterne skriver efterfølgende tilbage, at det simpelthen har været en life changing experience for dem,” fortæller Jane Williams-Siegfredsen.
Kulturforskellene mellem de lande, som kursisterne kommer fra og Danmark, er så store, at Jane Williams-Siegfredsen ikke mener, at man direkte kan eksportere og importere den danske måde at lave børnehave på.
”Danske forældre er mere afslappede. De vil helst have, at deres børn ser anderledes ud, når de kommer hjem fra børnehave - at de er blevet beskidte eller har fået plaster på, fordi de har fået lov til at lege vilde lege. De fleste andre steder er man ikke så afslappede, at man tager børnene med ud at lege i regn, sne og slud hele året rundt,” siger Jane Williams-Siegfredsen.
Kompetente børn og bange voksne
Jane Williams-Siegfredsen synes, vi skal være rigtig glade for, at der findes en pædagoguddannelse og ”rigtige” pædagoger i Danmark, for det findes der ikke særligt mange andre steder. Hun beskriver den danske pædagogik som ”holistisk”, idet barnet ikke bare skal udvikle læring i traditionel forstand – alt skal udvikle sig.
Der er én vigtig ting, som Jane forsøger at lære sine kursister, selv om kulturforskellene er så store, at den danske børnehavemodel ikke bare direkte kan eksporteres:
”Jeg håber, at det, de tager med sig hjem, er, at se barnet som kompetent. Hvis man hele tiden er bange for, at der skal ske noget – og barnet ikke må klatre og bruge en kniv, så ser man ikke barnet som kompetent. Men hvis man viser barnet, hvordan man skal gøre ting - altså hvordan man skal klatre, eller hvordan man skal bruge en kniv, så bliver barnet kompetent,” siger Jane Williams-Siegfredsen.
Jane Williams Siegfredsen mener, at meget af angsten kommer af, at voksne er bange for at miste kontrollen.
”Når de har børnene inde i et klasseværelse, så har de kontrol. Men når de går ud i naturen, så mister de kontrollen. Så er det naturen, der bestemmer,” siger Jane Williams-Siegfredsen.
Hun beskriver nogle kursister, som har svært ved at tro på sig selv, og som stille og roligt skal prøve mere og mere.
”Når de så kommer hjem efter at have været på kursus, så skriver de til mig og fortæller begejstrede om, hvordan de har haft børn med ude i regnvejr, uden, at der skete noget, ” fortæller Jane Williams-Siegfredsen og griner.
I Danmark stoler vi på børnehaven og pædagogerne
Jane Williams-Siegfredsen oplever, at vi i Danmark har en tillidsfuld kultur, hvor vi tror meget mere på andre mennesker, end man gør i mange andre lande. Danske forældre og myndighedsudøverne i kommunen tror på, at pædagoger og ledere i dagtilbuddene gør deres arbejde. Jane Williams-Siegfredsen beskriver det blandt andet således:
”I England har de såkaldte ”Ofsted inspektører”, som kontrollerer institutionerne, og når de kommer, er alle bange – pædagogerne, forældrene, børnene. Inspektørerne finder kun fejl og kommer ikke med noget positivt eller konstruktivt. Der er en joke, som lyder: ”Hvad er forskellen på en Ofsted inspektør og en terrorist? Du kan forhandle med en terrorist,” griner Jane Williams-Siegfredsen, som har endnu et eksempel på en kultur med mistillid:
”I USA er dagtilbud og skoler bange for, at forældrene lægger sag an mod dem, hvis der sker noget med børnene. Det skaber naturligvis også en frygt og utryghed, som ikke gør det så attraktivt at tage børnene ud i den ”farlige” natur”,” siger Jane Williams-Siegfredsen.
Jane Williams-Siegfredsen har undervist kursister fra og i mange forskellige lande fra Australien til Taiwan, og hun fortæller, at der trods alt er en stigende tendens til, at man flere steder er begyndt at tage børnene mere ud. I bushen, på stranden eller blot i en park. Men det afhænger i høj grad af samarbejdet med forældrene og gensidig tillid.
Jane Williams
Jane Williams-Siegfredsen er tidligere “førskole-lærer” og underviser i “early year's” på Bridgwater College. Hun er nu leder af “Inside-Out Nature”, som holder kurser om danske skovbørnehaver”. Jane Williams-Siegfredsen har desuden skrevet bogen: “Understanding the Danish Forest School Approach” (Routledge 2012)