Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Børn elsker deres forældre - uanset hvad
Familier kan blive anbragt sammen på akutinstitutionen Frederiksholm. Institutionen har gennem en årrække omlagt sine tilbud til at være langt mere familierettede, og det falder godt i tråd med den udvikling, der i øvrigt sker på området omkring udsatte børn og unge.
Tekst: Hedda Maj Jensen
Pædagog Anders Prakvid Christiansen har arbejdet på Frederiksholm siden 2002, og institutionen har gennem årene udviklet sig fra at være en institution med 24 børn, hvor der sov tre børn på hvert værelse, til nu i alt otte børn. Det har været en spændende rejse, som har ført til, at institutionen siden 2010 har arbejdet med at udvikle en række nye indsatser. På Frederiksholm arbejder man i stigende grad med at komme ud i familierne, og der er desuden skabt en familieafdeling med pladser, hvor forældre og børn kan blive anbragt sammen.
Københavns Kommune har generelt ændret kurs omkring udsatte børn og unge, og arbejder under overskriften ”Tæt på familien”, hvor indsatserne er inspireret af den svenske BORÅS model.
”Det passer godt til den måde, vi har udviklet vores institution på, så vores tilbud matcher i høj grad de behov, der i dag er på socialcentrene,” fortæller Anders Prakvid Christiansen, som da også oplever, at der er stor efterspørgsel, og at andre institutioner viser interesse for det, der sker på Frederiksholm.
Tæt forældresamarbejde
”Børn elsker deres forældre, uanset hvad de har været udsat for,” siger Anders Prakvid Christiansen.
Pædagogerne på Frederiksholm forsøger derfor at inddrage forældrene ud fra en ide om åbenhed og tydelighed.
”Vi bruger rigtig meget tid på simpelthen at lære hinanden at kende og på at opbygge en relation,” siger Anders Prakvid Christiansen.
Pædagogerne har gennem flere år arbejdet med familierne i hjemmet. Dette arbejde har udviklet sig til, at familierne nu kan blive anbragt sammen i en familieafdeling på Frederiksholm.
”I statistikkerne kan vi jo se, at langt de fleste børn alligevel ender tilbage i hjemmet. Derfor er det vigtigt at have familien med hele vejen og hjælpe dem, da børnene ellers bare kommer tilbage til det kaos, de kom fra. De nye familieanbringelser giver flere og bedre muligheder. Nu kan vi arbejde endnu mere med relationen til forældrene og har mulighed for at observere på alle tider af døgnet. Og hvorfor skal børnene udsættes for det svigt og det afsavn, som adskillelsen skaber, når de fleste børn alligevel kommer hjem igen?” spørger Anders Prakvid Christiansen.
Anbringelserne sammen med andre familier fører også nogle positive ting med sig:
”De oplever andre, som er i samme situation, og de får muligheder for at danne nogle bånd, som er rigtigt gavnlige for dem. Det er jo ikke rart at skulle være under kommunens vinger og at være anbragt, fordi man ikke er en optimal forælder. Derfor kan det være rart at være sammen med andre om det,” siger Anders Prakvid Christiansen.
Børn anbragt uden forældre
Der er dog stadig børn, der anbringes akut uden forældre.
De kan opleve det belastende og blive kede af det, når de ser de familier, som er anbragt sammen.
Det har Frederiksholm løst ved at anbringe Familieafdelingen i en anden ende af huset, og akutbørnene har desuden mulighed for, at deres forældre kommer og spiser med ved nogle måltider. Medarbejderne på Frederiksholm sørger for, at forældrene bevarer deres forældrerolle, ved at forældrene eksempelvis bliver inviteret med til at tage børnene til læge, frisør, møder med skolen, tøjindkøb osv.
”Vi oplever jævnligt, at nogle forældre bliver ret overraskede over, at de stadig kan det, når deres barn er anbragt. Men vi prøver at være et fleksibelt sted, der tilpasser sig det behov, der er i familien,” siger Anders Prakvid Christiansen.
Alt fra unge mødre til stofmisbrugere
Familierne på Frederiksholm kan være alt fra en syrisk far med fire børn, til tidligere stofmisbrugsforældre og meget unge mødre, der alle skal have hjælp til simpelthen at systematisere en hverdag,” siger Anders Prakvid Christiansen.
Børn og forældre er i gennemsnit i tre måneder på Frederiksholm, og længden af opholdet kan variere fra 14 dage til seks måneder.
”Den vigtigste opgave er at gøre børn og forældre klar til at bo derhjemme. Vi følger derfor også familien, når de er flyttet hjem igen i en udslusningsfase, som kan vare op til et par måneder,” siger Anders Prakvid Christiansen.
Medarbejderne på Frederiksholm benytter en løsningsfokuseret og anerkendende tilgang.
”Vi spørger eksempelvis ind til, hvad familierne selv ønsker at få ud at bo på institutionen. De har ofte løsningerne selv, men kan bare ikke få øje på dem. Hvis vi så spørger ind på den rigtige måde, så formulerer de selv de løsninger og muligheder, der er. Alle ønsker jo at være en god mor eller en god far. Det er vildt nemt at sætte sig ned med en familie og fortælle dem alle de ting, de ikke kan finde ud af. Men hvad skal de bruge det til? De er her jo ikke for sjov, og de ved godt, at der er nogle ting, som ikke fungerer,” siger Anders Prakvid Christiansen, som oplever, at der er langt større effekt, når familierne hjælpes til selv at formulere løsninger:
”Der er tit tale om personer med et meget lavt selvværd. Hvis de får at vide af professionelle, at der er noget, de er rigtig gode til, så bliver de pavestolte og får en meget større lyst til at gøre det igen og blive ved med det,” forklarer Anders Prakvid Christiansen.
Fakta:
Forældregrupper
På Frederiksholm er der forældregrupper en gang om ugen, hvor forældre til de børn, der er anbragt, eller som de har kontakt med i hjemmet, har mulighed for at mødes og tale sammen og med medarbejderne på Frederiksholm på en mere uformel måde. Der bliver ikke snakket enkeltsager, men mere generelt om livet. I grupperne er der en mere løssluppen og hyggelig tone, som er med til at skabe en anden og bedre relation.
Samarbejde med myndighederne
Der er skarp adskillelse mellem medarbejderne på Frederiksholm og myndighedsdelen i kommunen. Familierne skal vide, at det ikke er medarbejderne på Frederiksholm, der træffer beslutningerne om anbringelsen.
Samarbejdet mellem Frederiksholm og myndighederne er dog tæt, og er efter første projektrunde af ”Tæt på familien” blevet endnu bedre. Sagsbehandlerne bliver jævnligt inviteret ud på institutionen til diverse arrangementer, så både familier og sagsbehandlere kan se hinanden som mennesker. Det er eksempelvis sjovt for børnene at se deres sagsbehandlere løbe rundt i joggingbukser og spille rundbold og stikbold.
Tværprofessionel kompetenceudvikling
Københavns Kommune har indgået et samarbejde med Professionshøjskolen UCC om et kompetenceudviklingsforløb for kommunens medarbejdere som en del af deres omstilling ”Tæt på Familien”. ”Tæt på Familien” er inspireret af bl.a. den svenske BORÅS model, og kompetenceudviklingsforløbet bidrager med teorier og metoder til arbejdet med omstillingen. 180 medarbejdere fra både myndigheds- og udførerområdet videreuddannes det kommende år. Blandt andet pædagoger, sagsbehandlere og kontaktpersoner. Det er meningen, at alle medarbejdere løbende skal videreuddannes.
”Tæt på familien” og BORÅS modellen:
Københavns kommune er med omstillingen ”Tæt på familien” ved at omlægge området for udsatte børn og unge efter den såkaldte svenske BORÅS model. Modellen går ud på, at man blandt andet arbejder med lavt sagstal, en nytænkt og fremskudt sagsbehandling, systematisk inddragelse af familie og netværk, en meget hyppigere opfølgning på sagerne og et tæt tværsektorielt samarbejde.
Familieanbringelse:
Frederiksholm har indrettet en selvstændig familieafdeling, som kan rammen om en hel families anbringelse.
Målgruppen er familier i krise, hvor der er alvorlig bekymring for omsorgen for barnet, men hvor socialcentret ikke ønsker at adskille barnet fra dets forældre og søskende.
Formålet er at yde den nødvendige støtte til at sikre omsorgen for barnet og tilbyde forsvarlige rammer, så familien kan forblive samlet.
Familien bor i en særskilt del af Frederiksholm og varetager som udgangspunkt sit eget liv i forhold til daglige forpligtelser, husførelse osv. Et kriseophold på institutionen bør som udgangspunkt ikke vare længere end tre måneder.