Leder:

Hvor er respekten for lønmodtagernes liv?

Af: Jan Hoby, Næstformand i LFS

Det er åbenbart arbejdsgiverlogik i 2016 at bryde arbejdsmiljøloven i ond tro. For hvordan kan man ellers forklare, at sygefraværet er i top, og arbejdsmiljøet er i bund i den offentlige sektor, uanset hvilken faggruppe, vi taler om? Hvordan vil man ellers kunne forklare fem drab på medarbejdere på fire år på landets socialpsykiatriske bosteder?

546 gange sidste år slog Arbejdstilsynet ned på, at ansatte havde usundt mange opgaver og var tidspressede. Det er rekord. Særligt socialrådgivere, skolelærere, pædagoger og hospitalsansatte er ramt. Brutaliseringen af arbejdsmiljøet er så konkret, at det koster menneskeliv.

Det kan kun forklares ved, at der er sket et normskred blandt landets arbejdsgivere, hvor der lades hånt om arbejdsmiljøloven, arbejdstilsynet og arbejdsmiljøorganisationen, og hvor der udvises foragt for menneskeliv.

Tilstandsrapporten for det danske arbejdsmarked er, at der er skimmelsvamp i fundamentet. Uden at blinke vil jeg påstå, at situationen nærmer sig tiden før 1873, hvor Danmark fik sin første arbejderbeskyttelseslov, Fabriksloven.

Den bærende ide med at organisere sig i en fagforening var oprindeligt at få indført, eller gennemtvunget, anstændige arbejds- og lønforhold. Men sofistikerede og indviklede samarbejdssystemer, der især har udviklet sig indenfor det offentlige område igennem de sidste årtier, binder fuldstændig energi og udsyn.

Inden for omsorgsområdet er der de sidste par år slået fem mennesker ihjel, og dertil skal lægges alle de utallige andre overgreb, der producerer skadede mennesker på samlebånd. Og hvad har man så gjort?

Fagforeningerne har holdt møder med de sidste fire ansvarlige ministre med denne alvorlige dagsorden. Men der er ingen respekt for de faglige organisationer – med stor succes er man holdt hen med tågesnak og vage forsikringer om, at nu skal der gøres noget.

Arbejdsmiljøloven er uomtvistelig klar i sin beskrivelse af, at det til enhver tid er arbejdsgivernes pligt at sørge for, at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Arbejdsmiljøloven definerer tilsvarende, at en ansat har ret til at forlade sin arbejdsplads eller et farligt område i tilfælde af en alvorlig og umiddelbar fare, som ikke kan undgås. Medarbejderen skal kunne bevise at livs- eller helbredsrisikoen var reel, ellers er der risiko for at blive dømt for en overtrædelse af fredspligten.

Der er med andre ord taget stilling til, hvad medarbejderen kan blive dømt for. Men hvad stiller fagbevægelsen op med politikere og arbejdsgivere, der skærer i Arbejdstilsynets ressourcer og holder fagbevægelse, arbejdsmiljøorganisation og medarbejdere hen med en flerårig pausesnak?

Arbejdsgiverne må forstå, at det ikke er gratis at tilsidesætte ansvar og lovgivning. Det handler om liv, ære og velfærd. Det er simpelthen ikke rimeligt, at man risikerer at blive slået ihjel eller få ødelagt sit arbejdsliv for altid, blot fordi man passer sit arbejde.