Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Ro til at gro
Det er en 50 årig, vi fejrer. Men Dagplejen er mere fremtid end fortid, sagde Thor Larsen, leder af Dagplejen i København, da 50 års fødselsdagen blev fejret på Rådhuspladsen den 11. maj i anledning af Dagplejens Dag.
”Der sker et eller andet magisk i krydsfeltet mellem det private og det kommunale – mellem det personlige ansvar i det lille miljø og den professionelle vejledning fra tilsynets pædagoger,” sagde Thor Larsen, som i sin tale brugte anledningen til at slå på tromme for dagplejens succes:
”Daglejen leverer kvalitet: Måler man på gennemsnitskarakteren ved skolernes afgangseksamen sidste år, så klarer børn fra dagplejen sig bedre, end børn fra samtlige andre pasningstyper. Dagplejen er også billig: Enhedsomkostningen er lavere end gennemsnittet for øvrige dagtilbud med mad. Og så leverer Dagplejen år efter år brugertilfredshed uden sidestykke. Så når nu vi ressourceeffektivt leverer hovedstadens bedste pasningstilbud og har glade kunder i butikken – er der så noget at sige til, at vi sådan en dag som i dag er lidt selvfede, ” sagde Thor Larsen til publikums jubel.
Fødselsdagen var dog først og fremmest en børnefest, hvor mængder af små mennesker på usikre ben festede igennem til sang og musik af Annika Askman og Jon Grundtvig-Poulsen.
Fødselsdag på Frederiksberg
Dagplejen på Frederiksberg fylder også 50 i 2016. Her blev festen fejret for børn og voksne på Frederiksberg Runddel med tale af Dagplejens leder Lizette Ryding, fødselsdagskager, kaffe til de voksne og rytmik og musik for de små. Festen sluttede med ballonopsending på den smukke forårshimmel.