Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Nyheder
100 nye sangbørnehaver
Projektet SANGGLAD har fået en bevilling på 16,1 millioner kroner fra Nordea-fonden. Bevillingen gør det muligt i løbet af de kommende fem år at give 100 børnehaver over hele landet SANGGLADS sang certificering, som viser, at de kan noget særligt med sang. Det er Sangens hus, som lancerer projektet. Sangens hus er et nationalt samarbejdsforum for sang.
”Sangen er en af de bedste gaver, vi kan give vores børn. At synge er en direkte vej til glæde, nærvær og fællesskab for alle uanset alder. Sang er en nøgle til kulturel forståelse af traditioner, historie og fælles oplevelser, og samtidig er den forbundet med kroppen. For børn kan sangen være et sprog, som åbner verden på en ny måde, og målet med Sangglad er at give den gave videre til så mange børn som overhovedet muligt,” siger projektleder Thomas Larsen Späth fra Sangens Hus.
Sangens Hus svarer meget gerne på spørgsmål om projektet, og hører også gerne fra børnehaver som i løbet af de næste år kunne være interesseret i at blive sangbørnehave. Send mail til: thomas@sangenshus.dk
Fællesskabsprisen 2016
Nu har du mulighed for at nominere din kollega, din nabo eller hvem som helst, du synes, gør en særlig indsats for fællesskabet og som fortjener at blive hyldet. For tredje år i træk sætter en række virksomheder, fagforeninger og politikeren Mette Frederiksen fokus på hverdagens helte ved at uddele Fællesskabsprisen 2016. Alle har mulighed for at vinde Fællesskabsprisen.
Frem til den 1. juni kl. 12.00, kan du nominere både enkeltpersoner og grupper af medarbejdere eller frivillige, der fortjener en anerkendelse af deres indsats for fællesskabet. Et jurypanel bestående af partnere bag prisen udvælger i alt 10 vindere af Fællesskabsprisen 2016, der hædres ved en prisoverrækkelse den 9. juni. Fællesskabsprisen er opstået i et samarbejde mellem Mette Frederiksen (S), 3F, Dansk Metal, DFDS, HK, ISS, Falck, PensionDanmark, Professionshøjskolen Metropol, Post Danmark, Professionshøjskolen UCC og VIA University College. Se mere på www.faellesskabsprisen.dk
Tour de Amager
Tour de Amager, som ruller afsted den 4. juni, er et cykelløb, der fortrinsvis henvender sig til udviklingshæmmede - men løbet er åbent for alle, der har lyst til motion og en hyggelig dag. Tusindfryd, netværkscafe for udviklingshæmmede, og KIFU, Københavns Idrætsforening for Udviklingshæmmede, står for arrangementet.
Ruten følger mange steder cykelstier eller naturstier, og man kan vælge, om man vil køre 5, 15, 27 eller samtlige 32 kilometer. Efter løbet vil der i målområdet blive serveret et måltid mad, hvorefter der er uddeling af diplomer og hygge. Det koster 150 kroner at deltage, og har man brug for en hjælper, kan denne deltage gratis. Læs mere på tourdeamager.dk.
Ekstra foredrag om sensitive børn og unge
Foredraget om sensitive børn og unge den 18. maj blev lynhurtigt udsolgt, og der er derfor arrangeret et ekstra foredrag den 22. juni.
Psykolog Athina Delskov har arbejdet med sensitive børn, unge og voksne gennem 13 år med terapi, rådgivning, grupper og foredrag. Hun vil fortælle om, hvad det er at være særligt sensitiv, og om hvordan vi bedre kan forstå sensitive børn og unge, så vi kan skabe en god hverdag og en god udvikling sammen med dem. Mere information og tilmelding på mitlfs.dk/11033
Hvor mange kan bo i en to’er
Ved du, hvor mange mennesker, der boede sammen i de små lejligheder i København i slutningen af 1800-tallet? Eller hvordan en skolestue så ud, da læreren stadig måtte slå?? Arbejdermuseet er også for børn, og på Børnenes Arbejdermuseum handler det om at opleve historien ved at være i den. Her findes både udstillinger om børns liv i gamle dage og sjove aktiviteter. Børnene kan prøve at arbejde som bybud i købmandsbutikken, sortere flasker på bryggeriet eller betjene skrivemaskinen på fagforeningskontoret. LFS’ ere har gratis adgang med familie. Man skal blot hente sin billet via dette link mitlfs.dk/10958
Borgmester mod sociale klausuler
Det vil kvæle mangfoldigheden på børnepasningsområdet, fordi det vil medføre meget mere administration for de private tilbud. Derfor bør Borgerrepræsentationen stemme mod arbejdsklausuler og sociale klausuler på børnepasningsområdet. Det skrev borgmesteren for BUF, Pia Allerslev (V), torsdag den 28. april i Politiken. Formanden for LFS, Britt Petersen svarede lørdag i et debatindlæg :
Vi er glade for, at vi kan give Pia Allerslev fred i sjælen. Klausuler på børnepasningsområdet vil såmænd bare betyde, at personalet i de private daginstitutioner skal have løn og ansættelsesvilkår, der svarer til det, som andre medarbejdere i daginstitutioner i København får, og så skal institutionerne i øvrigt leve op til nogenlunde de samme forpligtelser som kommunale institutioner fx i forhold til at tage praktikanter. Vel egentlig ikke urimeligt, når de får det kommunale tilskud for børnene. Så tag det roligt, Pia, og stem du bare for. Det vil næppe hæmme mangfoldigheden, at personalet får ordentlige løn og pensionsvilkår.
Optimistisk 1. maj i LFS
Traditionen tro begyndte 1. maj i gården i LFS, og det var Mette Aagaard Larsen fra BUPL, der stod for årets tale. Det blev en tale med lige dele indignation og optimisme. Mette Aagaard Larsen startede med at fortælle, at hun havde smidt den oprindelige tale væk.
"Jeg skrev faktisk talen for flere dage siden. Men jeg smed den væk i ren arrigskab i går, da jeg læste Politiken, hvor Ove Kaj Pedersen fra CBS, forfatter til "Konkurrencestaten", over en hel side udbredte sig om, hvor forkælede offentligt ansatte er. Jeg er rystet! Hvor langt væk fra den virkelige verden kan man være? Sådan en gang desperat mundlort og løgn. De offentligt ansatte, jeg kender, arbejder ud over alle grænser og ofte under horrible arbejdsvilkår med alt, alt for få voksne til alt for mange børn," sagde Mette Aagaard Larsen.
Hun spredte dog også optimisme i talen, hvor hun pegede på Velfærdsalliance-dk som noget af det vigtigste, der er sket i dansk fagbevægelse i mange år:
"Det kommunale oprør er startet og bliver større dag for dag. Det er mange år siden, jeg har set så massivt og folkeligt et oprør, der spreder sig over hele landet. Tak til LFS, som i den grad er gået forrest," sagde Mette Aagaard Larsen.
Kira Angelbo fra PLS brugte også sin tale til at udtrykke optimisme:
"Der har været alt for mange 1. maj taler med tomme ord, som er glemt dagen efter. I år står vi i en situation, hvor fagbevægelsen er samlet omkring oprøret mod omprioriteringsbidraget. Velfærdsalliance-dk samler både fagbevægelse, uddannelsesorganisationer og alle andre, der vil noget med vores velfærdssamfund," sagde Kira Angebo.
Ferieregler i korte træk
- I perioden 1. maj - 30. september har du krav på tre ugers sammenhængende ferie. Det kaldes hovedferien. Hvis din leder pålægger dig, hvornår de tre uger skal holdes, skal det varsles senest tre måneder, før ferien starter.
- Restferie er den ferie, du har ud over de tre sammenhængende uger. Hvis din leder pålægger, hvornår de uger skal afholdes, skal det varsles senest en måned før.
- Holder du kun fire ugers ferie, og vil du overføre en ferieuge til næste ferieår, skal du have en skriftlig aftale med din leder om det senest den 30. september efter ferieårets udløb.
- Har du ikke optjent ferie med løn, kan din arbejdsgiver som udgangspunkt ikke pålægge, at du skal holde ferie.
- For kommunalt og regionalt ansatte er det Ferieaftalen, der gælder.
- På det private område kan det være aftalt, at Ferieaftalen gælder. Og ellers har privatansatte ifølge Ferieloven fem ferieuger. Derudover har mange 5 feriefridage.
Der var engang …
Mange af dagplejernes mænd på Frederiksberg er selvstændige erhvervsdrivende. Det, mener Elin Andersen, er den væsentligste årsag til, at kun 60 ud af 110 dagplejere er organiseret.
”Jeg tror, at det skyldes, at mange af dagplejernes mænd på Frederiksberg er selvstændige, som ikke vil have, at deres koner er fagligt aktive. Mændenes stillinger forhindrer dem simpelthen i at melde sig ind i LFS, siger dagplejer Elin Andersen, der er medlem af bestyrelsen for den faglige klub og formand for kreds 7, det vil sige Frederiksberg og alle omegnskommunerne til København.” Fra LFS Nyt nr. 2 1986
Generation fejlfri
Hvordan er det at være ung i dag? Hvordan har de det? Hvilke erfaringer har de med det modsatte køn? Hvad laver de i fritiden, og hvilke veje går de efter folkeskolen? SFI har i en stor forløbsundersøgelse fulgt 6.000 danske børn, der blev født i 1995. De var 18 år, da der sidst blev samlet data ind - og i en stor ny rapport, bliver de 18-åriges liv kortlagt i et omfangsrigt billede af unge i Danmark. Rapporten præsenteres på konferencen ’Unge i Danmark - 18 år og hvad så?’, som finder sted i DGI-Byen i København onsdag den 22. juni 2016. Tilmelding på sfi.dk
Målstyring dumper
Målstyring, resultatbaseret styring, New Public Management… kært barn har mange navne. Uanset navnet er der meget, der tyder på, at fænomenet har kostet væsentligt mere, end det har givet inden for det offentlige. Analyseinstituttet KORA har gennemgået 60 forskellige videnskabelige studier om effekterne. Gennemgangen viser, at resultatbaseret styring, som bruges uden behørig omtanke, nemt resulterer i målingsiver, målfiksering og tunnelsyn.
Studierne viser også, at det er de svageste grupper, der bliver de mest sårbare, hvis det faglige skøn erstattes af tjeklister. Svage grupper er ofte ikke de ”letteste” at løfte i forhold til læringsudbytte, beskæftigelse og nytte af en social indsats. Der er en risiko for, at disse grupper bliver klemt i forhold til de borgere, som har flere ressourcer og hvor resultatet af en indsats hurtigere bliver synligt. Hele rapporten kan læses på kora.dk
Ansættelsestop
Ansættelsesstoppet i Børne og ungdomsforvaltningen i København blev ophævet den 27. april. Det vil sige, at der hverken er ansættelsesstop for det pædagogiske personale på 6-18 års området eller på lederstillingerne.
Skat
Skatten på arbejde er faldet markant i Danmark i løbet af 15 år, og den gennemsnitlige skat på arbejdsindkomst ligger nu lavere i Danmark end for gennemsnittet af EU-lande både for en lavtlønnet, en gennemsnitslønnet og en højtlønnet. Det skriver Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af OECD-rapporten ”Taxing Wages 2016”, hvor man kan sammenligne den samlede skat på arbejde mellem lande.
Sjældent
30 - 50.000 danskere lever med et sjældent handicap eller en sjælden sygdom. Socialstyrelsen arrangerer fællesnordisk konference 19.-20. september for fagfolk, der arbejder med målgruppen. Læs mere på socialstyrelsen.dk
Københavnere
Antallet af borgere i København stiger fortsat. Prognoserne viser, at folketallet vil stige fra 591.485 til 602.788 i løbet af 2016. Der vil altså komme 11.300 flere borgere. Væksten forventes at fortsætte, så der i 2031 er 715.000 københavnere.
20
Familier med et barn med handicap har ofte fast arbejde med at koordinere indsatsen mellem de mange fagpersoner, som er en del af deres hverdag. Elsass Fonden har opgjort, at familier med børn med cerebral parese, tidligere kendt som spastisk lammelse, i snit har kontakt med 20 fagpersoner i løbet af et kvartal. Læs mere på kora.dk