Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Degnestavnen vil have de voksne ind på legepladsen
Det nye udendørs fitnessudstyr på Degnestavnens Legeplads i nordvest er i voksenstørrelse. Det er helt bevidst. Formålet er både at skabe sundhed for beboerne i området og at gøre legepladsen til et trygt sted at være - også når pædagogerne har fri.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
Der var fest på Degnestavnens Legeplads i slutningen af april, da de nye udendørs fitness-redskaber blev indviet. Der var dans og bevægelsesaktiviteter for børnene. Københavns Brandvæsen kiggede forbi og underviste i førstehjælp, den lokale bikerklub præsenterede en række af funklende motorcykler, og borgmesteren var på officielt visit.
Baggrunden for festen, som var sponsoreret af Bispebjerg Lokaludvalg, er dog knap så lystig, fortæller Jan Meraj, pædagogisk leder på legepladsen:
”Vores bydel er en af de mest usunde i København. En stor del af borgerne på Bispebjerg har en usund livsstil. En tredjedel af de børn fra nordvest, der starter i børnehaveklassen, er ikke alderssvarende motorisk. Vi håber på at kunne gøre legepladsen til et sted, hvor både børn og voksne udfolder sig fysisk,” siger Jan Meraj.
Indvielsesfesten bød derfor også på mulighed for at få målt blodtryk og at få viden om helbred, motion og kost.
”Formålet var at trække sundhedstilbuddet ud i lokalområdet og gøre det tilgængeligt og nærværende for borgerne. Vi fik på den måde også mulighed for at komme i dialog med områdets voksne borgere og udbrede viden om Degnestavnens faciliteter,” siger Jan Meraj.
Det handler om at være tryg
Udvidelsen af legepladsens faciliteter har også et andet formål. Fitnessområdet må meget gerne få flere forældre og voksne i det hele taget til at komme på legepladsen - især når det pædagogiske personale holder fri.
”Degnestavnen bliver brugt af en blandet gruppe børn fra blandt andet privatskolerne og klubløse børn fra de nærliggende folkeskoler. Vi hører til i et område med mange problematikker, og tonen kan være rå. Så vi vil gerne have de voksne ind blandt børnene på legepladsen, så det kan være et trygt sted at komme og lege og bevæge sig,” siger Jan Meraj, som mener, at legepladsen har en vigtig rolle i forhold til de mange børn i området, som hverken går i SFO eller klub.
”Vi ser det som en vigtig del af vores opgave at styrke fællesskabet og dialogen mellem børnene. Alle børn har brug for at lære og træne sociale færdigheder. Det giver vi mulighed for ved at skabe projekter, som målretter denne læring,” siger Jan Meraj.
Behov for gode voksenrelationer
Degnestavnen har som bemandet legeplads kun sparsomme personaleressourcer. Derfor arbejder legepladsen tæt sammen med andre aktører.
”Vi arbejder med social innovation. Det er et fint ord for, at vi som legeplads med begrænsede ressourcer, prøver at skabe samarbejder omkring relevante projekter, som kan være med til at højne trivslen i området generelt. Vi tror på, at jo flere meningsfulde og trygge kontakter, børnene får til voksne, der vil dem noget godt, jo større chance er der for, at de træffer nogle gode valg i deres liv,” siger Jan Meraj.
Et nyt skud på stammen af projekter er BørneBasketFonden, der nu starter basketklub op med legepladsen som base. Fonden har gode erfaringer med et lignende projekt i Værebroparken, hvor det er lykkedes at samle 20-25 børn, der har committet sig til at spille basket. Konceptet er, at børnene betaler et symbolsk beløb i kontingent, mens Fonden skaffer de resterende penge til blandt andet trænerlønninger midler via fondssøgning.
Der er fast samarbejde med organisationen Street Society, som arrangerer street-sports aktiviteter som fx gadefodbold for børn og unge fra de mest belastede boligområder, og i sommerferien afholder Degnestavnens Legeplads FerieCamp i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen og biblioteket på Rentemestervej.
FAKTA:
Samarbejde:Degnestavens Legeplads arbejder blandt andet sammen med:
Tagensbro Skole, Street Society, fsb’s boligsociale indsats, Forebyggelsescenter Nørrebro, Kultur Nord, BørneBasketFonden, Beboerprojekt Bispebjerg, Beboerprojekt PULS, Klub Bispebjerg, Idrætsprojektet, Hulgårdslegeplads, Sokkelundlille og Grøndals Multicenter.