Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Uddannelsesdirektør på UCC:
Feedback skal være en grundsten
For få undervisningstimer og for lidt feedback. Pædagogstuderende landet over har gennem de seneste år klaget over for dårlig undervisningskvalitet. Lisbeth Harsvik, uddannelsesdirektør på UCC, lover meget mere dialog med de studerende.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
Pædagoguddannelsen har tårnhøjt indtag, og de nye studerende i København har fået splinternye rammer på Campus Carlsberg. Men de nye studerende møder også op efter en sommer med negative avisskriverier om uddannelsen. En række pædagogstuderende fortalte i juli i Politiken om, hvordan de havde eksperimenteret med deres opgave-afleveringer for at tjekke, om de blev læst. De oplevede i den forbindelse, at underviserne ikke opdagede, at opgaverne var blanke eller spækket med Batmancitater.
Uddannelsesdirektør Lisbeth Harsvik fra UCC kan ikke genkende billedet af, at opgaver ikke bliver læst.
”Hvis det er forekommet, er det ikke godt nok, og jeg har tænkt mig at følge op på det. Feedback er en grundsten i uddannelsen, og vi vægter det meget højt. Alle undervisere på UCC har fokuseret på feedback gennem det seneste år, og hele lærerkollegiet har netop op til studiestart været til lærerdage om feedback,” siger Lisbeth Harsvik, som pointerer, at den negative medieomtale har givet anledning til refleksion:
”Det står mig klart, at vi skal meget mere i dialog med vores studerende,” siger Lisbeth Harsvik.
Time eller forelæsning
En del af kritikken fra de studerende har handlet om det beskedne timetal på uddannelsen, hvilket efter Lisbeth Harsviks mening understreger behovet for dialog.
”Det er lidt pokkers med de der timer. Pædagoguddannelsen er kronisk underfinansieret fra statens side, så vi må prioritere benhårdt. Vi kan sagtens give de studerende 20 skematimer om ugen, hvis vi tilrettelægger undervisningen som forelæsninger. Vi har i stedet valgt den vej, der hedder færre timer på mindre hold, hvor der er mulighed for tæt kontakt til underviseren. Vi forsøger at arbejde med det brede undervisningsbegreb, hvor der skal være en rød tråd mellem holdtimerne, gruppearbejdet og den studerendes selvstændige arbejde. Det er klart en mulighed med flere forelæsninger. Men det er vigtigt, at vi udvikler gode didaktiske rammer,” siger Lisbeth Harsvik.