Samfundet skabes af de ord, vi bruger

Lyt efter nye begreber i det danske sprog som Dovne-Robert, Fattig- Carina, golfpenge og fjumreår. De er nemlig symptomer på generelle værdiskred i samfundet.

Tekst: Tine Sejbæk

”Dem, der lever på passiv forsørgelse”. Smag på ordene. Har du lyst til, at det var dig, der blev talt om her? Mærker du harme over dem, der bare fuldkommen ”passivt” driver den af på vores andres regning? Eller hvad med udtryk som ”Der skal være en gevinst ved at arbejde”, som bliver gentaget igen og igen, når der skæres i overførselsindkomster, og når enlige forældre mister boligsikringen? Uden at det bliver overvejet, om man i stedet kunne sætte lønnen op for de lavtlønnede.

Bettina Post, samfundsdebattør og tidligere formand for Socialrådgiverne, mener, at der har sneget sig flere nedsættende vendinger om den såkaldt uproduktive del af befolkningen ind i medierne og i daglig tale. Ord, der tit bliver brugt til at legitimere nedskæringer og fremme en bestemt politisk dagsorden

”Det har en kæmpe betydning, hvilke ord man bruger, i forhold til den værdi man giver ting. Da jeg var ung, tog mange fx noget, man kaldte et ”sabbatår”. Det blev anset for positivt at få noget livserfaring og opleve andet end en skolebænk. I dag hedder det et ”fjumreår”. Underforstået er, at det er et år, hvor man spilder tiden frem for at få uddannelsen i hus og blive en produktiv skatteborger. Sådan et skift er fx en markant ændring i synet på, hvad man skal bruge sin tilværelse til. Hvad vi er her for. Det hele handler om at få en uddannelse for at blive gode, produktive skatteborgere og dermed være ”til gavn for samfundet,” siger Bettina Post.

Kun ét fællesskab tæller

Bettina Post har også bidt mærke i, at vi taler om de ”svage” eller ”de svageste” i samfundet. Og det sætter mange billeder i gang, der egentlig er malplacerede.

”Man er svag, når man har feber og er svækket. Det er de færreste socialt udsatte, der er svage. Det liv, de lever, kræver stor robusthed, som de færreste af os andre kunne klare i ret lang tid,” siger Bettina Post.

Hun nævner også ”at være sat uden for fællesskabet”, som en hyppigt brugt betegnelse.

”Det er, som om der kun findes ét eneste fællesskab, nemlig arbejdsfællesskabet. Man ser helt bort fra, at der også findes foreningsfællesskabet, familiefællesskabet, nabofællesskaberne, de frivilliges fællesskaber etc. Men man skal være medlem af arbejdsfællesskabet for at være noget. Og det skift er blevet trukket skarpere op i de senere år”, mener hun.

En anden ting, hun har bemærket, er, at det midt i 00´erne blev tilladt at kalde folk tabere. Fx udkom i 2005 bogen ”Taberfabrikken”, skrevet af nuværende MF for Liberal Alliance, Ole Birk Olesen.

”Da jeg blev uddannet socialrådgiver, talte man ikke sådan om sine medmennesker. Men det er blevet accepteret med et sprogbrug, der legitimerer tidens underliggende budskab: ”Man er selv ude om det og må tage sig sammen.”

Golfpenge og cafépenge

Det er flere forklaringer på, hvordan det er kommet hertil. Bettina Post mener, at det liberale Danmark og institutioner som Tænketanken CEPOS har et stort ansvar for, hvordan vi taler om bestemte grupper af medborgere. Mange vendinger starter hos politikere og deres rådgivere, men journalister har et mindst lige så stort ansvar. De opfinder termer som fx ”Fattig Carina”, eller de fortsætter, nogle gange ukritisk, med at bruge de vendinger, politikerne opfinder. Et eksempel kunne være at kalde efterlønnen for golfpenge.

”Det er en indirekte måde at sige på: ”Vi kan ikke gå og forsørge dem, der bare hygger sig. Lige som ordet cafépenge (SU for hjemmeboende) indikerer: ”Der kan da ikke findes nogen unge i dette kongerige, der ikke bare lige så godt kunne blive forsørget fuldt af far og mor”. Men mange unge er dybt afhængige af at få lidt penge til bøger og transport, og nogle familier har brug for, at de unge betaler for at bo hjemme”, siger Bettina Post.

Værdiskred

Hun mener, at vi ikke til hverdag er opmærksomme på, at der sker et skift i den måde, vi taler om vores medmennesker på. Hun forklarer, at socialområdet førhen handlede om at sikre en fornuftig livskvalitet for alle. Serviceloven betød, at det offentlige havde mulighed for at kompensere for det tab af livskvalitet, det medfører at være født på livets skyggeside. Men nu er det ikke længere moderne. I dag har Serviceloven fået fokus på, at folk skal tage sig sammen og blive selvforsørgende for enhver pris.

”Før i tiden var der fokus på at sikre alle livskvalitet i den tid, de var her på jorden. Nu er fokus på at sørge for, at alle arbejder så meget, de kan, mens de er på jorden”, forklarer Bettina Post, som mener, at værdiskredet har bevæget sig helt ind i de faglige organisationer:
”Fagforeningerne tør ikke længere tale højt om, at det er vigtigt at støtte, at folk har en værdig tilværelse, fx når de har et handicap. Den diskussion er stort set forsvundet”, fortæller hun.

”Tidens samfund handler først og fremmest om at få blå tal på bundlinjen, at økonomien kører, og så først i tredje omgang: Hvad kan vi egentlig hjælpe med, når nogen har brug for omsorg?”, siger hun.

Sprog bestemmer værdi

Sociolog og lektor ved RUC på Institut for Samfund og Globalisering, Rasmus Willig, er enig i, at der er kommet flere ladede udtryk om mennesker, der befinder sig nederst på samfunds-stigen.

Han synes også, det er interessant, hvordan vi omtaler de såkaldt privilegerede. De ses som interessante, mens arbejdsløse er uinteressante. De første ses som ”samfundsnassere”, mens dem med høj status er ”samfundsbidragere”.

Det kan så undre Rasmus Willig, hvor meget en såkaldt ”samfundsnasser” skal yde for at opretholde sin kontanthjælp i forhold til, hvor lidt der sker, når en såkaldt ”samfundsbidrager” snyder i skat. Han oplever ikke, at reaktionen er så voldsom, som hvis ”samfundsnasseren” gør noget forkert.

”Det viser, hvordan sproget er med til at afgøre, hvad der har anerkendelse og status. Vi tillægger stadig de privilegerede, de rigeste en procent så meget værdi, at ramaskriget ved skattely ikke er så stort, som når ”Dovne Robert” vægrer sig ved at arbejde, selv om beløbene er langt større,” forklarer han og tilføjer:

”Man har reduceret medarbejderne i SKAT med flere tusinde, samtidig med at skatteunddragelse stiger, og antallet i skattely stiger. Det er lige før, det ligner en politisk bevidst handling,” siger Rasmus Willig.

Stigmatisering

Rasmus Willig henviser til sociologen Howard Becker, der har undersøgt, hvad der producerer stigmatisering af bestemte grupper. Becker konkluderer, at det aldrig er gruppen selv, der producerer stigmatiserende handlinger. Det er andre, der gør dem stigmatiserede. Fx via vendinger som ”dem, der lever på passiv forsørgelse”.

Et andet eksempel er Socialdemokratiets massive kampagne på de københavnske S-togs stationer i foråret 2015, hvor et billede af Helle Thorning var ledsaget af teksten ”Når du kommer til Danmark, skal du arbejde”. Underforstået: De fremmede pønser kun på at komme hertil og drive den af på vores regning.

”Thornings indgangsreplik bliver her en implicit form for stigmatisering, en forudindtagethed om, at mange udlændinge nok ikke vil eller ikke kan arbejde. Eller ikke forventer at skulle arbejde. Det er typisk sådan, stigmatisering bliver til”, siger han.

Hetz mod de syge

Rasmus Willig mener, at vi i de senere år har set en hetz mod sygemeldte i forhold til at sende dem i arbejdsprøvning, hvor flere nærmest dør, end der kommer i arbejde.

”Her ser vi konsekvenserne af stigmatiseringen via sproget. At den bliver til en grim virkelighed”, siger han.

De nederste i samfundet er i dag de ikke-produktive.

”Og al aktivering går ud på at gøre dem produktive på trods af, at mange ikke kan bidrage. Og det er her, kæden hopper af, og hvor sproget er med til at legitimere, at vi har lov til hele tiden at behandle dem dårligere; ja, nærmest amoralsk, sådan som det fx er tilfældet med syge danskere i senge-praktik”, siger han.

Må tale det midt imod

Men hvad kan vi så gøre, hvis vi ikke kan lide den måde, sproget har udviklet sig på?

Bettina Post mener, det er godt at være meget bevidst om, hvordan vi selv formulerer os, og at forholde os aktivt til den nedsættende sprogbrug ved at tale det midt i mod. Og gå imod misvisende termer, fx når vi igen og igen hører om ”de 800.000 danskere på offentlig forsørgelse”.

”Man er nødt til at gide gå lidt ned under overfladen og se, hvad der egentlig ligger bag de tal”, siger hun og fortsætter:

”Og når medierne omtaler voldtægt, kan det nogle gange lyde sådan her: ”Syv mænd havde på skift sex med en ung kvinde”. Men under en voldtægt har man altså ikke ”sex med nogen” – der er tale om voldtægt!!”

”Vi er nødt til at sige det højt, når sproget forvrænger eller bliver nedsættende. Vi har alle adgang til de sociale medier og kan give vores mening til kende. Sproget bliver brugt til at understøtte en bestemt dagsorden. Det samfund, man vil have, det sprog understøtter man”, siger hun.

Ord om ”de uproduktive”

• Dem, der er på passiv forsørgelse = Man mærker her harmen over dem, der bare “passivt” sidder på sofaen, mens vi andre knokler.

• Der skal være en gevinst ved at arbejde = brugt til at legitimere at skære folks ydelser ned til under eksistensminimum og gøre titusinder af børn fattige.

• Reform = engang var en reform en forbedring - nu bruges det om nedskæringer.

• Cafépenge = det populære udtryk for SU til hjemmeboende over 18 - i mange familier er pengene nødvendige for, at den unge kan købe bøger, transport, have en computer og studere.

• Fjumreår = tidligere sabbatår, hvor vigtig læring og livserfaring blev høstet, nu spild af tid.

• Golfpenge = folk på efterløn, der åbenbart aldrig er for nedslidte til at hygge sig med lidt golf.

• Ældrebyrden = når folk har arbejdet en helt liv, er de en byrde.

• Dovne Robert = på basis af én persons medvirken i pressen er en hel gruppe mennesker blevet stemplet som ugidelige og uden vilje til tilpasning.

• Alle skal have mulighed for at bidrage til fællesskabet = en smuk tanke, men vendingen bruges ofte, når man skal forklare, hvorfor folk først kan få førtidspension, når de er tæt på at gå i graven. Og kun ét fælleskab tæller: Arbejdsfællesskabet. At folk måske yder en uerstattelig indsats i lokalområdet eller for deres familier og børn er helt uinteressant.

• “Migrantkrise” eller "flygtningekrise" - det lyder som en krise i sig selv, at nogen gerne vil til vores land/Europa. Men det bliver ikke fortalt, at mange flygter fra bomber, vi selv har været med til at smide. Lige som det ikke så tit bliver uddybet, hvad de mennesker bidrager med (de fire højst placerede medvirkende i årets X-Factor var fx ikke af dansk oprindelse).

• Socialdemokraterne kampagne med annoncer på S-togs stationerne, hvor der stod “Når du kommer til Danmark, skal du arbejde” = underforstået: disse mennesker pønser kun på at få foden inden for og siden drive den af - på “passiv forsørgelse".

• ”De 800.000 på offentlig forsørgelse” = en ofte gentagen vending, som ikke tager højde for, at mange er på barsel; syge, men i arbejde, eller i flexjob. Plus dem, der permanent har forladt arbejdsmarkedet for at gå på efterløn, som faktisk var en ordning, der skulle lokke de ældste til at give plads til de unge. Der sidder således ikke 800.000 jobparate rundt omkring, der blot ikke kan tage sig sammen til at komme i gang.

• Skattely = det lyder nærmest positivt, når mennesker med høje indtægter vælger at sende deres penge til fx Panama. Ly er noget, man søger for regn, blæst og andet ubehag.

• Skatteflygtninge = når dét at bidrage til fællesskabet er så ondt, at man må flygte fra det.

• 12-tals piger = Når piger klarer sig godt i uddannelsessystemet fremstilles de tit som blegsottige, anorektiske og lidt sygelige over-slidere. 12 –tals drenge? De har det sikkert sjovt, og når de får 12, er det vel bare fordi, de er dygtige.