Leder

Budget 2017: Konsekvenser af Nødvendighedens politik

Af: Britt Petersen, formand LFS og Jan Hoby, næstformand LFS

Den 15. september var der demonstrationer og markeringer i 41 af landets 98 kommuner. To dage før indgik samtlige partier i Københavns Kommune budgetforlig for 2017.

Budgetforliget i Københavns Kommune viser, hvorfor ingen kommune, ingen region, ingen politikere, ingen faggruppe og ingen borger- og forældregruppe kan vinde kampen mod velfærdsnedskæringer alene. Vi kan kun vinde, hvis vi kæmper sammen.

Det store dyr i åbenbaringen er budgetloven, som er ment til at disciplinere kommunernes økonomi. Budgetloven betyder, at penge til stigende demografi, velfærdsbehov, lovbundne udgifter og personale ikke må stige i takt med det faktiske behov. Så det er kun ved at få afskaffet budgetloven, at vi kan genoprette velfærden i landets kommuner og regioner.

Det bedste, man kan sige om budgetforliget i Københavns kommune er, at det er ren og skær nødværge og et utilstrækkeligt forsøg på at få for få penge til at række længst muligt ved at fodre hunden med sin egen hale og andres haler.

Byens børn fik 30 millioner til bedre normeringer i 55 udvalgte institutioner. Det lyder af meget. Men det svarer kun til otte procent af det, som byens børn har mistet hvert år i de seneste otte år. Byens børn har nemlig mistet 3,4 milliarder fra 2007 til 2015. Det betyder, at en daginstitution med 60 børn har mistet 700.000 kroner på otte år. Det svarer til to ansatte.

De psykiatriske botilbud har i alt for længe været på dagsordenen, uden at der reelt er sket ret mange ændringer. Med budgetforliget i København er det lykkedes at få alle partier til at vedkende sig, at sikkerhed for personale og for de psykisk syge er et fælles anliggende.

Det betyder, at der er afsat penge til at håndtere flytning af 12 farlige borgere fra Lindegården til alternative botilbud og til at håndtere 23 øvrige farlige borgere fra deres nuværende botilbud til alternative botilbud. Det betyder også, at politikerne er blevet enige om at tænke socialforvaltningens målgrupper ind i udviklingen af både eksisterende og nye boligområder, og så betyder det, at også de funktionsprogrammer, der ellers er lavet for bygninger, der anvendes til behandlingstilbud, bo – og plejetilbud i både sundheds- og socialforvaltningen, skal revideres frem til budget 2018, så bygningerne kan blive sikkerhedsmæssigt forsvarlige.

Men uanset hvordan politikerne i Københavns Kommune forsøger at male budgetforliget rødt eller blåt, så betyder regeringens budgetlov, at der fra første januar 2017 bliver færre penge til velfærd i Københavns Kommune. Der bliver i det hele taget ikke tale om genopretning i nogen af landets kommuner eller regioner. Formanden for KL, Martin Damm, sagde klogt, før velfærdsalliancen fik afskaffet det forhadte omprioriteringsbidrag:

"Alene den måde, man har italesat disse forhandlinger på ved at sige, at kommunerne kan få nogle af pengene igen. Det er jo ren fup og fidus. For lad os tænke den tanke, at kommunerne får hele omprioriteringsbidraget tilbage. Så har vi ingenting fået. Det svarer til ren nulvækst. Det hørte jeg ingen partier tale om op til folketingsvalget sidste år. Man har været dygtige til at sætte en præmis om, at vi skal være glade, hvis vi kun får hugget en arm af, for vi kunne have fået hugget to arme af."

En genopretning af den kommunale og regionale velfærd til niveauet fra tiden før finanskrisen i 2008 vil kræve et trecifret milliardbeløb. Det vil kræve en grundlæggende anden økonomisk politik i dette land. Men først og fremmest vil det kræve en folkebevægelse for velfærd at sikre det.