Vi skal beskytte børn mod at blive krænkere

Børn, der krænker andre børn seksuelt, er sårbare børn. Og der har typisk været advarselssignaler, før det første overgreb sker. De signaler skal tages alvorligt, siger psykolog med speciale i børn med seksuelt bekymrende adfærd.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

Jimmy, som er 13 år, bor på en døgninstitution. Det gør han først og fremmest, fordi hans mor har problemer med alkohol og ikke kan have ham boende hjemme. Men Jimmy lider også af ADHD og indlæringsvanskeligheder og har svært ved at finde ud af det med sociale spilleregler. Jimmy er på det seneste blevet optaget af porno, som han finder via mobiltelefonen. Han får lyst til at prøve noget af det, han ser. Så han får en af de yngre drenge på institutionen til at slikke på hans tissemand ved at true med, at han ellers vil slå ham. Jimmy kan godt lide fornemmelsen – og han opdager, at han også kan lide fornemmelsen af, at den yngre dreng er så bange for ham, at han kan få ham til hvad som helst. Jimmy har nemlig selv været den lille i mange år, dengang han boede hjemme, og morens skiftende kærester tævede både hende og Jimmy.

De vil helst være gode børn

Jimmy er opfundet til denne artikel. Men han kunne være en af de drenge, som psykolog Tove Weis møder i sit arbejde på JanusCentret, hvor man arbejder med børn, som krænker andre børn seksuelt.

”Det er sårbare børn, der allerhelst vil være gode børn - lige som alle andre. De er ikke krænkere, men børn der kommer til at krænke, fordi de har brug for hjælp. Når det i et efterfølgende behandlingsforløb går op for en dreng som Jimmy, hvad han har gjort mod den lille dreng, og hvilke konsekvenser det har haft, vil han typisk blive ulykkelig og ønske, at det ikke var sket. Men i situationen har han ikke redskaberne til at forstå, hvor forkert det er,” siger Tove Weis.

Der er sjældent kun én årsag til, at børn udvikler seksuelt bekymrende adfærd.

”Der er ingen sager, der er ens. Men der vil næsten altid være et sammensurium af belastninger hos det enkelte barn,” siger Tove Weis.

Sårbarhedsfaktorerne

Der er en række kendte sårbarhedsfaktorer. Der er fx større risiko for at komme til at krænke, hvis man er udviklingshæmmet eller meget dårligt begavet. Det kan betyde, at man ikke forstår sociale koder. Det kan også betyde, at man har svært ved at gennemskue, hvad der sker med ens egen krop, når puberteten begynder, og man mærker seksuel lyst. Der er dertil større risiko for at komme til at krænke, hvis man lider af autisme eller ADHD og derfor har vanskeligheder med at gennemskue sociale spilleregler eller ved at styre sine impulser.

Men de vigtigste sårbarhedsfaktorer handler om det følelsesmæssige miljø, som barnet er vokset op i. Der er langt større risiko for at udvikle krænkende adfærd, hvis man har været udsat for omsorgssvigt, og hvis man er vokset op i en familie, hvor vold, tvang og trusler har været en del af dagligdagen. Og så er det en selvstændig risikofaktor, hvis man selv er blevet krænket seksuelt.

”Der er masser af børn med ADHD og autisme, som aldrig er i nærheden af at krænke nogen. Der er også masser af børn med tilknytningsforstyrrelser og andre senfølger efter omsorgssvigt og overgreb, som ikke krænker. Men det er risikofaktorer, som man ikke kan ignorere,” siger Tove Weis.

Skadeligt at krænke

Det kan være traumatisk at blive krænket seksuelt af et andet barn. Men det er også skadeligt at være den, der kommer til at krænke. Derfor skal vi som professionelle gøre os umage med at opdage børnene og skaffe hjælp, før det første overgreb sker, mener Tove Weis.

Forskningen viser nemlig, at der i de fleste tilfælde er forvarsler i form af seksuelt bekymrende adfærd.

”Det er vigtigt, at vi tager det alvorligt, hvis vi får at vide, at der er et barn i klassen eller i gruppen, som generer de andre med den her slags lege – som tvinger eller presser. Vi skal også forholde os til det, hvis vi oplever, at et barn bliver fikseret på sex og porno i en anden grad end de jævnaldrende,” siger Tove Weis.

Må man tale med børn om sex

Jamen, hvad gør man så som pædagog, hvis man synes, at et barn bliver overinteresseret i sex – men at det ikke er så markant, at man kan forsvare at henvise barnet til udredning eller specialisthjælp?

Ifølge Tove Weis gør man fuldstændig det samme, som man ville gøre, hvis man blev bekymret over andre aspekter af barnets adfærd:

”Man må gerne tale med børn om seksualitet. Har man ansvaret for en dreng, som fx begynder at se meget porno, skal man snakke med ham om, hvad porno er for noget – og om hvad det gør ved ham. Det er en rigtig god idé, hvis samtalen kan tages af en medarbejder med samme køn – og nogle anbringelsessteder har gode erfaringer med at tage gruppesnakke med drengene sammen med en mandlig pædagog.”

Grænser og dominans

Tove Weis mener også, at man skal tale med børnene om grænser for adfærd.

”Børn med vanskeligheder, det være sig psykosociale eller neuropsykiatriske som ADHD eller autisme, kan have brug for, at man meget firkantet italesætter, hvad man må og ikke må over for andre mennesker. Og oplever man, at et barn er blevet seksuelt interesseret, er det vigtigt, at man tager snakken om, hvad sex er, og hvor grænserne er,” siger Tove Weis

Seksuelle krænkelser børn imellem handler ofte om kontrol og manglende sociale kompetencer, og det er et andet aspekt i den forebyggende indsats.

”Børn med seksuelt bekymrende adfærd skal guides socialt. Ofte ved de ikke, at der en mellemvej mellem enten at dominere eller at underkaste sig, og de mangler redskaberne til at begå sig i en gensidig relation med andre børn og unge. Det forstærker risikoen for, at de kommer til at krænke, for social isolation er en stor risikofaktor. Så social guidning er en meget stor del af den forebyggende indsats,” siger Tove Weis.

Beskyttes mod sig selv

Det kan som pædagog være ubehageligt at lave forbud og regler for anbragte børn, som man aldrig ville lave for andre børn. Det kan eksempelvis være regler om, at døre til værelser altid skal være åbne, det kan være forbud mod at bade sammen eller mod at putte sammen under dyner eller tæpper foran fjernsynet.

Men Tove Weis mener, at struktur og regler kan give tryghed og forudsigelighed for disse børn.

”Børn er ikke anbragt uden for hjemmet i dagens Danmark, medmindre de har store vanskeligheder. De har ikke nødvendigvis de samme bremseklodser som andre børn, og når det går galt, bliver de meget ulykkelige. Så vi skal som fagpersoner beskytte dem mod at komme i disse situationer. Det er ikke synd at regulere børnene. Det er snarere synd at lade være, for så er de overladt til sig selv. Så vi skal som fagpersoner beskytte dem mod sig selv.”

Fakta:

Det er ikke kun anbragte børn, der krænker

Der har gennem en årrække været stigende fokus på børn, der krænker andre børn. Derfor er de fleste anbringelsessteder bevidste om risikoen. Men Tove Weis og de øvrige psykologer på JanusCentret oplever til gengæld, at der kan gå for lang tid, før almindelige skoler reagerer på børn med bekymrende adfærd.

”Overgreb foregår også i skolegården og mellem børn, der hverken er anbragt uden for hjemmet eller går i specialtilbud. Faktisk viser vores statistikker, at op mod en fjerdel af de overgreb, vi har registeret, er foregået på skolens område. Og en stor andel af ofrene er skolekammerater. Så det er vigtigt, at man også på almenområdet slipper berøringsangsten og reagerer forebyggende. Det er eksempelvis en rigtig god idé at have en seksualpolitik, så man har klare retningslinjer for, hvad der skal ske, hvis der opstår bekymring,” siger Tove Weis.

Hvilke børn begår overgreb

Der er sjældent én enkelt grund til, at et barn udvikler seksuelt bekymrende adfærd og eventuelt krænker et andet barn seksuelt. Der vil ofte være tale om en kombination af belastninger. Men der er en række kendte sårbarhedsfaktorer:

Offer for seksuelle overgreb. Cirka en tredjedel af de børn, der i Danmark henvises til udredning for seksuelt bekymrende/grænseoverskridende adfærd, har selv været udsat for overgreb. Når der er tale om piger, er procentdelen langt højere. Det store flertal af piger, som krænker andre børn seksuelt, har selv været udsat for overgreb.

Offer for eller tilskuer til vold. Børn, der er vokset op i et hjem, hvor der er vold mellem de voksne, er overrepræsenterede i gruppen af børn med seksuelt bekymrende/grænseoverskridende adfærd.

Omsorgssvigt. Børn, der har været udsat for fysisk og/eller psykisk omsorgssvigt, er overrepræsenterede i gruppen af børn med seksuelt bekymrende/grænseoverskridende adfærd.

Psykiatri og handicap. Børn med neuropsykiatriske diagnoser som autisme og ADHD samt børn med begavelseshandicap er overrepræsenterede i gruppen af børn med seksuelt bekymrende/grænseoverskridende adfærd.

Meget tyder dertil på, at porno kan inspirere et i forvejen sårbart barn til at begå seksuelle grænseoverskridelser.

Grund til bekymring:

Børn 2-5 år:

• Udviser overdreven interesse for eller optagethed af seksuelle aktiviteter eller udviser seksuel adfærd, som adskiller sig fra andre børns naturlige nysgerrighed.
• Udviser ikke alderssvarende viden om seksualitet, fx påfaldende fremmelig eller voksen viden om seksualitet.
• Leger seksuelle lege, som medfører beklagelser fra andre børn.
• Indgår i seksuelle aktiviteter, hvor der er tydelig forskel i alder, modenhed og intellekt mellem de børn, som indgår.
• Er tydeligt seksuelt indladende/opfordrende over for voksne.

Børn 6-10 år:

• Udviser seksuelt grænseoverskridende adfærd frem for andre mere alderssvarende aktiviteter og lege.
• Bestikker og truer andre børn til at deltage i seksuelle aktiviteter.
• Slikker på andre børns kønsorganer eller opfordrer andre børn til at gøre det på sig.
• Er fikseret på sex og primus motor i seksuelle lege og taler om emnet konstant.
• Er tydeligt seksuelt indladende over for voksne eller andre børn.
• Den seksuelle aktivitet dæmpes ikke trods kraftig irettesættelse eller tilrettevisning fra voksne.

Børn 11-14 år:

• Bestikker, truer eller tvinger andre børn til at deltage i seksuelle aktiviteter.
• Leger seksuelle lege, som er forbundet med angst, skyld og skam.
• Har et overdrevent forbrug af porno.
• Viser eller offentliggør foto eller film med seksuelt indhold på mobilen eller nettet.
• Virker fikseret på sex – ud over det for alderen forventelige for førpubertetsbørn.

Behov for akut handling:

Børn 2-5 år:

• Tvinger ting ind i vagina eller anus på sig selv eller andre, selv om det er forbundet med smerte.
• Får andre børn til at deltage i seksuelle lege ved brug af fysisk tvang eller trusler.

Børn 6-10 år:

• Udøver seksuelle handlinger mod andre, som gør ondt.
• Finder nemme ofre – fx børn, der er svagere end barnet selv, og lokker eller truer til seksuel aktivitet.
• Virker ligeglad, selv om dets handlinger skader eller gør ondt på et andet barn, eller et andet barn er tydeligt ulykkeligt.
• Seksuel kontakt med eller seksuel interesse for dyr.

Børn 11-14 år:

• Stor aldersforskel (fx en 14-årig dreng, der udviser seksuel interesse for eller udøver seksuel adfærd over for et mindre barn (fx en 6-årig).
• Truer eller presser andre til seksuel aktivitet.
• Er seksuelt opfordrende over for voksne.
• Udviser aggressiv adfærd i seksuelle aktiviteter, som gør andre fortræd.
• Beføler andre børn, unge og voksne på en måde, som er blufærdighedskrænkende.
• Forsøger at penetrere andre børn (oralt, vaginalt eller analt) eller anden intimiderende fysisk krænkelse.

(Kilde: JanusCentrets Bekymringsbarometer 2016 )