MIN PÆDAGOG

De fleste af os har mødt en pædagogisk medarbejder, der har gjort en forskel – enten i vores eget eller i vores barns liv.

LFS Nyt lader i denne serie en række danskere fortælle om netop den dagplejer, medhjælper eller pædagog, som har afsat et varigt minde for dem.

Tryghedsfornemmelse og omsorgsfølelse

”Jeg kan særligt huske en tryghedsfornemmelse fra min børnehavetid, og så kan jeg huske Hella og Susanne.”

”Jeg husker ikke noget konkret om Hella, andet end at hun havde et langt lyst hår og så, at hun VAR der.”

”Susanne var en pædagog i børnehaven med et stort brunt krøllet hår, og hun var rigtig, rigtig sød. Jeg kan især huske hende, fordi det var hende, som tog mig med på skadestuen, hver gang jeg skulle derhen. Jeg slog nemlig altid hul i hagen, da jeg var lille. Faktisk slog jeg hul i hagen fem gange. Man skal simpelthen lære at tage fra med hænderne – det må være en af de vigtigste ting.”

”Jeg kan huske flere af mine fald, men jeg kan især huske et, hvor jeg liiige har fået det der plaster af og stingene ud. Og så falder jeg ned af gyngen og slår hagen ned i nok den eneste sten, der er i den sandkasse. Så bliver jeg løftet op af sandet af Susanne, som bare var sådan åh nej – afsted igen.”

”Jeg kan huske, at jeg var i armene af Susanne, og at hun bar mig ind på skadestuen - den der tryghedsfornemmelse og omsorgsfølelse, jeg fik fra hende. Når man som barn har en pædagog, som på den måde er en tryghedsperson, en omsorgsperson og en tillidsperson, så er det jo fuldstændig ligegyldigt, om det er mor eller far eller Susanne, som tager en på skadestuen. De er alle sammen lige gode.”

”Det siger noget om, hvor primære pædagoger egentlig er i vores liv, når vi er så små. Den der forestilling om, at man opbevarer sine børn i børnehaven, og at det er derhjemme, de bliver opdraget… det er jo naivt at tro. Jeg tror, man glemmer, hvor vigtige pædagogerne er i forhold til, hvordan man bliver opdraget og dannet som helt menneske. Rigtig mange børn er jo mange flere timer sammen med pædagogerne end med forældrene.”

”Jeg kan også huske, hvordan de unge pædagogmedhjælpere gerne ville være med i legen. De var på en eller anden måde mere på niveau med børnene. Det har sikkert noget at gøre med, at de ikke havde helt det samme ansvar, eller at det var en kort periode i deres liv og så det med, at de ofte var yngre og gerne ville være med til at lege gemmeleg og spille fodbold. Det var også noget særligt for mig.”

”Jeg kan også huske, at jeg lærte at binde snørebånd. At vi sad der i det store rum med alle jakkerne og hver vores lille hylde til sko og en lille hylde til eftermiddagsfrugten. Jeg kan huske at sidde på den der lillebitte bænk og lære at binde snørebånd. Og jeg husker følelsen af at koncentrere sig om de der snørebånd. Jeg kan godt tænke på, hvor mange gange jeg kunne have gået rundt med forkerte snørebånd, hvis det ikke havde været for de pædagoger. Det må virkelig kræve tålmodighed. Det er også noget af det, der forsvinder, når der ikke er tid til så meget på grund af dårlige normeringer. Hvis man har en normering, hvor du som pædagog er alene om at få 17 børn ud på en legeplads, så er der ikke tid til at stoppe op og sige ”Hov Pernille, skal vi ikke lige lære dig at binde snørebånd?” Nej. Så er det noget med: ”Godt, du har ikke taget skoene på ørerne – afsted med dig.” Det er den omsorg, der forsvinder.”

”Jeg har ikke børn selv, og hvis jeg får nogen, håber jeg meget, at der er nogle flere pædagoger til dem.”

”Jeg gik i Børnehaven Hellevangen i Gug – en lille forstad med rækkehuse – en helt jævn forstad og en helt jævn børnehave. Jeg husker, at der var et sted, hvor der var en låge, som man ikke måtte åbne. På den anden side var der en stor græsplæne. På et tidspunkt besluttede nogle af os børn at gøre det forbudte og gå gennem lågen. Vi kom fem meter uden for hegnet, og så stod vi på den der græsplæne, hvor vi ikke måtte være, og så var vi bare sådan nå – tilbage igen – det var overhovedet ikke lige så spændende, som vi troede, det ville være. Jeg er sikker på, at pædagogerne stod ti meter væk og tænkte ”ja ja det er godt med jer,” men vi fik lov til at prøve det af og finde ud af, at det ikke var så spændende.”

”Jeg bliver tit spurgt af alle mulige damebladsjournalister, hvordan min barndom var, og hvad min mor og far lavede. Men de burde måske også spørge ”Hvilken børnehave gik du i, og hvordan dannede den dig?” For man bliver jo lige så meget opdraget der.”

Hvem?

Pernille Skipper er en dansk politiker, folketingsmedlem og politisk ordfører for Enhedslisten.

Født 1984. Pernille Skipper er uddannet cand. jur. fra Københavns Universitet.

Pernille Skipper bor sammen med sin kæreste på Nørrebro.