Værestedet Lyrskovsgade

Af Elisabeth Lockert Lange

RELATIONEN ER METODEN

VÆRESTEDET I LYRSKOVSGADE HAR EN BRED OG VARIERET BRUGERGRUPPE, OG DET OPLEVER DE SOM EN STOR STYRKE. BRUGERNE FUNGERER GODT SAMMEN, OG DE FÅR UDVIDET DERES SELVFORSTÅELSE GENNEM DE ANDRE BESØGENDE.

Da vi nærmer os Værestedet i Lyrskovsgade et pænt stykke før kl. 10 formiddag, er der allerede en flok på ca. 20 mennesker, der står let frysende og venter. Da de ser fotografen tage kameraet frem, siger et par stykker klart fra: der skal ikke tages billeder af dem. Heller ikke da vi forklarer at vi faktisk skal med dem ind i værestedet og tale med en af pædagogerne. Kameraet sænkes, det bliver der så heller ikke.

Dørene åbnes, og flokken går målrettet mod kaffen og morgenmaden. Flere kommer til, de fleste sætter sig sammen med andre de kender, enkelte sidder alene tilsyneladende i deres egen verden.

Værestedet ligger i lokalet fra det gamle folkekøkken, som lukkede den 31.12.2002. Dagen efter åbnede værestedet. Rummet er pænt stort. Bagvæggen er et stort maleri, men det kigger brugerne nu ikke på. De kigger heller ikke på os, ikke engang på fotografen, som nu af de fleste får lov til at tage billeder. Lugten er stærk i rummet, en duft af kaffe og nybagt brød blandet med masser af både ny og gammel tobak fra både cigaretter og en enkelt cigar – og et umiskendeligt skarpt strejf af gammel urin, som kommer og går bag ryggen på mig. Nogle ser da også ud, som om de ikke har været i bad længe, mens andre derimod ser meget rene og pæne ud.

En af brugerne har netop sagt til mig: ”du må gerne skrive om at det er svært for mig med røgen og også for mange af de andre.” Langt de fleste af dem ryger som skorstene, mens de spiser og drikker kaffe.

”Det kan man altså bare ikke forbyde et sted som her. For nogle af brugerne er det at ryge simpelthen angstdæmpende”, fortæller Anne Petersen, pædagog og koordinator af værestedet i Lyrskovsgade. Hun har været med fra starten, er tidligere misbrugsbehandler, men oplevede at ”behandlingen blev for firkantet”, som hun udtrykker det.

En blandet skare

Værestedet i Lyrskovsgade satser på det stik modsatte.”Det specielle ved netop dette værested er at vi spænder såbredt, her er der både ensomme ældre mennesker, psykisk syge,alkoholikere og metadonbrugere. Det er en meget blandet skare,og vi har ingen problemer med at så mange har dobbeltdiagnoser”, fremhæver Anne Petersen.

Det mærkes som en rolig, afslappet og tilfreds stemning. Stedeter tydeligvis velfungerende, folk behandles med respekt, kærlighedog værdighed – uden at nogen behøver slå ud med armene.I Værestedet kan brugerne være uden at blive katagoriseret,understreger hun.

”Samfundet har en tendens til at katagorisere og sætte i kasse.Her bliver de set på som det menneske de er, og hjulpet ud fra det.Vi lytter til dem. Når de har været her, så er det lettere for dem atkomme igennem dagene. Vi deler dem ikke op i grupper i hverdagen,men vi ved selvfølgelig hvem der har hvilke problemer, og vived at vi skal være brede og kunne klare det hele. Gennem vorestilbud og gennem relationen forsøger vi at hjælpe dem, så de kanklare dagen. Vi giver dem andet at lave og tænke på, flytter deresfokus bl.a. gennem samtale. Relationen er omdrejningspunktet, deter den metode vi bruger”, siger Anne Petersen.

”Jeg tror vi gør en forskel. Bare se på hvor mange der kommerher. Det er få væresteder som har så mange besøgende. Vi harogså en ældregruppe, som ikke har så meget kontakt med andre”,siger hun og nikker mod manden ved bordet ved siden af: ”se hvorskøbelig han er”. ”Vi har også én som bare følger os med øjnene ialt hvad vi gør uden at sige noget. Ind imellem bryder han bare ud ilatter”, siger hun og griner selv.

Varm mad

Værestedet i Lyrskovsgade tilbyder ifølge Københavns Kommuneshjemmesiden aktiviteter som socialt samvær, brugerindflydelse, rådog vejledning, varm mad og støtte til interesser og ønsker.

Ja, siger Anne Petersen, det passer fint og understreger at huntaler på vegne af hele personalegruppen. Som er otte fuldtidsstillingeri værestedet, som har åbent 50 timer om ugen inklusiv søndagog en aften. De otte er en tværfaglig skare: en lærer, to pædagoger,en ergoterapeut, en rengøring, en kok og en køkkendame.

Brugerne yder en egenbetaling på 2/3 af udgiften, og derer mange aktiviteter, fodbold om sommeren, og malerværksted,computerværksted og bordtennis en gang om ugen, alt sammen iét rum. De holder fællesmøde en gang om måneden, og på mødetplanlægger de mindst en måned frem, længere hvis vi kan. For dethandler fuldstændig om at satse på det, folk har lyst til.

”Hvis brugerne vil på Bakken, så er det det vi gør.”

Der kommer op til 80 mennesker dagligt, de fleste af de tilknyttedebrugere kommer nemlig hver dag, så personalet har kontaktmed stort set dem alle dagligt. Brugerne kommer først og fremmestfor at få selskab, varm mad og deltage i arrangementerne, mende kommer også for at få hjælp, når de har problemer i forhold tillokalcentret, fx skal lave ansøgninger etc.

Egentlig startede det som et sted med fokus på psykisk syge ogisær psykisk syge af anden etnisk oprindelse. Men de menneskerdukkede aldrig op, derimod var der en masse andre, der fandt fremtil stedet, fyldte det ud og brugte det.

”Nok især mennesker med en blidere form for psykisk sygdom,hvor de mest er depressive og har en dårlig livskvalitet. Man kansige at de er for gode til Distrikspsykiatrisk center, men for dårlige tilat klare sig selv. Og så har vi også enkelte som Distriktspsykiatriskcenter bare ikke kan rumme, de snakker en masse og kommer afmed deres vrede her.”

Anne Petersen oplever et stort sammenhold blandt værestedetsbrugere. Hun kommer med et enkelt eksempel: en kvindelig brugeraf stedet, som er meget dårlig blev en dag forfulgt af et par indvandrerdrenge.To ældre damer, som kender hende fra værestedet,så det og gik straks ud og fik drengene til at holde op og og fulgtehende hjem.

”Det er også genialt, når vi tager en tur i Tivoli og har to metadonbrugere,en psykisk syg og en ældre med, og de taler sammenog laver ting på kryds og tværs.”Hun er glad for sit arbejde som koordinator af værestedet:”Det er bare federe at få lov til at se, hvilket menneske der sidderoverfor – og lytte til det. Vi går ind på hver enkelt bruger herog forsøger at finde ud af hvem hver enkelt er. Og det skal vi også,hvis de skal føle at de hører til stedet her. Vi skal hilse personligt påhver eneste af dem. Det er godt for dem at have et sted som dette,hvor de føler sig trygge. Det giver dem større livskvalitet”, siger hunog fortsætter:”Vi havde en ung ny bruger her, en hjemløs. Ham talte jegmeget med. Pludselig en dag stak han hovedet ind og sagde at nuhavde han fået en lejlighed. Siden har vi ikke set ham.”

Godt med bredden

Værestedets store bredde er temmelig atypisk, ofte er værestederog andre tilbud målrettet en enkelt gruppe, fx psykisk syge og kunden. Men hvad så med alkoholikeren og metadonbrugeren? SpørgerAnne Petersen. Dem er der kun få steder til.Martin Bjørn Lassen er også pædagog, han har været ansat ethalvt års tid. Han tilføjer:”Når man ser ud over brugerne her, tænker man da, hvem er derher som ikke har et psykisk problem. De fleste som kommer her er vel– også – lidt psykisk syge. Ingen som er helt gode i hovedet vælger velat være hjemløs. Hvordan kan man skille tingene som man gør?”

I Lyrkovsgade oplever de at der kan ligge en fare i at specialisereværesteder til en bestemt afgrænset gruppe. Selv formår de tværtimodat bruge deres store bredde sådan at det bliver en styrke forstedet. Bredden i den samlede gruppe betyder at brugerne ser enmasse forskelligheder og mange nuancer via de andre brugere.”Vi mener at en for ens gruppe let kan betyde at de i alt for højgrad kommer til at spejle deres egne problematikker hele tiden, atde let fastlåses i deres egen tankegang. Vi har masser af eksemplerpå at de hos os taler på tværs af grupperne. Selvfølgelig er der ethierarki mellem dem, det er der i alle grupper, men vi mærker detikke så meget og slet ikke når vi er på tur, så er der kontakt mellemalle.”

Ikke alt er idyl. Den nye forvaltningsstruktur med nye bydeletræder i kraft fra januar. Og de strukturændringer der – måske– følger, skaber let usikkerhed mange steder i systemet, især derhvor noget fungerer rigtig godt. Ofte skal nye teamchefer og centercheferjo lige sætte deres aftryk gennem forandring.

”Vi mener vi har udviklet en niche her som vi bare vil værerigtig kede af gik fløjten. Det er svært at blive tvunget til at lave omhele tiden, efterdønningerne er ofte slemme med stor usikkerhed ilang tid efter. Vi håber at vores heldige opskrift her anerkendes ogfår lov at fortsætte.”

En anden sort sky i horisonten er de opgaver det private systemhar overtaget. For hvad hvis de private steder pludselig forsvinder?Som de fx gør om sommeren, hvor Lyrskovsgade omvendt opleveret meget stort ekstra pres og er ved at blive oversvømmet af folk.”I sådanne tilfælde har vi en meget stor gruppe, som vi ikkeved, hvor vi kan sende hen. Jeg synes systemet svigter, når det sigerat det og dem skal de private tage sig af. Tag fx metadonbrugerne.Udleveringsstederne er da ok, men hvis de også gerne vil ændre lidtpå deres liv, så har de også behov for at komme et sted som her.Her ses de og andre ikke på som en bestemt klientgruppe, og vi giverdem tilbud de kan deltage i sammen med en masse andre menneskersom er helt forskellige fra dem selv”, siger Anne Petersen.