Palæstina

Ana Maria Espinoza, hjemmevejleder og medlem af LFS, har brugt sin ferie på at være fredsvagt i Palæstina. Turen varede en måned (som hun fik økonomisk støtte til fra LFS’ solidaritets fond). Hun fortæller - og illustrerer - her om sine oplevelser som fredsvagt i de besatte områder.

Fredsvagt i Palæstina

Jeg har været i Palæstina én måned som fredsvagt under International Solidarity Movement. Jeg tog afsted først og fremmest for – på fredelig vis og sammen med mennesker fra mange andre lande – at støtte palæstinenser i deres kamp mod den israelske besættelsesmagt. Vi forsøgte, også meget fredeligt, at huske israelerne på de mest basale menneske - rettigheder, dem de konstant overtræder i de besatte områder.

Jeg har gennem årene været meget optaget af palæstinensernes situation i flygtningelejr både inden for og uden for Palæstina.

Jeg kom selv til Danmark fra Chile som politisk flygtning, og jeg har altid ment at politiske flygtninges situation på verdensplan er menneskeskabt. Den kan ændres, hvis der er politisk og økonomisk interesse og vilje til det.

Inden jeg rejste til Palæstina som fredsvagt, mente jeg selv at jeg var rimeligt oplyst om situationen dernede. Jeg læser jo altid med interesse alt, hvad der skrives om det i Europa og ser desuden ofte internationale TV kanaler. Jeg blev derfor temmelig overrasket over situationen i det besatte område. Jeg har nu været i Jerusalem, Biliín, Hebron, Ramallah, Jenin og Jeriko og ingen steder har jeg fundet de krigeriske, stenkastende, hadefulde palæstinenser, som jeg havde læst og hørt så meget om. Derimod mødte jeg overalt venlige fredselskende mennesker, som prøver på at overleve under meget vanskelige vilkår.

Palæstinenserne er besatte af en aggressiv militærmagt, omgivet af bosættere og omringet af en syv meter høj mur. Jeg har nu været forbi mange af de utallige checkpoints, som palæstinenserne skal igennem igen og igen, foruden observationstårn, vejafspærringer, og flytbare kontroller. Alle de steder bliver palæstinenser ydmyget på forskellige måder. Checkpointene åbnes og lukkes uden forklaringer i timer eller dage. Mændene bliver ofte klædt af, eller de skal sidde på hug time efter time, eller stå i retstilling i flere timer – alt afhængig af soldaternes humør og mentale sundhed.

Palæstinenserne er underlagt en anden lovgivning end andre. En palæstinenser kan sættes i isolation i 72 dage og tilbageholdes uden at komme for en dommer i tre måneder.

I Qawawis, en lille landsby, bor der fire palæstinensiske familier. De er omgivet af tre bosættelser. Som fredsvagt så jeg, hvordan soldaterne og bosætterne stoppede hyrderne og forhindrede dem i gå ud på deres egne marker med deres får og geder. I 2003 blev netop denne landsby evakueret på grund af de daglige angreb fra bosætternes side. Efterfølgende tillod den israelske højesteret beboerne at vende tilbage til deres jord og lovede dem militær beskyttelse. Det har de aldrig fået, tværtimod. I stedet for at beskytte landsbyboerne oplevede jeg bare alene i de 5 dage jeg var der, at en skoledreng og en voksen mand blev slået ned af bosættere.

Hebrons gamle bydel

Engang var der masser af palæstinensiske forretninger i Hebrons gamle bydel, men de har været lukkede nu i snart 50 år, selvom der bor 200.000 palæstinensere. Forretningerne er lukkede, fordi palæstinenserne ikke må vise sig på gaden eller have forretninger. Der bor nemlig også 500 bosættere i 5 bosættelser, og på grund af bosættelserne er Hebrons gamle bydel besat af 3000 israelske soldater. De siger de er der for at beskytte bosætterne, men det jeg så ligner til forveksling chikane af palæstinenserne.

De palæstinensiske huse er invaderet af soldaterne. Huset jeg selv boede i som fredsvagt, husede en en gruppe soldater på taget, med alt deres udstyr. Og det var ikke det eneste sted i byen det var sådan. I 1999 dræbte israelerne 29 muslimer under fredagsbønnen i Hebron. Drabsmandens grav besøges nu nærmest som en helligdom.

Jeg så grupper af bosættere på 8-9 år og op til 20 års alderen gå ude på gaden, råbe af palæstinenserne, spytte på dem, smide sten efter dem og slå på dem. Unge såvel som gamle. Jeg så en ung palæstinenser blive angrebet af en sådan gruppe af fire unge bosættere, mens soldaterne stod ved siden af. De reagerede ikke, de kiggede bare til den anden side, og valgte at overhøre mig da jeg råbte om hjælp og bad dem om at intervenere. I stedet blev både jeg og palæstinenseren tilbageholdt af soldaterne, mens de israelske unge grinende forlod stedet. Jeg er ikke vant til at opleve noget som er så synligt og tydeligt forkert og uretfærdigt.

I denne bydel må der kun kører militærtransporter og bosætternes biler. Jeg så – med mine egne øjne – to gange i løbet af kun seks dage hvordan bosætterne i bil (og med deres egne børn på sædet) forsøgte at køre palæstinensiske skolebørn ned på gaden. Og mig med. Vores opgave som fredsvagter i Hebron var da også netop blandt andet at forsøge at yde beskyttelse til de palæstinensiske skolebørn når de gik på vejen til og fra skolen. Chokerende nok var det bosætternes børn, vi skulle beskytte dem imod. De går nemlig i skole på samme tidspunkt. Og dagligt angriber de palæstinensiske børn. Mange gange bliver skoledagen dog slet ikke til noget. Når lærerinderne bliver stoppet ved en af de mange checkpoints betyder det at børnene bare må gå hjem til sig selv. I den del af byen er der intet der bare minder om fritidsorganisationer.

Jenin

I Jenin ligger en meget stor og i medierne ofte omtalt flygtningelejr, som bl.a. har været raseret af israelske soldater. En dag kørte de bulldozerne ind og tog et hus af gangen. I lejren bor der som rgele mellem 20.000 og 30.000 flygtninge. De har det hårdt, for soldaterne invaderer når de vil. I lejren er der tre skoler, hvor lejrens børn får undervisning. Altså når der ikke er udgangsforbud i lejren. Det sker imidlertid ofte, og ingen ved hvor længe den varer. Det kan være dage, uger eller måneder, det bestemmer besættelsesmagten. Nogle voksne flygtninge har aldrig været uden for lejren.

I Jenin ligger der også et socialt rehabiliteringscenter, som jeg besøgte. Det bruges af 700 børn og 300 kvinder, det har intet økonomisk basis, de 14 kvinder arbejder alle frivilligt. Centret hedder »Not To Forget«, og de aktiviteter centret bruger for at rehabilitere flygtningene er bl.a. drama, musik, sang og samtaler. Alt sammen ud fra hvad medarbejderne fornemmer at brugerne har behov for. Den dag jeg var på besøg, holdt centret fernisering på en fotoudstilling. Billederne viste de byer, eller rester af dem, som de blev drevet ud af og som blev ødelagt af israelerne i 1948-49. Det var bevægende billeder for både palæstinenserne og for os som kom udefra.

Centret overlever udelukkende på gaver de får fra forskellige mennesker uden for lejren. Fx ejer centret nu ni computere, som det for nogle måneder siden fik som gave af en gruppe franskmænd som var på besøg. De er selvfølgelig ikke opkoblet til noget internet, men de bliver flittigt brugt som skriveredskab. Ud over disse computere ejer centret 12 plastikstole, også en gave fra en gavmild gæst. Andet inventar var der ikke. I Nablus ligger der også en flygtningelejr omgivet af bosættelser. De israelske soldater går frit ind i lejren og skyder løs når det passer dem. De sætter områder i undtagelsestilstand og ophæver den igen når det passer dem. Helt vilkårligt og udelukkende som chikane. Jeg forstår palæstinensernes desperation. Man bliver desperat som flygtning når man står helt uden indflydelse og mulighed for dialog. Så gør man desperate ting for at gøre sig synlig.

Muren
Jeg har set muren blive bygget. Den er syv meter høj, og den ødelægger fuldstændig palæstinensernes mulighed for at få deres liv til at hænge sammen. Den adskiller palæstinenserne fra deres job, fra deres marker og fra deres familier. Den isolerer palæstinensiske landsbyer, og den gør enhver form for national enhed umulig. Den vokser hen over landskabet som en kæmpeslange, og den efterlader et segmenteret landskab. Den går simpelthen ind gennem folk hjem og deler familier og landsbyer midt over. Olivenlunde som landsbyer lever af skæres fra og ender på israelske side. Israelerne sidder nu på 2/3 af områdets vandreserver.

”Den grønne linje” kalder man den grænse, som blev fastsat i 1949, efter staten Israel blev oprettet på jord, som palæstinenserne i umindelige tider havde anset som deres. Med muren er vilkårene blevet endnu værre for palæstinenserne. Hvis denne mur var blevet bygget efter den »grønne linje” ville den være 315 km lang. Når den mur som israelerne er ved at bygge nu står færdigbygget vil den være 600 km lang. Sagt på en anden måde går muren sådan at den inddrager endnu større dele af palæstinensernes landbrugsjord i staten Israel. FN har fordømt det, men ingen i vesten tager nogen konsekvens af det. Et sikkerhedshegn kalder den israelske regering det. Den linje den er lagt efter skulle være nok bevis for at det på ingen måde handler om et sikkerhedshegn, det er endnu en illegal annektering af palæstinensisk territorium. Den 4. genévekonvention erklærede en række bosættelser for illegale, med muren er de nu pludselig inden før grænsen. Sådan løser de det problem.

Fremtiden

Jeg spørger mig selv: hvorfor kan man ikke læse disse informationer i europæiske eller amerikanske aviser? Hvorfor forlanger disse landes regeringer ikke at Israel respekterer de internationale love?

De basale menneskerettigheder er godkendt af international lov, de er civile, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle. Som nation har man ret til selvstændighed, ret til at kontrollere sit vejnet, sine landegrænser, sine ressourcer, sin lovgivning, sit luftrum etc. Hvorfor gælder disse rettigheder ikke for palæstinenserne? Hvorfor erkender man ikke palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres land? Hvorfor insisterer massemedier i vesten i at vise det palæstinensiske folk som et nærmest af natur voldelig folk, som terroriserer israelerne? Min oplevelse var at det palæstinensiske folk elsker freden. Men når uretfærdighed bliver opretholdt ved magt, må man modstå med magt. Ethvert folk har ret til at kæmpe for at leve i frihed, at kæmpe imod en besættelsesmagt. Hvorfor anerkender vi ikke palæstinenser denne ret?

Jeg så mange situationer, som gør mig meget bekymret for fremtiden i Palæstina og Israel. For børnene. De børn som oplever deres forældre forsøge at køre palæstinensiske børn ned i bil, de vokser op i den tro at deres forældre handler korrekt. Når de går på gaden i grupper på 5-6 børn på straffeaktioner mod palæstinenserne og oplever at både deres forældre og soldaterne bakker dem op, de må tro at de handler rigtigt. Hvad kan vi forvente at de udvikler sig til?

Når jeg ser palæstinensiske børn og unge blive ydmyget daglig, samtidig med at de også ser deres forældre og resten af familien blive hånet og ydmyget, hvad sker der med dem? Børnenes og de unges situation kan ikke ses adskilt fra hele det politiske billede i landet. Hvis denne fremtid skal ændres, må Palæstina blive en selvstændig stat med ret til at bestemme over sine grænser, sine ressourcer og sin lovgivning. Og få sin værdighed igen.