Manden bag metoden Kids´Skills:

Af Tine Sejbæk

Børn har ikke problemer

... men der kan være færdigheder, de har brug for at lære. Det er tankegangen bag programmet JEG KAN, som den finske psykiater Ben Furman er ophavsmand til. Fornylig var han i Danmark for at fortælle om sin metode, der er ved at blive udbredt herhjemme.

Børn har ikke problemer. Men de kan have færdigheder eller evner, de har brug for at udvikle. I et sjovt og legende samarbejde med hjælpsomme voksne og gode kammerater.

Det mener Ben Furman, der var en af oplægsholderne på konferencen “Børn i krisesituationer”. Konferencen var arrangeret af Børnesagens Fællesråd og fandt sted i Bella Center den 9. november.

Ben Furman er finsk psykiater og bl.a. leder af Instituttet for Korttidsterapi i Helsinki. Han har brugt en del år på at udvikle JEG KAN-metoden (Kids´ Skills) til kreativ løsning af børns problemer gennem 15 trin. Metoden fortæller, hvordan man kan arbejde med børns problemer på en anderledes og anerkendende måde. Hans bog “Børn kan” udkom tidligere i år på dansk, og metoden er så småt ved at vinde frem herhjemme.

På konferencen forklarede Ben Furman, hvordan metoden gradvist opstod, da han for en del år siden blev interesseret i korttidsterapi.

“I almindelig terapi ser man på: hvad ligger bag problemet? Og på den måde ender man ofte med at få flere svære ting at slæbe på! Inden for korttidsterapi kigger man på, hvad folk har gjort for at løse deres vanskelighed. Mange problemer handler om, at vi kommer ind i onde cirkler. Selve problemet er måske ikke så stort, det er mere den måde, vi prøver at løse det på, der skaber noget dårligt”, siger Ben Furman, der er en lille mand i gummisko og cowboybukser. Han taler engelsk med let indisk accent – i blandet nogle danske ord, når han skal være sikker på, at forsamlingen forstår ham. Og med sit glimt i øjet og yderst humoristiske tilgang er han bestemt ikke kedelig.

“Har man f.eks. en kæreste derhjemme med nogle irriterende karaktertræk, så opstår der ofte onde cirkler. Når man siger “Det er irriterende, at du gør sådan”, er det sjældent, at vedkommende siger “Tak, det vil jeg straks gøre noget ved”. Vi går i forsvarsposition, når vi bliver kritiseret”.

Ben Furman blev interesseret i at løse problemer ved at ændre måden at løse dem på.

“Jeg fandt bl.a. ud af, at hvis man skal ændre menneskers opførsel, så er det bedre at give en belønning end at straffe. Folk ændrer sig til det bedre gennem belønning”. En anden vigtig ting var, at når børn har problemer, er det ofte, at lærere, pædagoger og forældre ikke arbejder sammen for at løse dem.

“Men det virker 100 gange bedre, hvis alle samarbejder. Desværre er det ofte ikke sådan”, siger Ben Furman og uddyber: “Hvis en pædagog siger “Din søn er aggressiv”, så vil en normal finsk mor reagere ved at sige, at “Det er muligt, men hans far er endnu mere aggressiv”. Hun vil bebrejde en anden. I Sverige vil en mor sige “Tjah, det synes DU måske, men min søn havde ikke sådanne problemer med sin forrige lærer..!”

Børn har løsningerne selv

Ben Furman begyndte også at interessere sig for, at børn ofte har interessante ideer om, hvordan de selv kan løse deres problem.

“En dreng på 12 år, jeg talte med, tissede i sengen. Han havde et stort, smukt armbåndsur. Og jeg sagde til ham “Wau... vis mig dit ur. Er der vækkeur på? Et, som du kunne slå til om natten?” Sammen udviklede vi en plan, hvor vi brugte uret til at få ham til at vågne om natten. Drengen var meget aktiv i forhold til at lave den plan, der gjorde, at han slap af med problemet. Planen var at finde det rette tidspunkt at blive vækket på”.

“Jeg mødte også en otte-årig dreng, der ikke selv kunne gå på toilettet. Forældrene havde allerede prøvet familieterapi og psykoterapi uden held. De kom til os på korttidsterapi centeret. Her talte vi ikke om hans fortid, men om, hvordan de kunne løse problemet”.

Forslaget til familien var, at eftersom drengen var otte år, skulle han måske starte med at tage ansvar for situationen. Når han havde gjort i bukserne, kunne han selv tage dem af, komme dem i vaskemaskinen og gå i bad. Moren havde tænkt på det, men havde ikke turdet nævne det for drengen.

“Drengen selv havde talt med sin far om, at faren skulle give ham en krone, hver gang han gik på toilettet – måske en tvivlsom idé, for hvis drengen forhøjede prisen, kunne faren gå hen og blive fattig!”, siger Ben Furman.

Den sommer sluttede drengens problem. Om det foregik via at drengen selv kom tøjet i vaskemaskinen, eller fordi han fik penge, er uvist. Men Ben Furman fik et brev fra drengen, hvori der stod “Det tog lang tid, men tilsidst lærte jeg det”. “Brevet fik mig til at tænke over ”Måske tænker børn ikke, at de har problemer, men at der er ting, de endnu ikke har lært”. Jeg blev så inspireret af drengens formulering, at da jeg blev supervisor i en børnehave, foreslog jeg, at vi stoppede med at tale om problemer. Børn har ikke problemer men ting, de har brug for at lære”.

Ben Furman opdagede, at det perspektiv også ændrer forældrenes måde at reagere på.

“Hvis man siger til en mor ”Vi har set på, hvilke færdigheder børnene her i børnehaven hver især har brug for at lære inden skolen. For din søn kunne det være vigtigt at øve sig på selvkontrol. Tror du, det kunne være en god idé?”, vil man ofte få en positiv reaktion. For man kalder ikke hendes søn aggressiv eller siger, han er et problem”.

JEG KAN bliver bl.a. brugt på Keula førskole i Finland. En skole for børn med særlige behov, hvor lærerne har erfaret, at metoden har gjort det nemt at arbejde med forældrene. “Hvis forældre ikke vil samarbejde, kan det være en del af en ond cirkel, som også er pædagogernes ansvar. Hvis man signalerer til forældrene ”Det er ikke jeres skyld, at barnet har det problem”, er de mere villige til at samarbejde”.

Vis beundring for barnet

Et eksempel på brug af JEG KAN kan være en dreng, der ofte lyver. Han har brug for at lære at fortælle sandheden. Drengen siger ja til at lære færdigheden og giver den sit eget navn. På den måde bliver det barnets eget projekt at lære færdigheden. De voksne, der hjælper ham i gang, spørger ham hvilke fordele, der vil være ved at fortælle sandheden. Det giver motivation. Barnet bliver også spurgt “Hvem skal støtte dig i at lære færdigheden?” Her kan han både bruge kammerater, familie og lærere.

“Normalt er det skamfuldt at have et problem. Men man bliver stolt, når man er ved at lære en færdighed. Det er noget, alle skal vide”, siger Ben Furman og forklarer, at på Keula førskole har de en plakat på væggen i klasserummet, der beskriver, hvilke færdigheder de enkelte børn er i gang med at lære. “Og alle kan hjælpe alle. Hvis en mor f.eks. fortæller “Mit barn er ved at lære at lege med andre”, kan en anden forælder sige “Så kan dit barn komme over til mig på torsdag, for da har mit barn ingen at lege med”.

Tankegangen er, at alle børn har noget at udvikle. “Ofte spørger læreren ”Hvad har du brug for at lære for at være her?” Og som regel ved barnet lige præcist, hvad det er. Selv yderst talentfulde børn kan finde noget at udvikle så som “Jeg vil blive bedre til at hjælpe andre børn med at lære”. Eller “Jeg vil blive bedre til at gå ind imellem, når andre mobber”. Børn er vidunderlige”. At bruge JEG KAN-metoden ændrer ikke alene barnet. Men også omgivelserne, har Ben Furman erfaret.

“Nogle forældre på Keula førskole var meget negative, mens barnet lærte en ny færdighed. De blev vrede, når de hørte, hvor godt det gik i skolen. “Hvorfor kan han ikke også være sådan derhjemme?” De følte, at man bebrejdede dem”.

Skolen lavede et møde og forklarede forældrene, at de skulle reagere positivt over for deres barn – i tre trin. Når de hørte, at barnet havde gjort fremskridt, var første trin at sige “Wau”..at udtrykke beundring. Næste trin var at vise respekt for vanskeligheden i det gjorte ved at sige “Det er svært at gøre”. Det tredje var at spørge barnet “Hvordan gør du det?” “Men allerede dagen efter mødet kom nogle forældre igen og udbrød:“Hvorfor gør du ikke sådan derhjemme?!” Så vi fandt ud af, at det var for svært at sige tre ting. Så når de hører, at barnet har gjort fremskridt, opfordrer vi dem bare til at sige “Jeg er stolt af dig”. Det er nemt!”

Hvad er JEG KAN?

JEG KAN er et pædagogisk redskab – til brug for både behandlere, pædagoger, lærere og forældre. Det går ud på at hjælpe børn med at overvinde problemer ved, at de lærer nye færdigheder. Børn kan f.eks. have brug for at lære at vente på tur, koncentrere sig, række fingeren op, gå på toilettet, sove i eget rum, have selvkontrol eller noget helt andet. Barnets venner, familie og andre vigtige voksne er med i processen. Forældre bliver ikke bebrejdet for deres børns vanskeligheder, men inviteres til at være med i barnets læreproces.
Kilde: ”Børn kan. Jeg kan-metoden til kreativ løsning af børns problemer” af Ben Furman er udgivet på Hans Reitzels Forlag. Bogen er på 192 sider og koster kr. 225. Se også: www.kidsskills.org samt www.benfurman.com

JEG KAN i Danmark

Firmaet SOLUTION tilbyder kurser i og materiale om JEG KAN og har gennem de seneste år haft 3-400 danske lærere og pædagoger på kursus i metoden. Ca 250 forskellige personer (og et lidt mindre antal institutioner) har rekvireret JEG KAN materiale (bog, arbejdshæfte og computerprogram). Hvor mange, som pt benytter programmet i praksis, kan terapeut og underviser Henrik Vesterhauge- Petersen fra SOLUTION dog ikke give et præcist svar på. For mere information om JEG KAN i Danmark se evt. www.solutionfocus.dk eller ring 45 87 40 35.

Kig på jeres succes´er

Ben Furman er ikke kun psykiater og forfatter; han arbejder bl.a. også med medarbejdertrivsel gennem løsningsfokuseret terapi. Han mener, at der på arbejdspladser generelt er for meget fokus på, hvad der er galt. Han opfordrer derfor medarbejdere til at lave succesoplevelse-øvelsen neden for. Man kan f.eks. lave den to og to som kolleger. Måske noget til næste personale møde?

Succesoplevelse -øvelsen

1. Bed din ven/kollega om at fortælle dig om en succes oplevelse.
2. Kollegaen fortæller om en succes (f.eks. en situation med et barn eller en forælder, der lykkedes godt).
3. Reager med en trippel, dvs sig noget i stil med a. Wau, det var en god historie. b. Vis derefter beundring for vanskeligheden i det gjorte - “Det har ikke været let” c. Spørg ind til en forklaring - “Hvordan gjorde du det?”
4. Næste trin er, at kollegaen deler æren med nogen – det vil sige hun fortæller hvem der hjalp hende med at gøre det svære/få succesoplevelsen.
5. Tilsidst giver man æren tilbage til kollegaen – “Vær ikke så beskeden, det var ikke muligt uden dig”.
6. Den, der har fortalt om sin succes, ser glad ud.

Ben Furman mener, at når det er nødvendigt at spørge folk, hvad de har succes med, er det fordi, de færreste kan lide at fortælle om det uden at blive spurgt.

“Det gælder om at skabe en kultur, hvor det er muligt at tale om sine succeser. F.eks. kunne chefen efter en hård uge spørge de ansatte ”Hvad har I gjort godt? Hvad er I stolte af?” Det er ifølge Ben Furman også en god idé at skabe tradition for positiv sladder. Hvor man fortæller om de andres succeser til hinanden og cheferne. Det samme kunne ske i skoleklasser og børnehaver.“Man lærer mere af sine succeser end af sine fejl. Men mange er ikke opmærksomme på deres succeser, fordi ingen gør dem opmærksom på dem! Hvis du er bevidst om dem, kan du gøre det igen. Og når du lytter til de andres succeser, kommer du i tanke om dine egne”. Se evt. mere på www.reteaming.com