Siesta i den understøttende undervisning

”Henriette, hvor er ”Tanzania”?

”Så skal du ovenpå i 3.U”

To børn vender om i døren, og en anden stikker hovedet ind.

”Hvor er Bingo Banko?”

”Så skal du ovenpå. Her er der ”Rumrejse”,” forklarer Henriette Lykke Dam, som er pædagog på Gasværksvejens skole og KKFO.

Klokken er 13, og det er tid til Siesta-hold. Det kalder Gasværksvejens skole den understøttende undervisning, der bliver både planlagt og varetaget af pædagoger og medhjælpere i tidsrummet 13 til 14 fire dage om ugen.

Tekst: Hedda Maj Jensen

Henriette Lykke Dams Siesta-hold hedder ”Rumrejsen”. Her skal børnene beskæftige sig med verdensrummet, raketter, UFO’er og rumrejser. Henriette har udviklet, hvad holdet handler om, og mål for, hvad at børnene skal have ud af holdet.

Børnene har sammen med deres forældre valgt sig ind på Siesta-holdene, som varer seks uger, hvorefter børnene igen vælger sig ind på nye hold. Holdene spænder over alt fra afslapning, ”fri for mobberi”, rumrejser, Tanzania, bingo banko, svømning, madlavning, trylleri, thaiboksning, klatrevæg, ture og efter lyden fra nabolokalet at dømme – noget med sløjd - og meget, meget andet.

Det er de pædagogiske medarbejdere, der udvikler Siesta-holdene, og det er Henriette Lykke Dam glad for.

Hvis jeg fanger dem, kan jeg komme til dem pædagogisk

”Fordi vi selv får lov til at skabe Siesta-holdene, føler jeg i høj grad, at jeg får lov til at opretholde min pædagogiske faglighed. Jeg ser, hvor jeg kan fange børnenes interesse. Det var fx nogle andre børn, end man lige skulle tro, jeg fangede med mit forsøgshold sidste år. Det var de børn, som ellers rykkede rundt på stolene i undervisningen. Men lige pludselig, så havde jeg fat i dem, og det gjorde, at jeg kunne komme til dem pædagogisk, fordi de kunne se, at jeg kunne tilbyde dem noget. På Siesta-holdene ser de, hvem vi er som pædagoger,” siger Henriette Lykke Dam.

Holdene giver ifølge Henriette Lykke Dam mulighed for at tale med børnene på en anden måde og mulighed for at lave nogle mindre hold, hvor alle kan komme til orde. Hun ser, at børn, der ellers er stille i skolen, pludselig bliver ivrige efter at række hånden op og fortælle på Siesta-holdene. Dermed oplever børnene også at få en anden rolle end i klassen, og de kan pludselig tilbyde noget andet.

Lyst og behov

Børnene vælger sig ind på holdene sammen med deres forældre. Så har de mulighed for at tale med deres forældre om, hvad de laver på skolen, og de kan være aktive i forhold til at finde ud af, hvad de har lyst til. De lærer også at tackle skuffelse og træffe et andet valg, hvis de ikke lige kan komme på det hold, der har første prioritet.

”Det, at børnene selv vælger, giver dem en anden lyst og en anden drivkraft. Har børnene behov for noget særligt i Siesta-tiden, kan forældrene jo puffe dem i den retning, eller pædagoger og lærere kan prikke til forældrene og rådgive, hvis de mener, der er noget særligt, børnene kan have gavn af,” siger Henriette Lykke Dam.

Siesta-holdene giver også børnene mulighed for at skabe relationer på tværs af årgangene.

”Der er lige nu 207 børn, der skal finde sammen fra 14.00 – 17.00, og det skal være trygt for dem alle sammen. Så det er fint, at 0. klasserne fx lærer, at 2. og 3. klasserne ikke er så farlige,” siger Henriette Lykke Dam.

Ikke ”skolificering”

Henriette er ikke bange for, at Siesta-holdene skal bliver for skoleagtige, men hun har nogle mål for det, hun laver.

”Jeg vil gerne gøre børnene nysgerrige på at lære. Jeg har ud over rumrejsen haft forsøgshold, hvor vi laver forskellige forsøg. Målet var at gøre børnene tændte på at lære, for jeg oplevede, at børnene på den årgang, jeg var tilknyttet, syntes, skolen kunne være lidt kedelig., Hvis de nu blev nysgerrige på at lære på mit Siesta-hold, så smittede det måske lidt af i skolen,” siger Henriette.

Det er dog ikke alle hold, som har et fagfagligt indhold, og det er heller ikke meningen.

”Det er også muligt at vælge et hold, som hedder ”Fri leg på skydebanen” (legeplads, red.), hvor det mere er det sociale samspil, der er i centrum, eller holdet Tante T, hvor der bliver drukket te og sludret. Her er fokus på at være sammen og at lære hinanden at kende,” fortæller Henriette Lykke Dam.

Pædagogisk faglighed

Det betyder meget for Henriette Lykke Dam, at hun har medbestemmelse på det, hun laver som pædagog, og at det ikke bare er dikteret oppefra. Det har dog krævet, at pædagogerne er blevet bedre til at beskrive, hvad det er, de kan.

”Vi har fået hjælp af konsulenter fra kommunen til at beskrive vores faglighed, for det er nok ofte det, der er problemet for pædagogerne. Pædagoger kan jo helt vildt mange ting. Men vi tænker ikke så meget over det, for det ligger på rygraden. Nu har vi lavet beskrivelser af hvert Siesta-hold og lavet lærings- eller pejlemål,” fortæller Henriette Lykke Dam.

På den måde italesætter og synliggør pædagogerne deres profession på samme måde, som lærerne gør det med deres mål og planer.

”Vi er ikke bare børnepassere, men er med til at udvikle børnene til hele mennesker. Vores bidrag til børnene er bare ikke målbart på helt samme måde. Du får fx ikke en karakter for, hvor god en ven du er, eller om du er i stand til selv at løse konflikter – du får kun karakterer for det faglige. Det andet, det regner man bare med, er på plads – men det er os pædagoger, der ordner det,” siger Henriette Lykke Dam.

Det er, hvad vi gør det til

Henriette Dam er klar over, at skolepædagogerne i nogle situationer får en lærerrolle, når de skal stå for mere traditionel klasseundervisning.

”Det var selvfølgelig en proces at finde frem til vores rolle. En proces vi stadig er i. Vi er nok læreragtige i nogle situationer, men derudover synes jeg, det er, hvad man selv giver, og hvad man selv gør det til. Man kan godt gøre det med Siesta mega besværligt og stille spørgsmål til, hvorfor vi skal have læringsmål og være bange for, at det så bliver ”skolificeret”. Men du skal jo lave de mål, som, du ser, er vigtige. Hvis du ser, at det er vigtigt, at børnene lærer at kunne indgå i et fællesskab, så skriv det som mål – så er det læring! Det handler meget om, hvilket ”mindset” du har i forhold til opgaven. Jeg synes, vi skolepædagoger er ved at have fundet vores hylde nu,” siger Henriette Lykke Dam.