Understøttende undervisning:

I skal ikke være minilærere

Pædagoger skal holde fast i deres faglighed og blive enige om, hvordan de vil møde skolen. Ellers mister de deres professionsidentitet og ender som mini-lærere eller undervisningsassistenter. I sidste ende er det børnene, det går ud over.

Tekst: Hedda Maj Jensen

”Der er 84 folkeskoler i København og 84 måder at lave understøttende undervisning på. Det er enormt diffust,” siger Trine Ankerstjerne, som er leder af UCC’s satsning ”Pædagogen i Skolen”. Hun underviser på kurser om understøttende undervisning for pædagoger i Københavns kommune, og hun lægger ikke fingrene imellem, når hun skitserer, hvilke konsekvenser det kan få, hvis pædagogerne ikke står fast.

”Pædagogerne skal sætte ind med deres faglighed i skolen og sikre, at skoledagen for alle børn bliver varieret. Hvis de ender med at ville være nogen andre, end dem de var, altså mini-lærere eller undervisningsassistenter, så mister de deres egen professionsidentitet, deres egen faglighed, og i sidste ende er det børnene, der betaler prisen,” siger Trine Ankerstjerne

Pædagoger varetager ca. 50 procent af al understøttende undervisning i Københavns Kommune, men der er ikke lagt nogen fælles linje for, hvordan denne ”undervisning” skal gribes an.

Derfor mener Trine Ankerstjerne, at fagforeninger og undervisningsinstitutioner i fællesskab med pædagogerne skal pege på, hvordan pædagogernes faglighed sikres i skolen. Allerførst skal pædagogerne sætte sig ind i, hvad understøttende undervisning rent faktisk skal anvendes til, og at det sagtens kan indebære det, pædagoger er allerbedst til: At arbejde med sociale kompetencer og trivsel.

Kan godt være andet end undervisning

”Selve undervisningsbegrebet er noget af det, som udfordrer mange pædagoger. Det havde måske været nemmere at gå til, hvis det havde heddet ”understøttende læringsaktiviteter”. Lærerne har undervisningskompetence med fra deres uddannelse, men det har pædagogerne ikke på samme måde. Jeg mener dog også, at det er pædagogernes opgave at lave noget andet end undervisning. Det er synd for børnene, hvis det bare bliver mere af det samme. Så får de jo bare en lang skoledag,” siger Trine Ankerstjerne, som gør opmærksom på, at det faktisk var intentionen med skolereformen, at børnene skulle have en anderledes og varieret skoledag.

Det er i høj grad op til den enkelte folkeskole, hvordan den vil praktisere den understøttende undervisning. Selvfølgelig inden for rammerne af lovgivningen, men den kan også læses og fortolkes på mange måder.

Hvad siger loven?

Men må pædagogerne lave noget andet end undervisning i den understøttende undervisning? Ifølge folkeskoleloven § 16a skal:

”Undervisningen i folkeskolens fag og obligatoriske emner suppleres af understøttende undervisning.

Den understøttende undervisning skal anvendes til forløb, læringsaktiviteter m.v., der enten har direkte sammenhæng med undervisningen i folkeskolens fag og obligatoriske emner, eller som sigter på at styrke eleverne læringsparathed, sociale kompetencer, alsidige udvikling, motivation og trivsel.”

Det er netop denne eller-del som Trine Ankerstjerne mener, at pædagogerne skal gribe fat i, da det er den, der appellerer til den pædagogiske faglighed. Så kan lærerne understøtte den fagfaglige del.

”Den sidste del handler om trivsel og læringsparathed. Vi ved, at det at være læringsparat også handler om trivsel og det at være en del af fællesskabet. Så hvis man er helt stringent og holder sig til den sidste del, så matcher det jo den faglighed, som de pædagoger, der kommer fra fritidshjemmene, repræsenterer,” siger Trine Ankerstjerne.

Hvis pædagogerne derfor argumenterer for, at det er delen efter eller, som matcher deres faglighed, så er de kommet langt. Så kan de nemlig argumentere for, at de gør nogle af de ting, som de også gør i fritidspædagogikken som fx at spille rundbold. Man behøver altså ikke at ”hoppe tabellerne” eller lave ”bogstavsstafet”, for at det lever op til de lovgivningsmæssige krav.

”Det er noget med at lære lovgivningen udenad og så oversætte den med den faglighed, man har,” siger Trine Ankerstjerne.

Fritidspædagogikken skal ind i skolen

Skoledagen er blevet lang, og tiden til at lave fritidspædagogik er blevet meget kortere. Men det kan der måske rådes bod på med pædagogerne i skolen.

”Pædagogerne skal tage fritidspædagogikken ind i skolen. De skal værne om, at det fritidspædagogiske kan noget særligt og understøtter nogle andre kompetencer hos børn og unge. Det handler ikke bare om, at det skal være ”fri tid”. De skal tage de værdier, som fritidspædagogikken har været med til at sikre, ind i skolen. Børns egne aktiviteter, selvorganisering, medbestemmelse og indflydelse på eget børneliv. Nogle af de elementer som, vi har en stor tradition for at tro, er vigtige for at skabe hele mennesker,” siger Trine Ankerstjerne.

”Den frie leg er en udfordring, fordi det ligner, at det er totalt ”laissez faire”, og at pædagogerne bare sidder og drikker kaffe. Men den frie leg er lige præcis der, hvor pædagogerne har mulighed for at iagttage, hvordan børnene interagerer med hinanden – og SÅ kan de lave nogle voksenstyrede aktiviteter, som kan sikre, at nogle af de børn, som ikke kan finde ud af det frie, får adgang til fællesskabet og måske også lærer noget af det, som det frie handler om,” siger Trine Ankerstjerne.

Det voksenstyrede og strukturerede er i høj grad til gavn for dem, der er udsatte fagligt eller socialt. Pædagogerne kan ved denne balanceren mellem det frie og det styrede hjælpe børnene med at være trygge i skolen og at være ordentlige ved hinanden.

Pædagoger skal skabe trivsel

Pædagogernes rolle skal også være at hjælpe med at skabe trivsel og afskaffe mobning.

”Det burde være dét, som pædagogerne tog som deres væsentligste opgave i skolen: At sikre klassens trivsel og fællesskab. I det øjeblik vi sætter børn i klasser, laver vi nogle tvungne fællesskaber, som man ikke kan melde sig ud af. Klassen etablerer nogle hierarkier, som det er pædagogernes opgave at arbejde med og skabe sunde børnefællesskaber,” siger Trine Ankerstjerne

Pædagogernes rolle kan altså ifølge loven godt være at arbejde med læringsparathed, sociale kompetencer, alsidige udvikling, motivation og trivsel i den understøttende undervisning. Den konventionelle måde at tænke undervisning på kan derfor også godt tåle at blive udfordret.

”Frikvarterene skulle måske være lidt længere, og så skulle det være der, der var noget understøttende undervisning, der handlede om sociale kompetencer. Det er lidt interessant, at man i skolen, som er så struktureret, ofte mener, at børnene selv kan styre frikvartererne. Vi skal måske blive bedre til at udnytte det potentiale, der er i de mellemrum, pauserne udgør. Især når der bliver talt så meget om, at trivsel er forudsætningen for læring.”

”Jo mere pædagoger tænker, at de skal understøtte klassens trivsel og fællesskab og arbejde med alt det, der står efter eller, jo støre sandsynlighed er der for, at klasserne kommer til at fungere,” siger Trine Ankerstjerne.

Flere pædagoger på mellemtrinnet og i udskolingen

”Pædagogerne er desværre mest i indskolingen. Men dét, der er vigtigt i indskolingen, er lige så vigtigt på mellemtrinnet og i udskolingen, ” siger Trine Ankerstjerne.

UCC er ved at lægge sidste hånd på et forskningsprojekt om, hvad der gør sig gældende, når de unge skal vælge uddannelse, og alt peger i retning af, at det er de sociale fællesskaber.

”Vi finder gang på gang ud af, at det er fællesskaberne, der er det afgørende, så måske er det det, vi skal fokusere mere på set i forhold til undervisning og test. Den understøttende undervisning burde måske hedde understøttende fællesskabspleje – for at vise at den del af at være menneske og gå i skole er lige så vigtig. Og det er det bestemt også i tiden efter indskolingen. Man kan selvfølgelig forestille sig, at hvis pædagogerne i indskolingen arbejdede udelukkende med fællesskaber, trivsel og antimobning, så ville det gå lidt lettere siden hen,” siger Trine Ankerstjerne.

Pædagogerne skal altså være i hele skolen, og det skal de, fordi deres faglighed understøtter relationer, trivsel, personlige- og sociale kompetencer.

”De har faglighed til at arbejde med social læring, faglighed til at se det hele barn og faglighed til at sætte rammer, der matcher det barn, de ser,” siger Trine Ankerstjerne.

Skolepædagogernes faglighed skal sikres

Det ligger Trine Ankerstjerne meget på sinde, at fagforeninger og uddannelsesinstitutioner i fællesskab med pædagogerne får sikret og italesat pædagogernes faglighed. Hun oplever en stigende tendens til, at pædagogerne ikke har mødt skolen med en faglighed, men at de pædagogiske fagpersoner i stedet bliver spillet ud mod hinanden, fordi der bliver spurgt ind til de enkelte pædagogers kompetencer i stedet for professionens.

”Lærerne repræsenterer en faglighed, der er selvfølgelig i skolen. Min pointe er, at pædagogerne også skal stå for en fælles faglighed, der understøtter det, der skal ske i skolen. Selvfølgelig kan den enkelte have nogle særlige kompetencer til at arbejde med medier eller noget kreativt eller noget musisk, men for at projektet med skolereformen og pædagoger i skolen skal lykkes, er det vigtigt, at pædagogerne samler sig og bliver enige om, hvad det er for en faglighed, de møder skolen med.” siger Trine Ankerstjerne.

Det enkelte fritidshjem eller den enkelte KKFO kan starte med at lave en markering af, hvad der er for en faglighed, skolelederen kan forvente af pædagogerne, så det ikke bliver præferencer for enkelte medarbejdere, der dominerer.

”Fortæl lærerne og lederen, hvad det er, I kan og vil – for eksempel at det er den sidste del af paragraffen (efter eller), I vil fokusere på. De steder, hvor pædagogerne har gjort det, er det blevet taget imod med kyshånd,” siger Trine Ankerstjerne.

Inspirationsmateriale:

Trine Ankerstjerne anbefaler, at man læser Undervisningsministeriets faghæfte om ”Elevernes alsidige udvikling” med eksempler på, hvad det er, skolen også skal sigte mod.

Hvor mange timer til UU?

Der er ikke regler om et fast antal af timer til understøttende undervisning, ligesom der ikke er fastsat selvstændige mål for den understøttende undervisning. Den understøttende undervisning udgør den del af den samlede undervisningstid, som er tilbage, når skolen har afsat tid til undervisning i fagene og pauser. Det er den enkelte kommune eller skole der beslutter, hvor meget tid der skal gå til undervisning i fagene og pauser og dermed også understøttende undervisning.

Når skolen har fastsat, hvor meget tid der skal gå til fagundervisningen, kan man derfor meget enkelt regne ud, hvor meget tid der er tilbage til den understøttende undervisning.

I første til tredje klasse er der eksempelvis et krav om 750-780 times fagundervisning. Den lange skoledag er efter folkeskolereformen 1200 timer. Derfor er der altså 420-450 timer til pauser og understøttende undervisning. (med mindre den enkelte skole har skruet op for antallet af fagtimer).

Læs mere på undervisningsministeriets hjemmeside. www.uvm.dk