Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Pædamon Go i Drivhuset
I fritidshjemmet Drivhuset i København NV har de udviklet en ny leg: Pædamon Go.
Børnene var meget optaget af spillet ”Pokemon Go”. Alle vidste, hvad det var og gik ud på, og nogle havde det på deres mobil. Ud fra denne oplevelse voksede ideen til en ny leg.
Børnene skulle møde på fritidshjemmet med en opladt iPad. De fleste har en skole-iPad. Nogle børn gik sammen to og to, for at alle kunne være med.
De skulle nu tage billeder af ”Pædamoner” (pædagoger og medhjælpere) på legepladsen inden for et givent tidsrum. Der var i forvejen lavet et helt pointsystem for de forskellige billeder. Eksempelvis gav en ”selfie” med en Pædamon mange point. Alle Pædamoner havde tegnet en rød ring et sted på kroppen, og det gav ekstra point at få et billede af ringen. En arm eller ben havde også en bestemt værdi.
En sjælden Pædamon, ”Giraffen”, viste sig kun en gang imellem, så her skulle børnene være hurtige, hvis det skulle lykkes at få sådan et billede. Legen tog en halv time, hvor hele legepladsen ”kogte”, som en forælder udtalte.
”Det var sjovt og lærerigt, for hvor er det surt, når der alligevel ikke er strøm nok på iPad’en, eller der ikke er plads til alle billederne. Vi voksne løb rundt, gemte os, blev jagtet af horder af børn og løb ind af én dør i institutionen og kom ud af en anden. Vi havde det supersjovt, og 46 børn og seks voksne fik i den grad sved på panden,” fortæller leder af Drivhuset Henriette Tranekjær
Til sidst var der opsamling af point, og de tre bedste blev kåret. Børn og forældre har efterfølgende talt rigtig positivt om legen.
”Det er en leg, som kan udvikles og tilpasses til brug i andre institutioner, og vi synes, at det var så sjovt, at vi gerne vil give ideen videre til andre. Grib tidsånden, og det børnene er optaget af,” siger Henriette Tranekjær.
hmj