Rep. 2006

Er civil ulydighed vejen frem ?

Endnu et ”ekspertoplæg” kvalificerede de efterfølgende gruppediskussioner og fællesdebatten. Søs Bayer, rektor for Dannerseminariet, talte om pædagogik og det moderne børneliv, set i lyset af samfundsændringerne de sidste 10 år.

Søs Bayer er cand.mag. i dansk og pædagogik, hun laver analyser af det moderne samfund – og hun er bekymret, meget bekymret.

Hun er bekymret over de konsekvenser, som de mange glidende og gradvise ændringer i børnesyn og samfundssyn har for børnelivet, for synet på mennesker og for fremtiden. For man kan ikke adskille pædagogik og politik.

To ting gør hende mindre bekymret, end hun ellers ville have været: at samfundspendulet er begyndt at svinge over mod flere venstreorienterede holdninger. Og at der er så mange kreative mennesker, som forsøger at skabe mening i noget, som kun har en kapitallogik, som hun siger.

Bekymret ser Søs Bayer hvordan traditioner, kultur og landvindinger opnået gennem års kamp i disse år alt for hurtigt opgives for management og effektivitet.

Hun peger på at Danmark har haft det, man kan kalde en institutionaliseret barndom længere end andre lande. Det har givet os en særlig viden, men den viden det har givet os, kaster vi bort ved nu at gøre som de andre, lave førskole og læreanstaltstænkning.

Og vi kan kun vinde konkurrencen ved at gøre noget andet end de andre.

”Men det står os lige for at falde for logikken. Vi tænker at det er nok godt for noget, og vi forsøger at putte mening og logik ind i det. Men vi skal netop gøre noget andet end de andre. Det danske erhvervsliv forstår noget af det, det anerkender nogle af de kætterske tanker, fx at det kan lære af Christianias evne til at skabe et ”brand”, Christiania er jo en turistattraktion større end den lille havfrue. Og den er skabt på civil ulydighed.”

Det moderne børneliv har ændret karakter.
”Men det nye er ikke at der er andre voksne end forældrene, som påvirker barnet og har betydning for dets udvikling, for sådan har det altid været. Vi tror det er nyt, fordi vi har oprettet en referenceramme for det rigtige familieliv, som reelt kun fandtes i 50’ernes borger-kernefamiliehjem. Længere tilbage var det helt anderledes. Børn og barndom blev ikke set som noget specielt, børn var en del af både leg og arbejde ganske som de voksne var. Senere får vi en opsplitning i barn og voksen, i arbejde og fritid, godt hjulpet af kristendommens vægt på arbejde. Vi får en individualitetsopfattelse med et opdragelsessystem, som ret ter individet ind. Kirkeklokke og skoleklokke var de udvendige disciplineringstegn.”

MODSÆTNINGER OG DOBBELTHEDER

Nu er disciplineringen i stedet subtil og på det indre plan. Vi behøver slet ikke selve klokken mere. Søs Bayer bruger over vågningskameraet som et andet eksempel: vi ser kameraerne og vi ved ikke om vi er overvåget, men det at de er der gør at vi retter ind.

”Vi voksne er klokken for børnene, vi regulerer dem. Vi bestemmer også hvad de skal lave, det er simple disciplinerende processer. Ved et halvt år alderen selvstændiggør vi dem og frisætter dem fra forældrene, både fysisk og psykologisk. Og når man er i institution, bestemmer man ikke selv, hvor længe man er der, og hvad der sker i tiden. Man kan ikke diskutere tid med voksne.”

På den måde står barnet med en modsatrettethed: på den ene side en selvstændiggørelse, på den anden side et tab af ret ten til at defi nere, hvad det skal beskæftige sig med.

Moderskabet, forholdet til moren, regnes traditionelt for helt afgørende for barnet. Hvis det forhold ikke går godt de første tre år, så mener mange at det kun kan gå galt bagefter. Men den analyse er baseret på borgerskabets moderskab, arbejderklassens mødre har altid arbejdet ude, peger Søs Bayer på.

”Så barnet lærer både ved familien og ved et institutionaliseret rum. Nogen ser det som en opsplitning. Men for barnet er det ikke en opsplitning, det er bare noget, som ikke kan være anderledes, det er bare livet. De to steder er forskellige, ja, men hvorfor tolke det problematisk for barnet? Og hvorfor lægge den positive vægt på det familiære rum? Tænk hvis det ikke er rigtigt? Tænk hvis de to rum er lige betydningsfulde? Måske er mors og fars altafgørende betydning en myte, et bedrag.”

Vi har en ”fixering på forældrenes betydning”, mener hun.

”Man kan kun miste forældremyndigheden ved at blive skilt. Hvad forestiller vi os? At børn elsker deres forældre uanset og derfor skal se dem uanset. Vi har frisat dem, de er selvstændiggjort.”

KLASSEDELING

Danmark er et klassedelt land. Vi taler bare ikke om det mere. Samtidig gennemlever stort set alle børn daginstitutionen og har den erfaring fælles.

Daginstitutionen tænkes at rette sig mod alle klasser, ganske neutralt. Man har en forestilling om at institutionerne vil få klas serne til at mødes, men det sker ikke, for klasser bor forskellige steder og går i forskellige daginstitutioner og skoler. Og arbejderklassens børn har stadig sværere ved at klare sig i daginstitutionen end middelklassens børn, for institutionen bærer middelklassens kultur og strukturer. Daginstitutionen udtrykker noget klassemæssigt, som udfordrer det barn, som kommer af noget andet, vurderer Søs Bayer.

”Samtidig sker der en større individualisering, som jeg både ser på med bekymring, men som jeg også ser udtrykke en dyb socialitet. For her kan klasseskellene ophæves, og børnene kan opleve en fascination på tværs af klasseskel. Fx i byrummet, pånboldbanen, hvor børn kan møde en anden social klasse, kan der skabes venskaber uanset klasseskel. Her kan de møde børn, de ikke har mødt før, og de kan møde andre værdier. Det er en fascinerende opdagelsesrejse, og det er ikke i skolen eller insti tutionen det sker.”

Tidligere skete selektionen på klasse og på evner i skolen. Søs Bayers påstand er at det nu sker allerede i vuggestuen.

”Vi laver en gendannelse af klassestrukturen i vuggestuen, og vi gør det bag om ryggen på os selv. I institutionen gælder og vi gør det bag om ryggen på os selv. I institutionen gælder at den som intet har skal alt fratages. De børn som har det svært høster intet af at være der, deres mangelsituation kompenseres der ikke for i daginstitutionen. Og heller ikke i døgninstitutionen. De bekræftes kun i deres mangelsituation.”

KONTROL OG DOKUMENTATION

Hvordan løser man så denne sociale konflikt, denne sociale arv? I vores tid frosøger man at gøre det ved pædagogisk retning, ved førskole og læring.

”Man sætter mål og laver kontraktstyring, og vi er tilbøjelige til at se positivt på det. Vi oplever både en høj grad af selvstyring og subtile centralistiske tendenser, og så afregnes der på ydelser. Børn er enheder, ressourceudløsende enheder – på den måde etableres der en helt anden tankegang. Vi oplever et øget kontrolberedskab, og vi skal dokumentere det betimelige i det vi gør. Og vi bliver straffet på økonomien, hvis vi ikke gør som de siger.”

Hun advarer mod at droppe faglige ledere og mod sammenlægningerne med tanken om jo større jo bedre.

”Man siger det er mere rationelt, men intet bekræfter det. Vi bøjer os blot ind under logikken. Ind under at lederskab er en abstrakt størrelse, en administrativ og bureaukratisk størrelse.”

En ændring af den danske velfærdsstat er i fuld gang. En ændring af holdning og tankegang. Væk fra holdningen at børn er hele mennesker, væk fra dannelsesbegrebet og tanken om barnets selvstændighed og ret til at danne sig en egen holdning, væk fra selvdannelse og medbestemmelse. I målsætningen for skolen stod der tidligere at de skulle opdrages til åndsfrihed, det vil sige friheden til at tænke, og til demokrati, det vil sige både af formel og uformel karakter. Målet om åndsfrihed er nu ændret til frihed, som reelt er friheden til at vælge mellem forskellige muligheder, mens demokrati er ændret til folkestyre, som jo kun er den formelle del af demokratiet.

”Tankegangen indsnævres. Den neo-liberale tankegang er individbesat, individet kan vælge. Men det er et forbrugerristisk tankegang. Jo mere vi taler om invidividets frihed, jo mere begrænser vi det. Det vi mangler i Danmark er offentlige rum, hvor vi kan diskutere, reelt kan vi kun gå i stemmeboksen. Og samtidig skal vi være fuldt ansvarlige for vores egne handlinger. Det gælder også forældrene, de skal tage ansvar, især de udsatte forældre, som netop ikke kan.”

Set i det lys indebærer læreplanerne en modsætning. På den ene side er den liberalistiske tendens at det er forældrene der har ansvaret og retten til at forme. Men med læreplanerne giver man reelt det pædagogiske personale retten til at påvirke barnet.

”Det er nu centralt beskrevet, hvad børnene skal lære. Dermed tilkendes det pædagogiske fag betydning, og det er afgørende nyt. Det er også nyt at få så klart beskrevet, hvad der skal læres. Det spørgsmål vi må stille er: hvad er det de ikke skal lære? Én ting er i hvert fald fraværende, og det er medborgerskabet.

At det ikke er med ligger i tråd med skiftet fra en dannelsesforestilling, det hele menneske, mennesket som kritisk, selvstændigt og myndigt, til en forestilling om at det handler om det nyttige, om færdigheder, om kundskaber, alt som er nyttigt for næste trin på stigen. Alt det ikke målbare, det unyttige, vildvejene, det fratages os.”

Og så er læreplanerne lavet på grundlag af helt uvidenskabeligeundersøgelser, understreger Søs Bayer. Undersøgelser som reelt består af ideologi.

DOBBELTKVALIFICERING

Og ude i institutionerne?
”Der tager I ordene på jer. I taler om social arv og arbejder læringsstruktureret. Men ordene er ikke neutrale størrelser, der er holdninger i dem. I har udskiftet udviklingsbegrebet med et læringsbegreb. I mener det samme som I hele tiden har gjort, men når det er sat ind i en managementramme, så har det en anden betydning. Når vi siger læring, mener vi at det handler om lyst og noget uforudset, som ikke sker i en bestemt rækkefølge.

Fogh-regeringen tænker et helt andet begreb ved ordet”, siger Søs Bayer og uddyber:

”Vi siger at det ikke handler om undervisning, men vi ser at læringsbegrebet alligevel reetablerer forestillingen om undervisning, selvom vi siger noget andet. Og metodefrihed? Tja, hvor længe holder den, når målene er så veldefi nerede. Samtidig bli ver der ikke lavet nogen forskning, som grundlæggende ryster ved vores forestillinger mere, den slags forskning får ingen pen ge. Den nuværende forskning fortæller i stedet, hvordan verden skal se ud, den er evidensbaseret. Det betyder at den ikke står til diskussion. Vi får forskning, som producerer indiskutérbare sandheder! Hvad virker, spørges der. Men ingen forskning viser jo hvad der foregår, og hvilken betydning I har.”

Man kan lige så godt se det øjnene: daginstitutionerne er en selvstændig del af barnets liv, og her burde barnet kunne møde mangfoldighed.

”Men i stedet sker der en statslig besættelse af nyttig viden. Ingen siger at pædagogerne har ansvaret for at løse den sociale arv, men skjult får I tilkendt ansvar, mens forældreskabet udadtil reetableres. Det vil sige at statsliggørelselsen og samfundsmæssiggørelsen sker skjult.

Søs Bayer ender sit oplæg i direkte anbefalinger.
”Praktisér en slags civil ulydighed. Fasthold det kritiske perspektiv, samtidig med at I dobbeltkvalifi cerer jer. Det vil sige at I både giver politikere og forvaltning det de vil have og samtidig er kritiske og forsvarer børnenes perspektiv. Dokumentation er kontrol, bild jer ikke noget andet ind. Lav den, og lav så alt det kritiske og kreative ved siden af.”

Hun definerer civil ulydighed således: et uegennyttigt lovbrud, demokratisk begrundet og italesat. Og det er det der forandrer samfundet. Som fx da kampen for at kunne vælge at være militærnægter og kampen for fri abort forandrede samfundet.

”Lad os beholde noget for os selv, som ikke italesættes, nemlig kritiskheden og de andre perspektiver. Heri ligger dob beltkvalifi ceringsstrategien.”

PROFESSION TIL DEBAT

Pjecen ”En profession på vej” blev ikke som sådan debatteret på repræsentantskabsmødet. Derimod blev der nedsat en arbejdsgruppe, som skal kvalifi cere debatten omkring en professionsstrategi for fagforeningen LFS de næste to år. Jan Hoby fra forretningsudvalget kommenterede at det er vigtigt
at LFS som enhedsorganisation er inkluderende. Idéen er at arbejdsgruppen skal udbrede debatten til fagforeningens 10.000 medlemmer, helt ud på den enkelte arbejdsplads.

Seks mennesker blev valgt til at sidde i arbejdsgruppen. Ud over Ulla Baggesgaard og Jan Hoby fra forretningsudvalget, er det Jette Christiansen (dagplejeområdet), Charlotte Daugaard (specialområdet), Helle Haslund (specialområdet), Susi Nielsen (almenområdet), Trine Larsen (almenområdet) og Karina Brehm (almenområdet).