Pædagoger skal være næsten-forældre
Danske småbørn tilbringer så mange timer i daginstitutionen, at de pædagogiske medarbejdere er nødt til at tage vikarrollen på sig og blive næsten-forældre i deres rolle som professionelle omsorgspersoner, mener Mette Skovgaard Væver, som forsker i små børns udvikling.
Tekst: Hedda Maj Jensen
Når forskere verden over taler om tilknytning, taler de oftest om de primære omsorgspersoner, som typisk er mor og far. Men i Danmark tilbringer størstedelen af de tre - femårige børn i gennemsnit omkring syv en halv time i daginstitution fem dage om ugen.
Mette Skovgaard Væver er forsker ved Babylab og leder af Center for tidlig indsats og familieforskning ved Institut for Psykologi ved Københavns Universitet. Og hun mener, at vi skal være bevidste om, at de pædagogiske medarbejdere skal være uddannede til at være professionelle omsorgspersoner. De bliver nemlig barnets sekundære omsorgs- og tilknytningspersoner.
Stort ansvar
”Det er et stort ansvar. Det kræver, at man udviser stor empati og stor følsomhed over for det enkelte barns behov, og det kræver, at man er i stand til at reflektere over det, hvis der er et barn, man rent faktisk reagerer negativt på. For som næsten-forælder har man kæmpestor betydning i forhold til barnets udvikling,” siger Mette Skovgaard Væver.
Kvaliteten af det lille barns tilknytning til sine primære omsorgspersoner er afgørende for barnets udforskning og håndtering af verden. Når barnet føler sig tryg i sine omsorgsrelationer, bliver det i stand til at gå ud i verden og undersøge den og være nysgerrig og lære,” siger Mette Skovgaard Væver, som understreger, at læring om verden kan bestå både af fri leg og af voksenstyret leg.
”Det vigtigste er, at den voksne sørger for, at det foregår i et trygt, glædesfyldt og understøttende miljø,” siger Mette Skovgaard Væver.
Næsten forældre
Pædagoger kan selvfølgelig aldrig blive som forældre.
”Men de skal kunne det samme, når vi taler om de små børn. Og de skal faktisk kunne stimulere lidt mere til leg og læring sammen med andre børn og sørge for, at det foregår på en god måde,” siger Mette Skovgaard Væver.
Pædagoger skal blandt andet hjælpe barnet med at håndtere dets negative følelser, når der opstår konflikter og svære situationer. Barnet skal nemlig have hjælp til at udvikle evnen til at regulere negative følelser og sig selv, så barnet får effektive strategier til at komme videre fra konflikter og lærer at begå sig socialt.
”De børn, der kommer til kort i institutionerne, er meget ofte de børn, som har svært ved at komme videre fra konflikter. De ryger ofte i konflikter og kan ikke finde ud af at løse dem på en effektiv måde. Det kan komme til at forstyrre deres udforskning af verden rigtig meget,” siger Mette Skovgaard Væver.
Strategier udvikles tidligt
De tidlige relationer i barnets liv fungerer i høj grad som skabeloner for sociale relationer videre i barnets liv. Og kvaliteten af disse skabeloner er afgørende for barnets interaktioner med både voksne og andre børn. Hvis de er mindre hensigtsmæssige, kan de udvikle sig til onde cirkler i barnets udvikling.
”Nogle forældre kan have vanskeligt ved at være med det lille barn, når det har negative følelser og eksempelvis er meget ked af det. Så kan de komme til at afvise barnet og give udtryk for, at det er lidt besværligt. Barnet vil på den måde lære, at det er nødt til at forsøge at håndtere de negative følelser selv og lade være med at dele dem med omsorgspersonerne og vil tage den strategi med sig hen i institutionen. Barnet risikerer på den måde at få for lidt voksenkontakt, fordi det ikke er opsøgende. Barnets strategi vil være at forsøge at håndtere negative følelser og konflikter med de andre børn selv i stedet for at søge de voksne og bede dem om hjælp. Men fordi barnets strategier i forhold til at regulere sine egne negative følelser og få repareret konflikter endnu ikke er så effektive, kan det resultere i, at barnet eksploderer i vrede og så videre. Pædagogerne skal være gode til at se, at her er et barn, som forsøger at klare vanskelige følelser selv. Barnet skal derfor støttes til i højere grad at søge de voksnes hjælp i svære situationer,” siger Mette Skovgaard Væver.
Tilknytningen udvikles i leg
Når man taler om tilknytning, taler man ofte om, at barnet skal kunne søge trøst og tryghed hos den voksne, når barnet oplever at være i situationer, der gør det stresset eller bange. Det er dog også vigtigt for barnets tilknytning, at den voksne er der til at dele glæden med barnet, når barnet udforsker verden, og at den voksne er med til at sætte leg i gang og deltager i legen med glæde og engagement. For det er gennem legen, at barnet udforsker og lærer om verden.
”Fra tilknytningsforskningen ved vi, at børnene har brug for, at vi er der, ser dem og glædes med dem, når de udforsker og leger. Vi skal selvfølgelig ikke over-hjælpe og gøre tingene for dem, men vi skal se dem! For det første skal vi selvfølgelig sørge for, at de ikke kommer til skade. For det andet skal vi vise, at vi glæder os sammen med barnet over dets udforskning af verden, og at vi selv glæder os over at udforske verden,” siger Mette Skovgaard Væver.
Vi skal altså både møde barnet i dets negative følelser og trøste og støtte, men også i dets positive følelser og understøtte den del af barnets socio-emotionelle udvikling, der handler om glæden, fornøjelsen og nysgerrigheden. Det gælder både i den frie og den voksenstyrede leg.
Pædagogens oplevelse af barnet
Mette Skovgaard Væver mener, at de pædagogiske medarbejdere skal lægge mærke til, hvad det er, børnene aktiverer i dem selv, og hvordan de som fagprofessionelle kan komme til at forstærke nogle uhensigtsmæssige cirkler hos det enkelte barn fremfor at hjælpe barnet.
”Pædagogiske medarbejdere skal tænke over, hvad det er hos børnene, som de selv synes er vanskeligt at håndtere. Er det, når børnene græder meget og skal have trøst? Synes jeg faktisk, det er lidt irriterende, at lille Emma hele tiden græder og vil sidde på mit skød og have trøst? Synes jeg faktisk, det er trælst, når lille Adam tager legetøjet fra de andre og ikke spørger om hjælp, når der er en konflikt, som er ved at optrappe?” eksemplificerer Mette Skovgaard Væver.
Hvis vi ikke tænker over, hvad det er for nogle følelser, vi har svært ved at være i sammen med børn, er vi ikke i stand til at hjælpe de børn, som har uhensigtsmæssige strategier.
Derfor skal man som professionel omsorgsperson også være nysgerrig på sig selv og kende sine egne styrker og svagheder og kunne hjælpe barnet i både at søge trøst og blive puslet om og i at komme i gang med at lege og udforske. Pædagogerne skal kunne genkende de forskellige børns reaktionsmønstre og hjælpe det enkelte barn til at blive bedre til det, som lige præcis det barn har svært ved.
Vedholdenhed og selvregulering
Når pædagogerne ikke bare skal trøste, men også lege, er det fordi legen indeholder kimen til vigtig læring.
”Et af legens vigtigste elementer er, at man lærer det, som i udviklingspsykologien kaldes ”følelsesmæssige forstyrrelser og reparationer” – både når man leger med sig selv, og især når man leger med andre, ” siger Mette Skovgaard Væver.
Det betyder, at legen lærer børn, at man må prøve igen eller prøve noget nyt, hvis tingene ikke lykkes første gang. Det gælder både, hvis man prøver noget konkret i legen og fx bygger et tårn, som vælter, og i de konflikter, som opstår i relationerne, og som man får løst eller repareret.
”I legen kan barnet lære vedholdenhed og selvregulering i forhold til opgaveløsning, og det er nogle af de vigtigste kompetencer i forhold til at være skoleparat: At vi kan regulere os selv og vores negative følelser, at vi ikke giver op, og at vores nysgerrighed bliver ved med at drive os. Dette er erfaringer, som er vigtige at gøre sig i de tidlige år, fordi det er noget af det, som også får betydning for barnets succes i det videre liv. Pædagoger skal derfor gå ind og hjælpe børn med, at ting ikke behøver at være perfekte, og at det også kan være sjovt, når tårnet styrter sammen, for så prøver vi bare igen eller bygger det på en ny måde. Ligesom pædagogerne skal hjælpe børnene til effektivt at kunne reparere og komme videre fra konflikter i relationen til de andre børn på en god måde,” siger Mette Skovgaard Væver.
Tegn på utryg tilknytning
- Barnet har tendens til at undertrykke sine behov for trøst og omsorg og søger sjældent hjælp hos de voksne, heller ikke i situationer, som er svære for barnet. Det kan skyldes, at barnet har oplevet ikke at blive mødt i sine følelser og behov, og derfor har vænnet sig til at klare sig selv.
- Barnet kan virke uselvstændigt, hjælpsøgende og holder sig helst tæt på en voksen. Det kan skyldes, at barnet ikke er blevet støttet tilstrækkeligt i sin udforskning og selvstændighed.
- Barnet virker forvirret, skræmt og vanskeligt at forstå og udsender meget kaotiske signaler. Når barnet bliver ældre (tre til seks år) kan det udvikle enten en kontrollerende adfærd og blive aggressivt og styrende, eller helt omvendt blive til et barn, som i usædvanlig høj grad passer på og hjælper til. Sådan en adfærd kan være udtryk for en desorganiseret tilknytning. Hvis et barn udviser tegn på at være desorganiseret tilknyttet, anbefales det, at institutionen søger hjælp gennem fx PPR.
Kilde: ”Se barnet indefra. Arbejde med tilknytning i institutioner” af Ida Brandtzæg, Stig Torsteinson, Guro Øiestad