Er det en menneskeret at leve i skidt og møg?

Betyder retten til selvbestemmelse, at mennesker skal have lov til at leve i skidt og møg - og kan man som pædagog lave meningsfulde relationer til mennesker, man er myndighedsperson overfor? Finn Hedegaard Nielsen er socialpædagog, cand.phil. og lektor på pædagoguddannelsen, og han mener, at første bud på, hvordan man navigerer i dilemmaerne er, at man kender sin lovgivning.

Tekst: Hedda Maj Jensen

Da bistandsloven i 1998 blev afløst af serviceloven, fik psykisk syge borgerrettigheder. Socialpædagogerne fik dermed en række nye dilemmaer, som stadig efter 20 år er udfordrende.

”Det er svært at se et menneske gå til i skidt og møg. Det er svært at se, når et menneske gør noget over for sig selv, som er uhensigtsmæssigt. For mennesker, der bor på institutioner eller botilbud, bor der jo grundlæggende, fordi de ikke kan tage vare på sig selv. De har ikke desto mindre ret til ikke bare medbestemmelse, men selvbestemmelse. Og det er udfordrende, at man skal være myndighedsperson over for nogle mennesker, som har selvbestemmelse. Både juridisk, etisk og praktisk-pædagogisk,” siger Finn Hedegaard Nielsen.

Lovgivning og dømmekraft

Finn Hedegaard Nielsen kommer meget ud på institutioner både som praktiklærer, og fordi han laver udviklingsarbejde. Han ser, at alt for mange - også ledere - kun har meget fragmenteret viden om den sociale lovgivning. Både hvad man må og ikke må, men også hvad man er forpligtet til. Han mener, at en del af forklaringen er, at lovgivningen ikke får den fornødne plads på pædagoguddannelsen.

”Det er et problem for borgernes retssikkerhed, hvis pædagogerne gør ting, de ikke må. Som eksempel har beboere på bosteder grundlovssikrede rettigheder og boligens ukrænkelighed betyder, at det er ulovlig indtrængen, hvis man bare skaffer sig adgang. Der er nogle undtagelser, men det kræver ret meget, før disse undtagelser kan legitimeres. For eksempel hvis man er til fare for sig selv eller andre. At man lige skal ind at se, om det ligner et bombet lokum, er ikke nok til, at man har lov til at trænge ind på privat grund,” siger Finn Hedegaard Nielsen.

”Lovgivningen er derfor et godt sted at starte, men der står ikke, hvordan loven skal fortolkes og forvaltes. Det er det, den professionsuddannede forventes at kunne lave faglige vurderinger af. Det som i dag kaldes dømmekraft,” siger Finn Hedegaard Nielsen.

Hverdagsliv og eksistentielle samtaler

Finn Hedegaard Nielsen mener, at der er to hovedfundamenter i arbejdet som socialpædagog. Det ene er at hjælpe, støtte og vejlede til at få etableret et fornuftigt og struktureret hverdagsliv, som kan danne grundlag for udvikling. Det kan være støtte til at få købt ind, gjort rent med mere,så man har nogle nogenlunde værdige rammer for sit liv. Pædagoger er dygtige til på en konstruktiv og anstændig måde, uden løftede pegefingre, at gå ind og hjælpe der, hvor alt er kaos både socialt, psykologisk og praktisk.

Det andet, pædagoger skal, er at have de mere eksistentielle samtaler med brugerne.

”Mennesker kan miste deres kognitive kompetence til at tænke eksistentielle tanker om sig selv, når de er svært psykisk syge. Det ved vi fra erfaring og forskning. Eksistentielle tanker kan være ønsker, drømme og håb for fremtiden. Det er dog muligt som pædagog at sætte et menneske på sporet af at tænke de eksistentielle tanker, hvis man har de eksistentielle eller narrative samtaler med personen. På den måde kan mennesker med psykisk sygdom tage ejerskab over deres eget liv og finde ud af, hvad de vil i livet,” siger Finn Hedegaard Nielsen.

Relationer har en værdi i sig selv

Finn Hedegaard Nielsen har bidt mærke i, at pædagogers relationskompetence går igen i forskellige undersøgelser, hvor den fremhæves af andre faggrupper inden for psykiatrien. Pædagoger beskrives som gode til at skabe relationer til mennesker eller trænge ind til mennesker i situationer, hvor andre ikke kan. De er også gode til at blive i ekstremt belastende relationer og til at hjælpe borgerne til selv at blive bedre til at skabe relationer.

”Man skal ikke underkende, at relationen og samværet har en værdi i sig selv. Kan man skabe en relation, hvor man kan snakke sammen, så er man nået langt, hvis det handler om mennesker, som slet ikke har kunnet være i menneskelige relationer,” siger Finn Hedegaard Nielsen.

Dilemmaer

Pædagoger møder på daglig basis dilemmaer i arbejdetmed at støtte borgeren til et mere værdigt liv.

”Det kan fx være hvis borgeren er meget uhygiejnisk og ikke vil børste tænder eller gå i bad. Man skal virkelig langt ud, før at man må tvinge en myndig borger over 18 år til noget, fordi de har deres selvbestemmelsesret. Der er mange ting, man bliver nødt til at leve med. Ellers må man prøve at være kreativ i forhold til at motivere borgerne. Én måde kan være at motivere til at deltage i fællesskaber, som dermed giver borgerne lyst til eksempelvis personlig hygiejne, som ellers kan synes ligegyldigt, hvis man alligevel sidder alene på et værelse,” siger Finn Hedegaard Nielsen.

Finn Hedegaard Nielsen fremhæver derfor social læring og deltagelsesbegrebet som kernebegreber inden for socialpædagogikken, fordi det er i deltagelsen i fællesskabet, der skabes udvikling, læring og trivsel.

”Hvis man ikke har held med at få mennesker til at genopbygge en eller anden social kontakt og relationer, så får de det meget hurtigt dårligt igen, fordi de så bliver de ensomme, stigmatiserede og isolerede. Det er direkte sygdomsfremkaldende,” siger Finn Hedegaard Nielsen.

Når pædagoger arbejder med at skabe fællesskaber og relationer, er det også en fordel, at de er gode til at handle og lave ting. Det kan være alt fra kreative, æstetiske og musiske ting til drama, natur og friluftsliv.

Relationer baseret på tillid

Patienter, som er meget dårlige og fx er på et rets-psykiatrisk afsnit, kan helt konkret være spærret indeog være der ufrivilligt. Det er alligevel muligt at skabe relationer baseret på tillid. Patienterne har det nemlig så dårligt, at de meget ofte ønsker hjælpen.

”Patienterne kan måske ikke administrere, at de er farlige. De kan komme til at gøre ting, selv om de ikke ønsker det, hvis der ikke er nogen, der forhindrer dem i det. Pædagoger skal derfor forholde sig til patienterne uden at fælde moralske domme. Det er meget beundringsværdigt, fordi de møder mennesker, som har gjort nogle virkelig forfærdelige ting. Ting som kolliderer med vores moralske kodeks om, hvad man bare ikke gør. Det kan som eksempel være seksuelle overgreb mod børn. Pædagogerne er gode til alligevel at se uden om handlingerne og respektere vedkommende,” siger Finn Hedegaard Nielsen.

Vigtigt at se både sygdom og ressourcer

Pædagoger skal holde fast i at være de fagpersoner, som kan se bag om sygdommen og se mennesket bag. Det er dog også vigtigt, at de har et kendskab og en viden om de psykiske sygdomme, patienterne har, da de ellers kan risikere at skade folk.

”Hvis man ikke har forstand på skizofreni eller psykoser, kan man nemlig komme til at gøre dybt uhensigtsmæssige ting. Man tænker generelt meget i uddannelse inden for psykiatrien, og de er gode til at introducere nye medarbejdere til forskellige diagnoser, forskellige sygdomme, medicin mm. Det er dog samtidig vigtigt ikke at reducere mennesket til sin lidelse. Pædagoger er som fagpersoner gode til at kigge efter menneskers ressourcer, hvor fx psykiaterne ret beset er uddannet til at identificere ”fejl og mangler”. Derfor er det tværfaglige samarbejde også så vigtigt,” konkluderer Finn Hedegaard Nielsen.