Viljen er der jo, men man har kun to hænder

Min viden om tilknytningsteori kan gøre en smule ondt. For det er et dilemma at kende de små børns behov, samtidig med at vi ikke altid kan imødekomme dem, siger vuggestuepædagog Belinda Krey.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

Det er ikke lang tid siden, at Belinda Krey stod i garderoben og talte med en mor til et vuggestuebarn.

”Hun var netop begyndt at arbejde fuldtid igen, og hun kiggede lidt bekymret på mig og sagde: Jeg har helt dårlig samvittighed. Tror du, hun har det OK? Og jeg havde faktisk rigtig svært ved svare. For jeg ved jo godt, at vores samfund er indrettet, så forældrene skal arbejde i mange timer – og derfor skal de små børn også være i vuggestue i mange timer. Men vi kan ikke tilbyde dem det nærvær og den voksenkontakt, som så små børn egentlig har krav på. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre,” siger Belinda Krey.

Tanker på vej hjem

Belinda Krey har arbejdet i Vuggestuen Regnbuen i Valby i syv år ad to omgange, og hun kan ikke forestille sig at arbejde med andre aldersgrupper.

”Jeg er simpelthen så optaget af de mindste børn og den udvikling, de gennemgår, mens de er hos os. Jeg har nok også – som mange andre vuggestuepædagoger – et stort omsorgsgen,” siger Belinda Krey, der imens hun læste til pædagog havde en forestilling om, at hun ville ud og arbejde med socialt udsatte børn.

”Den tanke har jeg sluppet. Jeg er meget glad for min arbejdsplads, og jeg kan de fleste dage gå herfra med nogenlunde ro i sindet, fordi jeg kan forsvare det. Vi har en overvægt af ressourcestærke familier, hvor vi ved, at børnene får rigtig meget, når de kommer hjem. Men der er da dage, hvor jeg på vejen hjem tænker over, om vi nåede at se alle børnene og deres behov, ” siger Belinda Krey.

3- 9

Tre voksne til ni børn. Det ville for Belinda Krey være den rigtige børnegruppestørrelse i vuggestuen.

”Så ville vi rent faktisk kunne give børnene den tilknytning, som forskningen peger på, er nødvendig – også i dagtilbuddet,” siger Belinda Krey, som understreger, at medarbejdergruppen er meget bevidst om de udfordringer, normeringerne stiller dem over for.

”Vi forsøger at strukturere os ud af så meget som muligt. Vi arbejder meget med at dele os op i små grupper, så børnene oplever nærværet med en voksen, og så der er større mulighed for at se alle børnene og ikke kun de børn, der fylder meget, og som derfor nemt får al opmærksomheden.”

De forbudte følelser

Det er nemlig typisk de tilpasningsdygtige børn, der ikke græder meget, og som ikke skaber konflikter, som er i risiko for at blive overset, når der er for få voksne til for mange børn.

Derfor har Regnbuen fremdyrket en kultur, hvor det både er legitimt og vigtigt, at man taler om, hvordan man som medarbejder har det med de enkelte børn.

”Vi skal have en opmærksomhed på, om alle børn bliver set og mødt. Derfor lægger vi vægt på, at man også må tale om det, hvis der er et barn, man har det svært med. Det kan være et barn, der græder meget, og det kan være et barn, der slår de andre børn meget. Vi taler om det, fordi vi ved, at det typisk handler om ens egen følelsesmæssige bagage, når man får lyst til at trække sig lidt fra et barn, eller hvis man decideret bliver irriteret på et barn,” siger Belinda Krey, som har den erfaring, at det næsten aldrig er det samme barn, som medarbejderne har det vanskeligt med – og at det hjælper at bearbejde sine reaktioner sammen med kollegerne.

Paradokset

Belinda Krey synes, der er en dobbelthed ved at arbejde i vuggestue.

”Jeg elsker mit arbejde, og jeg elsker børnene. Men jeg synes jo ikke, at det, vi kan tilbyde, er 100 procent godt nok. Og det er et paradoks, man skal lære at være i, ellers går man i stykker,” siger Belinda Krey, som kan mærke den forskel, som konstante nedskæringer gennem en årrække har gjort.

”Det er blevet ringere. Viljen er der jo, og der er plads nok til alle børnene i ens hjerte. Men man har kun to hænder, og det er ikke altid nok,” siger Belinda Krey, som oplever, at man som pædagog lever i endnu et dilemma:

”Man kan ikke tillade sig at fortælle forældrene, hvor svært det er at nå det hele. Men det er også superfrustrerende, og i virkeligheden ville jeg ønske, at forældrene også blev undervist i tilknytningsteori. For så længe vi beroliger forældrene og siger, at alt er godt, betyder det også, at der ikke er nogen, der for alvor presser på for at få bedret forholdene for de små børn.”