Vi skal gøre hinanden mere menneskelige

Socialpædagog Lillian Johanne Eleonora Bekker er vokset op som barn af socialpædagoger, og mange af hendes venner var såkaldt åndssvage, som hun mødte på forældrenes arbejde eller i hjemmet, hvor de ofte var i weekenderne. I dag arbejder Lillian selv som socialpædagog med psykisk syge, og det ligger hende på sinde, at vi behandler dem med samme ligeværdighed og respekt, som alle andre borgere i samfundet.

Tekst: Hedda Maj Jensen

Lillian Johanne Eleonora Bekker har oplevet lidt af hvert i sit mangeårige arbejdsliv inden for socialpsykiatrien. Da hun startede, tog man handleplanerne frem én gang hvert halve år, støvede dem af og tjekkede, at alt så nogenlunde ud, hvorefter de blev lagt væk igen. Selv om den tid er forbi, synes hun stadig, der er forskel på intention og praksis mange steder.

”Jeg tror, det handler om eksisterende kulturelle paradigmer, som er svære, men nødvendige at ændre. Socialpsykiatrien i København trænger til et ”wake up call”. Vi skal reflektere over egen praksis og skabe en fælles forståelse og holdning til, hvordan man arbejder recoveryorienteret og rehabiliterende på tværs af faggrupper og centre,” siger Lillian Johanne Eleonora Bekker.

Hvor er borgerne henne?

”Vi arbejder med recovery i socialpsykiatrien, og recoveryprocessen har fokus på håb, selvbestemmelse og muligheder. Derfor har vi pligt til at kigge på brugerinddragelse på alle de niveauer, hvor det overhovedet er muligt,” siger Lillian Johanne Eleonora Bekker.

Udgangspunktet er, at man har respekt for sine medmennesker. Men Lillian taler ikke bare på et abstrakt plan. De gode intentioner skal ikke bare forblive intentioner, men omsættes til praksis Hun har derfor helt konkrete ideer til, hvor der skal sættes ind, og hvordan man kan ændre på praksis, så man kan sikre mere medindflydelse og selvbestemmelse.

”Vi skal hele tiden spørge os selv: Hvor er borgerne henne i den her beslutning? Hvor er borgerne i forhold til, hvordan det vil præge deres hverdag? Deres muligheder for at udfolde sig? Deres muligheder for at udvikle sig? For at kunne svare på de spørgsmål, har vi pligt til at inddrage dem og spørge dem,” siger Lillian Johanne Eleonora Bekker.

Selvvalgt kontaktperson

Lillian Johanne Eleonora Bekker mener, at et oplagt sted at starte med at give borgerne en stemme, er, hvis borgerne selv kan vælge deres kontaktperson på bostederne.

”Det har en kæmpe værdi for mange, at de har muligheden for at have indflydelse på, hvem de har som kontaktperson. Det vil måske også føre til, at der er langt flere recovery-processer, som vil lykkes i højere grad end på nuværende tidspunkt. Vi skal tage alvorligt, at de mennesker, vi arbejder med, har den samme borgerstatus i samfundet, som du og jeg har, og skal respekteres som medborgere. Hvis vi ikke respekterer hinanden, kan vi ikke have en relation, og det er i relationen, vi udvikler og finder eller genopfinder vores identitet. Vi skal ikke bare arbejde med de her mennesker- vi skal samarbejde -og samarbejdet starter allerbedst, hvis vi er enige om, at vi skal samarbejde. Indflydelse på valget af kontaktperson er derfor et godt sted at starte,” siger Lillian Johanne Eleonora Bekker.

Værdi som menneske

Hvis borgerne skal respekteres, er det dog ikke nok bare at sige, at de selv har valgt deres kontaktperson, og så tro, at det med medindflydelse og selvbestemmelse er klaret.

”På et højere plan handler det om at få sin værdi tilbage som menneske og kunne give udtryk for sin mening omkring, hvad der er vigtigt i tilværelsen. Det, der batter noget i en relation, er, at du føler dig ligeværdigt behandlet. At du føler, at din mening har lige så meget værdi som andres meninger, og at du føler, at dine problematikker bliver taget lige så alvorligt som mine problematikker. At vi gør hinanden lidt mere menneskelige,” siger Lillian Johanne Eleonora Bekker.

Lillian Johanne Eleonora Bekker er klar over, at man som kontaktperson har nogle regler og pligter, som kan række ud over det umiddelbare samarbejde med borgeren, og at dette er nødvendigt. Det kan fx være, at man kan være nødsaget til at låse ind på borgerens bopæl for at give medicin. Hun mener dog, at man så i det mindste kan samarbejde på den måde, at man oplyser borgeren om, hvilke pligter man har.

”Mange af de her borgere fejler jo ikke andet, end at de har en psykiatrisk diagnose. Det er noget, som kan ske for alle mennesker, og som ingen kan vide sig forskånet fra. De er jo ikke hjerneskadede, og flere har længerevarende uddannelser bag sig. Vi skal stoppe med at undervurdere dem,” siger Lillian Johanne Eleonora Bekker.

Ikke ”dine” borgere

Den nye centerstruktur med fire centre i kommunen giver mulighed for fire forskellige måder at strukturere arbejdet på. der bliver derfor arbejdet meget forskelligartet med recovery og rehabilitering, også fordi der ikke længere er fælles kurser eller en fælles kontaktpersonsuddannelse med en beskrivelse af, hvad arbejdet indebærer.

"Uanset hvad vilkårene er, må man gøre sit bedste for at spørge ind til borgerne. Hvis man har med meget syge mennesker at gøre, må man inddrage dem, når de har deres gode perioder,"siger Lillian Johanne Eleonora Bekker, som gerne vil komme med forslag til, hvor man helt konkret kan stoppe med at undervurdere borgerne og inddrage dem mere.

”Vi kan starte med at se på vores sprog. Mange siger stadig ”mine” borgere, men de ejer dem jo ikke, og det fratager borgeren ejerskabet over sit liv. Borgerne kan desuden inddrages i fx supervision og personalemøder. I hvert fald i forhold til de punkter på dagsordenen, der vedrører deres dagligdag. Vi kan spørge dem, hvad de mener om miljøet på botilbuddet, hvilken adfærd der skal være, hvem der må komme der, hvor meget personale der skal være, osv. Desuden skal vi have dem ud af institutionerne og fungere i egne rammer. Hvis vi vil hjælpe folk med at genfinde deres identitet, skal de ud og blive en del af samfundet igen og ikke sidde i en institution,” siger Lillian Johanne Eleonora Bekker , som også synes, det er ærgerligt, hvis der er for mange tilbud som fællesrum, fitness med mere, som bliver integreret i institutionerne, i stedet for at borgerne kommer ud på væresteder, rigtige cafeer og fitnesscentre.

Fælles grundfortælling

Lillian Johanne Eleonora Bekker henviser til udgivelsen ”Vores grundfortælling”, som er en grundfortælling for den københavnske socialpsykiatri. Grundfortællingen er blevet til på baggrund af en lang række input fra borgere, medarbejdere og andre interessenter på det socialpsykiatriske område.

Grundfortællingen slår lige som Lillian Johanne Eleonora Bekker fast, at kerneopgaven er at støtte borgerne i deres recoveryprocesser og at arbejde for, at alle københavnere med psykisk sygdom kan leve værdige meningsfulde og selvstændige hverdagsliv.

”Jeg mener, vi har pligt til at sætte os ind i den nye grundfortælling. Det er muligt at den nye grundfortælling af mange vil blive opfattet som gammel vin på nye flasker, men jeg anser det for nødvendigt at genoptage snakken om og fokus på kerneopgaven. Den nye centerstruktur gør, at de forskellige centre har forskellige praksis og metodevalg. Nogle prioriterer uddannelse inden for recovery og rehabilitering, mens andre ikke gør, og der kan opstå konkurrence mellem faggrupper og centre. På den måde bliver socialpsykiatrien splittet endnu mere, og forståelsen af recovery er forskellig ikke bare fra center til center, men fra tilbud til tilbud. Det er vigtigt, at vi får en fælles forståelse og holdning til recovery og definerer, hvad det er, vi gerne vil – og hvad det er, borgerne vil,” siger Lillian Johanne Eleonora Bekker og tilføjer:

”Hvordan skal vi kalde noget et kvalificeret stykke arbejde inden for et etableret system, hvis der ikke er nogen, som ved, hvad det handler om?”

Recovery:

”Recovery betyder at komme sig. Det er en individuel og personlig udviklingsproces, som man selv definerer. Recoveryprocessen tager udgangspunkt i den enkelte borgers oplevelser og har fokus på håb, selvbestemmelse og muligheder. Det er centralt for forståelsen af recovery, at det er borgeren, der er eksperten på eget hverdagsliv, behov og ønsker.

Recovery er ikke nødvendigvis ensbetydende med at blive symptomfri og få en hverdag helt uden psykisk sygdom. Målet er at komme videre i livet og (gen)finde sit ståsted, så man på trods af psykisk sygdom kan leve et værdigt, meningsfuldt og selvstændigt hverdagsliv.”

Fra: Vores grundfortælling – Den københavnske socialpsykiatri

Rehabilitering:

”Rehabilitering kan beskrives som rammen om borgerens recoveryproces. Det handler om at tilrettelægge en helhedsorienteret indsats sammen med borgeren. En rehabiliteringsproces tager altid udgangspunkt i et ligeværdigt samarbejde, hvor fagfolk aktivt lytter og sammen med borgeren finder frem til meningsfulde mål og handlemuligheder. Når det lykkes bliver processen individuel og personlig. Vejen mod målene kan bestå af mange mindre tidsafgrænsede elementer, der tilsammen skal bidrage til borgerens recoveryproces.”