Kræft på arbejdspladsen

Af Elisabeth Lockert Lange

NÅR KRÆFT RAMMER – MIG

DET ER AFGØRENDE FOR EN KRÆFTRAMT MEDARBEJDER AT HUN OPLEVER AT FÅ STØTTE FRA SIN ARBEJDSPLADS. DEN MÅDE ARBEJDSPLADSEN TACKLER HENDES SITUATION PÅ, VIL BETYDE MEGET FOR, HVOR HURTIGT HUN VENDER TILBAGE PÅ ARBEJDSPLADSEN, OG IKKE MINDST I HVILKEN TILSTAND OG MED HVILKET ENGAGEMENT.

Det er altid alvorligt og svært at blive ramt af kræft og få stil let diagnosen – uanset om man er på arbejdsmarkedet eller ikke. I Danmark rammes hvert år over 13.000 personer i den erhvervsaktive alder af en kræftsygdom. Det svarer til, at hver 6. dansker får kræft inden pensionsalderen. Det vil sige at stort set alle arbejdspladser på et eller andet tidspunkt oplever at en medarbejder får konstateret kræft.

I efteråret bragte vi her i bladet en artikel om kræft på ar bejdspladsen med mange gode råd til kolleger og leder (11/06).
Men hvad med den kræftramtes synsvinkel? Hvad mener hun selv at hun har brug for, af hvem, hvornår og hvordan? Det har vi spurgt en pædagog på en integreret institution om.

Kia er 28 år, pædagog og arbejder på den integrerede institution Lykkebo i Valby. Det har hun gjort i 3 1/2 år. Efter en kræftdiagnose, en operation og en rekonva lescensperiode er hun nu tilbage på deltid.
Det starter i august 2006, hvor hun får diagnosen livmo derhalskræft. Egentlig går det længere tilbage, nemlig med en tre-ugers periode med pletblødninger og et lægebesøg. Lægens første bud er svamp, men da pillerne ikke hjælper, kommer Kia til gynækolog, som giver diagnosen kræft.

Turen går til sygehuset hvor hun får lavet et keglesnit. Men en scanning viser at kræften har spredt sig, så hun ender på Rigs hospitalet, hvor hun får fjernet livmoderen, æggelederne og et antal lymfeknuder. Æggestokkene får hun lov at beholde. Hun slipper for kemoterapi og stråling, går nu til kontrol hver tredje måned og er sådan set erklæret rask, for så vidt som man bliver det så hurtigt. Rigtig rask regnes man først for efter fem år uden tilbagefald.

I alt var Kia væk fra sit arbejde som fungerende afdelingsleder i to og en halv måned. I december startede hun igen – på deltid, og på deltid er hun stadig i skri vende stund.

GODT TILBAGE

Egentlig startede hun op igen lidt før december. Bare et par timer om dagen. Dels stressede hun en del over alle de ting på arbejdspladsen, som afhang af hende som afdelingsleder. Dels ville hun gerne mærke efter, hvordan hun havde det med at komme på arbejde igen.

”På den ene side skal man vænne sig til at slå tankerne over på noget andet end helbredet, på den anden side føles det godt at tænke på noget andet. Og så skal man huske ikke at have dårlig samvittighed. Det var svært for mig ikke at have, når jeg skulle forlade arbejdspladsen for at gå til prøver og andet. Man ved jo at den dårligt kan undvære én. Men der skal man være lidt egoistisk og tænke på sig selv.”

Hun har kun godt at sige om den modtagelse, hun har fået, efter hun kom tilbage på arbejde.
”Alle har været gode til at tage imod mig. Og jeg har været rigtig glad for at komme på arbejde igen. Vi har talt om min sygdom, kollegerne har turdet spørge til det og spørge ind. De har også været gode til at tage hensyn, især i starten. Og jeg er altså også stadig på deltid. Hvis jeg var startet direkte på fuldtid, så ville det ikke have været så sjovt.”

Faktisk deltog Kia på et personalemøde sammen med alle kollegerne lige inden hun startede op igen.
Der fi k hun fortalt om sygdomsforløbet, og om hvordan hun havde det. Og kollegerne kunne spørge ind.

”Det var fi nt at tale om det, det er noget af det jeg oplever som vigtigt, at folk skal kunne turde tale om det til mig og turde spørge ind. Men det var også fi nt at det skete samlet, så jeg ikke skulle fortælle den samme historie 20 gange. Man har altså hel ler ikke lyst til at blive spurgt dagligt!”

På plussiden tæller også at Lykkebo var villig til at tage det hensyn, hun oplevede som nødvendigt i starten.

”Det har været rigtig godt at arbejdspladsen har syntes det var i orden, at jeg ikke kunne være tilbage på 100 pct. Vi talte her på arbejdspladsen også om at få en person ud fra Kræftens Bekæm pelse, der kunne fortælle om, hvad der er vigtigt i den situation. Det blev af fl ere grunde ikke til noget, vi har til gengæld modtaget en masse materiale fra dem, så er blevet læst og brugt her.”

Kia roser også sin leder for hans støtte og hans opmærksom på både de mere formelle ting, og på hvis der var noget, hun kunne have glæde af. Hun fortæller fx at han var opmærksom på en mulighed for en slags erstatning, et livskrisebeløb, som hun kunne søge. Og som hun ikke selv vidste noget om.

HOLD SELV FAST

Forløbet hos læge og på hospitaler er derimod ingen succeshi storie. Kia skulle som så mange andre vente på operationen. For hendes vedkommende i næsten en måned, hvor det hele tiden var uvist, hvornår det ville blive, så ville hun komme til, så blev det afl yst….

”Det er lang tid at vente. Især når de samtidig fortæller, hvor hurtigt det spreder sig. Jo yngre jo hurtigere. De havde også glemt at bestille scanner, og det var i det hele taget kaotisk. Det er en ekstra belastning i den situation, men det viser, hvor vigtigt det er at man selv holder fast, når man mærker at noget ikke er, som det skal være. Man skal være opmærksom på sin krop og få ting tjekket, når de ikke fungerer. I mit forløb blev der lavet mange fejl, så jeg har lært at man selv skal være opmærksom og stå fast.”

Hellere blive tjekket for meget end for lidt, så man kan være i god tid og ikke skal have fjernet det hele, er hendes råd. Hun havde i øvrigt ikke selv nogen mistanke om noget så alvorligt som kræft, for et par år forinden havde hun fået taget en sme arprøve, som intet viste.

Det der har ramt Kia hårdest er at hun, trods sine kun 28 år, ikke vil kunne få børn. Hun har ingen børn og hun vil vældig gerne have det.

Adoption er selvfølgelig en mulighed men ikke lige med det samme. Der skal nemlig gå de fem år til hun er endeligt erklæret rask, før hun får lov til at adoptere et barn. Fem år er lang tid at vente.
Et lyspunkt er det at hun kunne beholde æggestokkene og deres østrogenproduktion, og altså ikke er blevet ”smidt” i overgangsalder.

”Jeg har også glad for en gruppe på Rigshospitalet, hvor vi har mødtes og kunnet snakke. Genoptræning har jeg også skul let have, for operationen var omfattende. Fysisk tager det også tid at komme sig efter.”

En ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser at det er godt at komme hurtigt tilbage på arbejdspladsen. Det gør risikoen for at ryge ud af arbejdsmarkedet væsentlig mindre.

Det forstår Kia godt.

”På den anden side, hvis man ikke er klar til at snakke om det, så skal man ikke komme tidligt tilbage på arbejde. Men hvis man er, så er det fi nt at vende tilbage. Det er så vigtigt at ens arbejdsplads er god til at tage hånd om det, sådan som min har været, så det ikke blive ret chok at komme tilbage. Jeg møder jo nogle, som er uheldige og bliver fyret, og det må være hårdt oveni en så alvorlig sygdom.” oveni en så alvorlig sygdom.”