Anbringelser

For sløset indsats i børnesager

Kommunerne lever ikke op til kravene for anbringelser. En undersøgelse fra Ankestyrelsen viser at næsten hver fjerde sag indeholder grove fejl og mangler.

En 13-årig dreng vil væk hjemmefra, han ”vil ikke være i de hashtåger mere”. Det fortæller han til sin farmor, som underretter kommunens forvaltning. Han klager også over at der aldrig er penge i hjemmet, og at der altid er bekymring for penge til mad. Moderen er kendt af kommunen, da hun ofte henvender sig for at få akuthjælp. Og det er heller ikke første gang at nogen har været så bekymret for drengen at de har henvendt sig til kommunen.

Derfor vurderede kommunen et par år forinden at der skulle sættes ind med noget socialt, og en psykologisk undersøgelse af ham bliver bevilliget. Ud fra farmoderens underretning, drengens problemer i skolen og den psykologiske undersøgelse beslutter kommunen at anbringe ham unden for hjemmet.

Med andre ord: hverken en §38 undersøgelse eller en handleplan er blevet udarbejdet for den 13-årige dreng, før han bliver anbragt. Det er ellers et lovkrav.

Denne historie er blot en af Ankestyrelsens 101 sager, som de har undersøgt og beskriver i den nye undersøgelse Praksisundersøgelse om anbringelse af børn og unge. Det er den første praksisundersøgelse af kommunernes sagsbehandling på børneområdet, efter anbringelsesreformens trådte i kraft den 1. januar 2006.

De beskrevne sager har forskellige ”vinkler” – det vil sige alle fejl handler ikke (kun) om manglende §38 undersøgelse og handleplan. Nogle handler fx om manglende inddragelse af barnet/den unge eller af andre af de krav som servicelovens kapitel 8 efter anbringelsesreformen stiller.

Men undersøgelsen har dog særligt fokus på undersøgelsen og handleplanen, da de er så væsentlige for kvaliteten i anbringelser.
Og opsummerende kan man sige at et gennemgående træk i historierne er at kommunerne ikke skaffer alle de oplysninger, som er nødvendige for at møde kravene til en §38 undersøgelse.
Derfor har kommunerne ikke de nødvendige oplysninger til at opstille detaljerede mål og delmål i handleplanen.

Helt overordnet og gennemgående anbefaler Ankestyrelsen en øget skriftlighed i sager om anbringelse. Som der står i undersøgelsen: ”for at opnå tilstrækkelig systematik og dokumentation bør alle afgørelser samt væsentlige og vigtige sagsbehandlingsskridt således fremgå overskueligt på særskilte akter”

§38

I undersøgelsen indgår som nævnt 101 sager, tilfældigt udvalgt i 20 kommuner.
Undersøgelsen viser at hele 23 pct. af afgørelserne er ”behæftet med så alvorlige sagsbehandlingsfejl, at de samlet set er forkerte”. Uden at det dog nødvendigvis er udtryk for, at Ankestyrelsen er uenig i behovet for anbringelse i disse sager.
I 18 pct. af sagerne mangler flere, væsentlige eller afgørende oplysninger. Samtidig er der syv afgørelser, som Ankestyrelsen faktisk vurderer som værende forkerte, selv om de er fuldt oplyste.

Forkerte især fordi de særlige sagsbehandlingsregler, der er knyttet til lovområdet, ikke er fulgt. Derfor er det så vigtigt at sagsbehandlingstiltag fx afklaring af forældremyndighed og samtykke til anbringelsen, tydeligt fremgår i sagens akter. Det sikrer oplysningsgrundlaget for kommunens afgørelse, og det gør det lettere at overskue for sagsbehandlere og kommune.

I 67 sager burde der være foretaget en §38 undersøgelsen efter de regler som gælder pr. 1. januar 2006. Men undersøgelsen tydeliggør at kommunerne ikke i tilstrækkeligt omfang har indarbejdet de nye krav i deres sagsbehandling. I 18 pct. af sagerne er der slet ikke udarbejdet en §38 undersøgelse. I yderligere 10 pct. opfylder undersøgelsen slet ikke eller kun i ringe grad kravene til en §38 undersøgelse.

Ankestyrelsen konkluderer videre at der i 38 pct. af de sager, hvor der er fælles forældremyndighed, er der ikke indhentet samtykke fra begge forældremyndighedsindehaverne. Og i en fjerdedel af undersøgelserne er der ikke oplysninger om, hvordan forældremyndighedsindehaverne og barnet/den unge rent faktisk stiller sig til anbringelsen.

Med andre ord bør kommunerne være mere opmærksomme på, hvad der er vigtigt i handleplanen i forbindelse med en anbringelse. Især peger Ankestyrelsen på større fokus på mål og delmål for de seks elementer og i den forbindelse præcise og konkrete anvisninger på, hvad der skal ske i forhold til de vanskeligheder der er. De peger på at den forventede varighed af anbringelsen skal angives, og så peger de på kommunernes pligt til at tilbyde forældrene en særskilt handleplan. Noget som de færreste lever op til.

Ankestyrelsen satte sig også for at undersøge, hvor mange sager sagsbehandlerne har, og om det har indflydelse på de konstaterede fejl og mangler. Undersøgelsen viser at en sagsbe handler i gennemsnit har 35-65 sager om særlig støtte til børn og unge. Der er tilsyneladende ikke nogen entydig sammen hæng mellem kvaliteten af sagsbehandlingen og sagsmængden.
Undersøgelsen tager dog resultatet med fl ere forbehold, idet en sag kan have meget forskellig kompleksitet og tyngde. Samtidig kan sagsbehandlerne have andre typer sager, hvis omfang Ankestyrelsen ikke kender.

FORKERTE AFGØRELSER

Ankestyrelsen har vurderet om afgørelserne er korrekte dels ud fra om anbringelsesgrundlaget har været til stede, dels ud fra om de særlige sagsbehandlingsregler er opfyldt. 23 af de indsendte afgørelser er samlet set forkerte og ville blive ændret, hvis de havde været klagesager i Ankestyrelsen. I de øvrige 78 sager har Ankestyrelsen vurderet, at afgørelserne er korrekte og altså i overensstemmelse med lovgivningen og Ankestyrelsens praksis.

Fx ville Ankestyrelsen have ændre afgørelsen i den sag, som indleder denne artikel. Ligeså følgende afgørelse:
En 13-årig pige, yngst af tre søskende bor hos faren, da for ældrene er skilt og moderen i plejebolig. Efter faderen går amok og slår sin kæreste og ældste datter kommer pigerne i første omgang til en tante og onkel. De retter henvendelse til forvalt-ningen, de kan ikke have dem boende. Den 13-årige besluttes anbragt på institution, og institutionen skal så gennemføre en §38 undersøgelse.

Sagen ville blive ændret af Ankestyrelsen, fordi der ikke er et anbringelsesgrundlag. Pigen anbringes med henblik på en gennemførelse af en §38 undersøgelse, men der er kun ved akutanbringelser, at §38 undersøgelsen kan udskydes. En §38 undersøgelse skal tværtimod afdække hvilken indsats, der er nødvendig i den konkrete sag.

Trods de mange fejl er det dog kun én af de undersøgte bør nesager, hvor situationen var så grov, at Ankestyrelsen valgte at gå ind i sagen.

Socialministeriet er ikke tilfreds med resultatet, og det er Kommunernes Landsforening heller ikke.
Når §38 undersøgelser og handleplan er så vigtige er det fordi netop undersøgelsen med sin kortlægning af problemom råder er helt grundlæggende for at der kan sættes den rette indsats ind på det rette tidspunkt.

De steder hvor børnene anbringes, og det personale de an bringes hos, har brug for undersøgelsen i deres arbejde. Ellers er risikoen for dårlige og fejlslagne anbringelser på først det ene sted så det andet alt for stor. Og det kommer der i sidste ende rodløse og svigtede børn og unge ud af. EL