Private storordninger for børn er profitmaskiner – for skattepenge

Politikerne mener, at dagtilbud er så vigtige for især børn i udsatte boligområder, at de skal tvinges i vuggestue. Det står i skrigende modsætning til underskoven af private storordninger i København, hvor der ikke er garanti for pædagoger, og hvor medarbejderne bliver underbetalt. Men det er stadig kommunen, der betaler.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

Der er penge i børn. I hvert fald hvis man opretter en privat storordning. Så kan man selv sætte prisen for en vuggestueplads eller børnehaveplads, og forældrene kan gå direkte til kommunen og få hovedparten refunderet.

Storordningerne opkræver typisk mere end 10.000 kroner om måneden for et vuggestuebarn, mens prisniveauet for tre til seksårige ligger fra 7000 kroner og op. Men der er i København eksempler på storordninger, der opkræver 13.000 kroner for en vuggestueplads. En række af storordningerne opkræver også indmeldelsesgebyr og forskellige former for brugerbetaling.

Forældrene kan derefter gå til Københavns Kommune og få en pæn sum refunderet – nemlig 6387 kroner for et vuggestuebarn og 3797 kroner for et børnehavebarn.

Smart brug af dagtilbudsloven

De private storordninger har nemlig fundet en fiks måde at bruge dagtilbudsloven på.

Loven giver mulighed for, at man som forælder selv kan finde og lønne en privat børnepasser som alternativ til en kommunal dagpleje, vuggestue eller børnehave. Hvis man gør det, har man ret til at få det beløb, som en kommunal plads ville have kostet kommunen.

De private storordninger har sat det i system. De annoncerer – typisk på nettet og ofte til fremmedsprogede forældre – og de hjælper forældrene med at søge det kommunale tilskud.

Ingen krav om uddannelse

Opretter du en privat storordning, kan du passe børn for kommunale penge, uanset om du er cykelsmed eller bager. Du kan blive godkendt til at etablere en privat storordning, hvis du er fyldt 18 år, giver indtryk af at kunne kommunikere med børn, har en blank straffeattest og taler dansk svarende til en bestået 9. klasse eller danskprøve 2 med karakteren 2. Og så skal du kunne stille et passende lokale samt køkken og toilet til rådighed.

Til gengæld er der ingen krav til de medarbejdere, der bliver ansat efterfølgende. De skal bare kunne stille med en børneattest. Og det er først, når storordningen når op på syv vuggestuebørn eller 11 børnehavebørn, at der skal ansættes en medarbejder med en pædagogisk uddannelse.

Slipper for læreplaner

Så længe en privat storordning har ansvaret for seks vuggestuebørn eller ti børn i børnehavealderen, så er den eneste kontrol med det pædagogiske niveau, at der tre gange om året kommer et tilsyn fra kommunen. Dagtilbudsloven siger ganske vist, at ”Arbejdet med læringsmiljøer (…) skal indholdsmæssigt stå mål med kravene til læring og læringsmiljøer i dagtilbud”. Men der er altså ikke krav til uddannet personale.

Storordningerne slipper generelt for de krav, der stilles til egentlige institutioner og dagplejere, såsom arbejde med pædagogiske læreplaner, sprogtestning, trivselsvurderinger og så videre, lige som der ikke er noget, der hedder krav til forældrebestyrelse.

Kattelem for kvalitet

Formanden for LFS, Britt Petersen, synes, at det er en grotesk modsætning, at regeringen på den ene side stiller større og større krav til den pædagogiske kvalitet i dagtilbud, og at man taler om vigtigheden af tidlig indsats, og derfor vil tvinge børn i udsatte boligområder i obligatoriske læringstilbud fra et-årsalderen, når man samtidig lader kattelemmen for storordninger stå på vid gab.

”Der er for øjeblikket ca. 10 storordninger i København, og vi har kendskab til storordninger med mellem 50 og 60 børn i Københavns Nordvest kvarter. Der er i høj grad tale om børn af ikke-etnisk danske forældre, som hører om tilbuddet via mund-til-mund-metoden, og som muligvis ikke engang ved, at de ikke får det kvalitetstilbud, som de burde have,” siger Britt Petersen.

Problem for chancelighed

Britt Petersen understreger, at LFS ikke har kendskab til den pædagogiske kvalitet i alle de private storordninger, og at der sagtens kan være ordninger af god kvalitet.

”Sagen er bare, at man ikke ved det, og at masser af småbørn i København bliver passet i private ordninger, som ikke skal leve op til de samme krav som kommunale tilbud. Jeg har også en stor bekymring i forhold til integration. Vi har set et mønster, hvor de store af storordningerne etablerer sig i boligområder med mange familier med anden etnisk herkomst end dansk, og vi synes at det modarbejder chanceligheden for tosprogede børn,” siger Brit Petersen.

Løndumping

LFS, som organiserer de pædagogiske medarbejdere, som arbejder i de kommunale institutioner, har forgæves forsøgt at komme i dialog med en række af storordningerne for at skabe ordnede forhold for medarbejderne. Det har nemlig vist sig, at lønningerne i udbredt grad ligger langt under overenskomstfastsatte lønforhold.

Faglig sekretær i LFS, Daniel Dreyer, har via nuværende og tidligere medarbejdere fået adgang til lønniveauet i flere private storordninger.

”Jeg har pt. et eksempel på en pædagogmedhjælper, der tjener 3400 kroner mindre om måneden, end hvis hun havde arbejdet i en tilsvarende privat institution med overenskomst. Samtidig får medarbejdere ofte kontrakter, hvor de kan fyres med dags varsel uden begrundelse, hvor der ikke er løn under sygdom mv.”

Pengemaskiner

Daniel Dreyer har oplevet ansatte i storordninger, der går for lønninger, der er væsentligt mindre end dagpengesatsen, og hvor ejeren tydeligt har udtrykt, at vedkommende vidste, at medarbejderen ville miste sin opholdstilladelse, hvis hun mistede jobbet.

Københavns Kommune har ellers vedtaget sociale klausuler og arbejdsklausuler, som skal sikre, at kommunen ikke lægger penge hos underleverandører, som begår social dumping. Men de private storordninger kan ikke omfattes, fordi den juridiske konstruktion er, at det er forældrene, der er arbejdsgivere.

”Flere af storordningerne er efter mit bedste skøn de rene pengemaskiner for ejerne, som trækker overskud ud, der er betalt med skattepenge,” siger Daniel Dreyer.

Hvad siger ministeren

LFS Nyt har spurgt Børne- og Socialminister Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti om, hvordan regeringen på den ene side kan fremlægge styrkede pædagogiske læreplaner og tvungen vuggestue, hvis man bor i udsatte boligområder, og så på den anden side have en kattelem for private storordninger stående på vid gab.

Ministeren har ønsket at svare skriftligt. Hun skriver i en e-mail til LFS Nyt, at det, hun finder afgørende uanset ordning, er, at børn trives, lærer og udvikler sig.

”Derfor har regeringen over de seneste år skærpet kravene til de private pasningsordninger. Det betyder, at der i dag skal tales dansk, ligesom pasningen skal fremme børns læring og give børnene medbestemmelse og forståelse for demokrati. Derfor vil jeg også kraftigt opfordre kommunerne til at være opmærksomme, hvis der er det mindste tegn på, at de her ordninger bliver brugt til at omgå de krav, for regeringen vil ikke tolerere parallelsamfund,” skriver Mai Mercado.

Ansvaret er i kommunerne

Mai Mercado sender bolden videre til kommunerne:

”Alle private pasningsordninger skal leve op til de skærpede krav, hvis forældrene skal have tilskud fra kommunen. Jeg har en forventning om, at hvis kommunen gennem sit styrkede tilsyn vurderer, at en privat pasningsordning ikke lever op til kravene, så trækker kommunen selvfølgelig godkendelsen af den aftale, som er indgået mellem forældrene og den private pasningsordning, tilbage. Det er barnets trivsel og udvikling, som er det vigtigste,” skriver Mai Mercado, som dog erklærer sig villig til at se på loven, hvis der er indikationer på, at loven medvirker til, at børnene fastholdes i parallelsamfund.

”Hvis det viser sig, at kravene i dagtilbudsloven ikke er klare nok, så vil jeg selvfølgelig se på, om der er behov for en yderligere skærpelse af kravene.”

Ansvaret er på Christiansborg

Stod det til Børne- og Ungdomsborgmester Jesper Christensen, S, i København, måtte ministeren gerne se på lovgivningen med det samme. Han finder det nemlig problematisk, at der er pasningsordninger, der kan smyge sig uden om de kvalitetskrav, der gælder for alle andre dagplejere, vuggestuer og børnehaver.

”Men vi kan som kommune ikke stille krav, der går ud over de rammer, som dagtilbudsloven giver os. Det er Christiansborg, der har besluttet, at kommunerne skal tilbyde en bred vifte af tilbud, herunder at forældre kan få udbetalt den kommunale andel af pladsprisen, hvis de vælger et helt privat tilbud, og det er Christiansborg, der har valgt, at der ikke skal stilles de samme kvalitetskrav,” siger Jesper Christensen.

Skidt at tjene penge på børn

Børne- og Ungdomsborgmesteren er en klar fortaler for de kommunale og de selvejende institutioner.

”Det er noget skidt, at private kan skabe overskud, som de kan trække ud, på børnepasning. Der er jo kun et sted at hente pengene; nemlig i kommunekassen. Og jeg ser selvfølgelig meget hellere at pengene bliver brugt på bedre normeringer,” siger Jesper Christensen, der har endnu et forbehold i forhold til private pasningsordninger:

”Der kan sagtens være private storordninger af god kvalitet. Men det er sundest for alle parter, at vi har blandede institutioner. Det vil være en meget uheldig udvikling, hvis der udvikler sig et marked for private pasningsordninger for børn af meget velhavende forældre, tosprogede børn og så videre,” siger Jesper Christensen, der understreger, at forvaltningen er i gang med at styrke det opsøgende arbejde i forhold til småbørnsfamilier i udsatte boligområder.

”Loven om tvungne læringstilbud for etårige i udsatte boligområder træder i kraft per 1. juli, og vi gør pt., hvad vi kan for at få forældrene til frivilligt at vælge helt almindelige dagpleje- eller vuggestuepladser,” siger Jesper Christensen.