Flåterne kommer
Danmarks farligste dyr er hverken ulven eller hugormen. Det er skovflåten, som tegner sig for mellem 6000 og 7000 lægebesøg om året, og som er årsag til op mod 300 langvarige hospitalsindlæggelser. Læs, hvordan du forebygger borreliose - hos dig selv og hos børnene.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
Når skovflåten kan være farlig for mennesker, er den faktisk uden skyld. Problemet opstår, fordi flåter kan overføre smitte fra andre levende organismer, og her er nervesygdommen borreliose den mest udbredte og kendte.
Det er ikke alle flåter, der smitter med borreliose, og selv om man skulle være så uheldig at få en flåt, der bærer borrelia-bakterien, er risikoen for, at man selv bliver smittet nærmest lig med nul – hvis man altså får fjernet flåten inden for de første 24 timer.
Det er derfor vigtigt at have tjek-rutiner, når man har været i naturområder. Flåter foretrækker steder med tynd hud, hvor der også er fugtig og varmt. Derfor skal man tjekke i knæhaser, armhuler, i skridtet, i nakken og bag ørerne.
Det er vigtigt ikke at gå i panik. Vent med at fjerne flåten, til du har en flåttang eller en pincet. Du skal have fat om flåten så langt nede i huden som muligt. Herefter drejer du flåten rundt, til den slipper. Det vigtigste er, at du ikke klemmer på flåtens bagkrop, for det er i mave og tarme, at bakterien sidder. Får du ikke hele hovedet eller alle munddelene med, er det ikke noget problem, for det kan ikke overføre smitte. Huden skal nok afstøde munddelene af sig selv. Du skal bare holde stedet rent med vand og sæbe.
Det er normalt, at bidstedet kan være lidt rødt. Men hold øje med huden i nogle uger. Hvis der i en til fire uger efter kommer en rød ring om bidstedet, kan det betyde, at der er tale om borreliose, og så skal man til læge.