Vi har hele tiden kulturbrillerne på
Vi kan ikke frigøre os for vores forforståelser om andre kulturer. Men vi kan være bevidste om, at vi har dem, siger pædagog Anja Vejrum, der via sit seneste job har erkendt, at hun på baggrund af uvidenhed har brugt forældre-ressourcerne alt for lidt, når der var bekymring omkring børn med minoritetsbaggrund.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
Anja Vejrum fik aflivet nogle af de kulturelle myter, allerede da hun arbejdede som inklusionspædagog på Højdevangen, som samler udskolingen for en række skoler på Amager.
”Jeg har aldrig mødt børn, der respekterer mig så meget som børnene med etnisk baggrund, og jeg behøver ikke udvise mere autoritet end over for danske børn. Det er faktisk børn, der er meget åbne over for relationer til voksne, hvis de kan mærke, at de voksne vil dem,” siger Anja Vejrup, der til gengæld kan se i bagklogskabens klare lys, at hun har arbejdet ud fra nogle fordomme omkring etniske forældre.
Bekymringsbørn
Hun har nemlig skiftet job og er blevet forebygger hos Københavns Politi. Det indebærer blandt andet, at hun skal beskæftige sig med børn og unge, som ikke har lavet noget kriminelt, men børn og unge som man i SSP-regi er bekymrede for, fordi de befinder sig i periferien af miljøer med kriminalitet eller stoffer.
”Mit job er blandt andet at kontakte forældrene og etablere et samarbejde. Og det er gået op for mig, at jeg ofte var mere tilbageholdende med at gøre netop det, da jeg arbejdede i skolen. Jeg var i nogle situationer usikker på hvilke konsekvenser, det kunne få for barnet. Ungerne kunne finde på at sige, at ”hvis du ringer til mine forældre bliver de skidesure,” og jeg var nervøs for, om barnet risikerede afstraffelse, eller værre endnu, at blive sendt ud af landet,” siger Anja Vejrup, der også erkender, at hun nok heller ikke altid forventede, at der ville være de store ressourcer at hente hos forældrene.
De er en kæmpe ressource
”I mit nye job er det fast rutine at inddrage forældrene. Jeg havde en forventning om at blive mødt med modstand og benægtelse. Det er endnu ikke sket. De siger 1000 tak, når jeg ringer. De vil enormt gerne have besked, og de bliver meget overraskede over at få at vide at deres barn måske er ved at rode sig ud i noget. For mange af de her børn er faktisk meget disciplinerede derhjemme og opfører sig som gode drenge, mens de har tillagt sig selv en helt anden rolle på gaden. Så forældrene engagerer sig, og de beder om råd til, hvordan de kan hjælpe deres barn på rette vej,” siger Anja Vejrup, der generelt oplever, at forældrene er en stor ressource i forhold til samarbejdet om den unge – også selv om hjemmet ikke umiddelbart forekommer ressourcestærkt.
”Det er rigtig vigtigt, at vi inddrager alle forældre, uanset etnicitet og baggrund, i samme grad – både i dagtilbud og skole. For alternativet er, at de oplever sig ekskluderet fra barnets liv, og at den offentlige fortælling bliver, at de ikke tager ansvar.”