Se barnet, før du ser kulturen

Når Ali er urolig og laver ballade, er vi mere tilbøjelige til at tænke kultur og sociale problemer, end når det er Christian, der kravler i gardinerne. Det sker i bedste mening, men det kan skabe negativ forskelsbehandling, som forringer minoritetsdrengenes chancer, mener forsker.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

Det handler ikke nødvendigvis om racisme, når vi behandler især minoritetsdrengene anderledes, end vi behandler danske drenge, understreger Laura Gilliam, som er antropolog og ph.d., på DPU, Aarhus Universitet, og som forsker i, hvordan børn med etnisk minoritetsbaggrund har det i skolen.

”Det kan være i allerbedste mening, når vi som pædagoger eller lærere prøver at indtænke barnets kulturelle eller sociale baggrund. Problemet opstår bare, hvis man fx forestiller sig, at børn med mellemøstligt udseende er den samme slags og tilskriver dem den samme kultur,” siger Laura Gilliam.

Generalisering bliver gætværk

Hun kalder det ’racialisering’, når man opfatter børn med en bestemt type navne og hår- og hudfarve som ’den samme slags’.

”Man kommer til at overse, at de faktisk kan være meget forskellige både kulturelt og individuelt. Det bliver samtidig ofte det rene gætværk, fordi vi slet ikke kender kulturen eller hjemmet godt nok – eller at vi ser kulturen før barnet. Hvis Ali er meget urolig, kan det være, at pædagogen tænker, at det nok handler om arabisk børneopdragelse, eller at der er sociale problemer i hjemmet, fordi Ali kommer fra en flygtningefamilie. Men hvis Christian er meget urolig, vil pædagogerne være mere tilbøjelig til at overveje om Christian rent faktisk skal undersøges for ADHD, om han har det svært, fordi far og mor netop er blevet skilt, eller om der er problemer i drengegruppen. På den måde risikerer vi at overse det, som minoritetsbarnet burde have haft hjælp til,” siger Laura Gilliam.

Lavere karakterer

Når man ser kulturen før barnet, opstår der nemt stereotyper, og det gælder i høj grad for drengebørn fra minoritetsfamilier, siger Laura Gilliam.

”De her drenge omtales ofte som en problemkategori, som er associeret med ballade og dårlige skoleresultater. Det farver pædagoger og læreres syn på nye drenge, som lidt for hurtigt bliver sat i bås med de ’hårde drenge’ man har mødt tidligere eller har set i medierne. Selv om man forsøger at være blind for etnicitet, kan sådanne stereotyper helt umærkeligt præge, hvordan man ser og forstår de enkelte børn,” siger Laura Gilliam.

Forskningen viser nemlig, at stereotyperne har direkte indflydelse på, hvordan drengene bliver behandlet i skolesystemet.

”Der er lavet forskning, der viser, at minoritetsbørn og især drenge, får uretmæssigt lavere karakterer end majoritetsbørn, og min egen forskning viser, at de oplever, at der, selv om de har de nødvendige karakterer, oftere bliver sat større spørgsmålstegn ved, om de er klar til gymnasiet,” siger Laura Gilliam.

Laura Gilliam egen forskning tyder desuden på, at der bliver slået hårdere ned på drenge med minoritetsbaggrund, når de er urolige eller laver ballade.

De bedømmes strengere

”Der er en tendens til, at minoritetsdrengenes adfærd bliver fortolket anderledes. Når danske drenge laver drengestreger eller er urolige i timerne, er der en vis accept af, at drenge har det med at være urolige, og de bliver oftere set som frække og charmerede. Når minoritetsdrenge gør det samme, ser flere lærere det som en bekræftelse af, at de er nogle problematiske drenge, som nok ender i noget skidt,” siger Laura Gilliam, som derfor mener, at drengene har en smallere sti at gå på, og hurtigere mødes med disciplinering og bekymring.

Minoritetsdanske drenge, der bor i udsatte boligområder, har dertil den udfordring, at de skal fungere på gaden. Derfor er de nødt til i et vist omfang at klæde sig og opføre sig som de andre med kasketter og hættetøjer, og det kan bekræfte stereotyperne.

Perkerdansk og standarddansk

”Jeg lavede på et tidspunkt feltarbejde i en 9. klasse med mange minoritetsdanske elever. Klassen havde et godt ry, men der var klare sociale normer for, hvordan man skulle opføre sig. De talte, hvad de selv kaldte ”perkerdansk” internt med hinanden. Til gengæld gav det status at være en af dem, der kunne skifte over og tale standarddansk for at få bedre karakterer. Men der blev set ned på de unge, som forsøgte at tale standarddansk hele tiden; de andre oplevede, at de prøvede at gøre sig til noget, de ikke var – at de var fine på den. Det er derfor vigtigt at se, at drengene kan være i klemme, når de både skal leve op til det danske samfunds normer og til, hvordan man begår sig i drengegruppen i skolen og blandt boligblokkene i fritiden,” fortæller Laura Gilliam.

Lever op til forventningerne

Forskeren anfægter ikke, at der er minoritetsdrenge, som klarer sig dårligt i skolen, som har tilbøjelighed til udadreagerende adfærd, og som ender i fx kriminalitet.

”Der er bare mange flere af de andre drenge, som bare går i skole og klarer sig så godt de kan eller har høje ambitioner med deres uddannelse. Men der skal ikke så meget til, før de bliver slået i hartkorn med de hårde drenge. Mange af dem oplever på baggrund af stereotyperne negative eller lave forventninger. Og vi ved jo alle sammen, at børn har det med at leve op til de forventninger, de bliver mødt med,” siger Laura Gilliam.

Vi skal være nysgerrige

Laura Gilliam påpeger, at der ligger et vigtigt pædagogisk arbejde i at overveje, hvad det er for forforståelser, man har om minoritetsdanske drenge eller familier - som fx at man helst ikke kontakter fædre i indvandrerfamilier, når et barn har lavet ballade, fordi man forestiller sig, at fædrene er autoritære og kan finde på at straffe barnet.

”Vi har alle sammen forforståelser. Spørgsmålet er om vi forsøger at udfordre dem. Vi kan øve os i at være nysgerrige og at reflektere over, hvorfor vi tænker, som vi gør. Og vi bør reagere, hvis vi fx opdager, at vi hurtigere bliver bekymrede for eller irriterede på de minoritetsdanske drenge end på de andre børn. Og vi kan overveje, om der er et mønster i, hvilke forklaringer vi bruger til at forstå deres adfærd, er det kultur, sociale problemer, socio-emotionelle udfordringer eller relationer i klassen? Eller om vi agerer anderledes i forhold til forældresamarbejdet, når der er tale om familier med en anderledes kulturel baggrund. For de her børn har krav på, at vi bruger deres forældre som ressourcer på samme måde, som vi gør med majoritetsdanske børn,” siger Laura Gilliam.